Pouya blev forfulgt for sin seksualitet – i Danmark har han fundet sig selv

STRAFBAR KÆRLIGHED. Pouya flygtede 15 år gammel fra sit hjemland efter være blevet opdaget i at have sex med sin kæreste. En handling, der kan føre til dødsstraf i Iran. I Danmark har LGBT Asylum givet ham nyt håb for fremtiden.

Pouya ved ikke, om hans iranske kæreste er i live i dag. For to år siden blev de opdaget, mens de havde sex. Samme dag blev kæresten hentet af politiet.
Pouya ved ikke, om hans iranske kæreste er i live i dag. For to år siden blev de opdaget, mens de havde sex. Samme dag blev kæresten hentet af politiet.Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Klokken 03.30, en tidlig morgen i august 2015, lander et Norwegian-fly i Kastrup.

Mellem fire og fem måneder er gået, siden Pouya sagde farvel til sin onkel på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. Rejsen mod nord er gået gennem Tyrkiet og over Middelhavet til Grækenland. Fra menneskesmugler til menneskesmugler. De sidste fire måneder har han tilbragt i et stort, tomt hus i Athen. Alene. Ventende.

Pouya stiger ud af flyet og finder straks et toilet i lufthavnen. Han kaster passet i kummen, men det vil ikke lade sig skylle ud. Han tager det op, river det i småstykker og smider det ud i en skraldespand.

“Destruer passet, når du kommer frem, ellers ryger du i fængsel,” har menneskesmugleren på den græske ø sagt.

Han går uden for lufthavnen og sætter sig og venter. Venter på, at en ny fremmed mand, en ny smugler, skal komme og hente ham. Men ingen kommer.

Efter et stykke tid kommer Pouya i tanker om en anden besked fra smugleren i Grækenland:

“I København skal du finde en taxa. Til chaufføren siger du Sandholm."

Sex i Shiraz, 2015
Det er forår i Shiraz; en ældgammel by, der ligger i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran. Den 15-årige dreng Pouya har fri fra skole denne mandag morgen. Han starter sin motorcykel og kører hjem til kæresten, som bor lige i nærheden.

Klokken er 10. Pouya og kæresten er glade for at se hinanden, og der går ikke lang tid, inden de kysser, krammer og er nøgne sammen. Ingen af dem er opmærksomme på, at soveværelsesvinduet står åbent og gardinerne er trukket fra.

Pludselig hører de stemmer fra gaden. Vrede unge mænds stemmer: “Fang de vantro. Arrestér dem,” råber de.

Pouya trækker tøjet på i panik. Kæresten bliver liggende på sengen; nøgen. Han ser chokeret ud: “Hvad sker der?” spørger han.

Pouya styrter ud på gaden til sin motorcykel. Han råber til kæresten, men får intet svar, så han starter motorcyklen og kører væk – uden at se sig tilbage.

“Jeg har haft sex med en anden mand,” siger Pouya som det første – og eneste – da han står i døråbningen til sin onkels hus. “Kom ind. Hurtigt,” svarer onklen.

Dødsstraf i Iran
I Danmark har det været lovligt at være homoseksuel siden 1933. Men mange andre steder er det fortsat strafbart, og i ni lande kan homoseksualitet føre til decideret dødsstraf.

Iran er et af de ni. Her kan samleje mellem to mænd straffes med piskeslag eller henrettelse. Bevisbyrden i iranske retssager kræver enten, at de involverede parter tilstår, eller at fire førstehåndsvidner – alle mænd – aflægger vidneforklaring på samme tid over for en dommer.  

Pouya kender ikke Irans lovgivning i detaljer. Men han ved, at hans gerning er forbudt, og han har hørt om folk, som er blevet hængt til offentligt skue for deres seksuelle forbrydelser.

Derfor ved han også, at hans onkels ord ikke er til forhandling, da onklen nogle dage senere i smug kører Pouya mod det nordlige Iran; op mod grænsen til Tyrkiet.

“Din kæreste er blevet hentet af politiet, og de søger efter dig. Du skal forlade landet. Du skal forlade din familie. Dit liv er i fare.”

Pouya nåede hverken at sige farvel til sin mor, far eller lillebror, før han i smug måtte flygte ud af Iran. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Lagt på
“Hvor gammel er du?” spørger personalet i Sandholmlejren.

“16,” svarer Pouya.

Han bliver bragt ud i en ny taxa, der tager ham til en modtagelejr for flygtninge under 18 år i Gribskov.

I Gribskov giver personalet ham en banan og en mælk ved ankomsten. Derefter beder de ham ringe hjem til sine forældre.

Første opkald bliver ikke besvaret. Pouya forsøger igen.

“Hej,” siger en stemme. Hans mors stemme, tror han.

“Hej. Jeg er i Danmark. I skal ikke være bekymrede,” siger Pouya.

Røret bliver lagt på.

En diaspora i Danmark
Pouya bor kun en kort overgang i modtagelejren i Gribskov, inden han bliver bragt til en permanent flygtningelejr i Nykøbing Sjælland, hvor han tilbringer et år, mens han venter på at få sin sag behandlet.

Allerede i løbet af sit korte ophold i Gribskov beslutter han sig for at fortælle sin kontaktperson – en rar kvinde – at han er flygtet fra Iran på grund af sin seksualitet.

Kvinden i Gribskov fortæller Pouya om en dansk organisation, LGBT Asylum. Den er startet som en lille græsrodsforsamling i 2012, men har siden udviklet sig til en egentlig organisation, der arbejder for og med homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede asylansøgere og flygtninge.

“Vi er talerør for en særligt isoleret og udsat samfundsgruppe, der ikke tidligere har haft nogen fælles stemme,” fortæller Mads Ted Drud-Jensen, der er talsperson i LGBT Asylum.

I dag har organisationen kontakt til over 100 LGBT-asylansøgere og 60 LGBT-flygtninge, der har fået ophold. Og LGBT Asylum har netop modtaget en donation på 1,4 millioner kroner af Det Obelske Familiefond til at udbygge sine aktiviteter.

En betydelig del af arbejdet ligger i at vejlede LGBT-flygtningene i deres ansøgningsproces om asyl. Derudover formidler organisationen kontakt til myndighederne og aktører som Røde Kors, blandt andet når enkelte medlemmer står med særlige psykosociale udfordringer.

Endelig danner LGBT Asylums 40 frivillige kontaktpersoner, alle bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede, sammen med asylansøgerne og flygtningene et community, der laver sociale, kulturelle og politiske aktiviteter sammen.

“Vi er en form for familie, en diaspora for de her flygtninge,” siger Mads Ted Drud-Jensen.

Pouya indvilger i at kontakte organisationen.

“Jeg kan virkelig godt lide de mange grå og regnfulde dage i Danmark. Jeg kan ikke forklare hvorfor. De er bare rare,” siger Pouya. [Foto: Rasmus Flindt Pedersen]

 

Alene med fornemmelsen
I Iran har Pouya aldrig fortalt hverken familie eller venner, at han er tiltrukket af andre mænd. Heller ikke selvom fornemmelsen har boet i ham længe.

Helt tilbage i børnehaven og op gennem skoletiden leger han bedst med pigerne, husker han. Han føler sig for genert til at lege med drengene.

I de tidlige teenageår begynder han at søge på internettet i hemmelighed. “Mand plus mand” giver ham opdagelsen af, at to mænd kan have et forhold til hinanden; at de kan bo sammen. “Bøsse” er der noget, der hedder, fortæller world wide web.

Da Pouya i sommeren mellem første og andet år i gymnasiet møder en høj, tonet mand i træningscenteret, er han ikke længere i tvivl om sin seksualitet. Pouya og den seks år ældre fyr begynder at ses regelmæssigt; i træningscenteret og på restaurant. En aften mødes de hjemme hos fyren – bag lukkede vinduer og tætsluttede gardiner.

Deres forhold varer i 10 måneder. Indtil den mandag morgen i foråret 2015.

Taler som en bøsse
Ved de første gruppemøder i LGBT Asylum føler Pouya sig sky og genert. Han siger ikke rigtig noget og sætter sig konsekvent på god afstand af de andre.

En homoseksuel fyr fra Syrien opsøger ham og byder velkommen. Han forsøger ihærdigt at løfte Pouyas humør. Det hjælper hurtigt.

“Han spørger ind til mig. Han får mig til at tale om mine følelser og giver mig hele tiden moralsk opbakning. Det gør alle. Folk er så venlige,” fortæller Pouya.

Et ud af flere emner, som bliver vendt på gruppemøderne, er hvordan folk trives på asylcentrene. For som Mads Ted Drud-Jensen forklarer, er det “ikke sjældent”, at LGBT-flygtninge er udsat for chikane, trusler og til tider vold og overgreb fra andre flygtninge.

Og dét kan Pouya relatere til.

“De andre drenge i Nykøbing Sjælland driller mig med, at jeg taler som en bøsse. De siger, jeg er alt for følsom,” fortæller han.

“Heteroseksuelle fra andre lande er så snævertsynede. Nogle af dem kan bare ikke tolerere, at der findes homoseksuelle,” fortsætter han.

Forud for Pouyas samtale med myndighederne – den samtale, som danner grundlag for, om han får opholdstilladelse eller ej – trækker han på sin kontaktperson i LGBT Asylum:

“Hun beroliger mig og forbereder mig på, hvilke spørgsmål de vil stille. Det er så anderledes for mig, at det, at jeg fortæller om min homoseksualitet til myndighederne, kan styrke min sag.”

Uafhængig ung voksen
I dag bor Pouya i et bofællesskab i Gentofte sammen med fire danskere. Det har han gjort, siden han for et år siden fik opholdstilladelse. Til hverdag går han i gymnasiet, hvor han er ved at afslutte sit første år.

Han har fortsat tætte bånd til LGBT Asylum og kommer stadig til de månedlige lørdagsmøder for at hjælpe andre LGBT-flygtninge med at tale om de følelser og oplevelser, de har med sig.

Pouya er også blevet frivillig tolk i organisationen. Antallet af homoseksuelle fra arabisk- og farsitalende lande er steget, siden han selv kom med, og mange af dem taler ganske lidt engelsk. Derfor oversætter han til farsi, både ved gruppemøderne og ved de individuelle sagssamtaler med kontaktpersonerne i LGBT Asylum.

Det er i dét fællesskab, han i dag har sine nærmeste relationer. Det er her, han deler en identitet med andre; at være fordrevet fra sit hjemland på grund af sin seksuelle overbevisning.

“Selvom jeg ikke er glad for at være langt væk fra min familie, har jeg nu et sted, hvor jeg kan være den jeg er – en uafhængig og fri voksen, i en meget ung alder,” siger Pouya.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00