BRUXELLES: Mens de royale kommentatorer stadig diskuterede dronningens afsked med 2021 på dansk tv, afsluttede Frankrigs præsident sin egen nytårstale i Elysée godt 1.000 kilometer længere sydpå. Og så skiftede billedet af Emmanuel Macron til præsidentpaladsets facade oplyst i blåt med en cirkel af stjerner.

Kunne nogen forestille sig Amalienborg, Christiansborg eller for den sags skyld statsministerens embedsbolig, Marienborg, iscenesat som et EU-flag ved indgangen til et nyt år? Næppe.

Men i Frankrig var det både Elysée-palæet, Eiffeltårnet, Triumfbuen, Notre Dame og en række andre symbolske bygninger og monumenter i Paris og andre byer, der på den måde blændede op for den europæiske stjernekrans nytårsaften. Anledningen var, at Frankrig overtog EU’s halvårlige formandskab 1. januar.

Den virkelige grund skal dog nok findes i Macrons personlige overbevisning om, at han kan udnytte formandskabet til at genvinde magten ved præsidentvalget i april.

”Vores Europa er den eneste vej til at gøre Frankrig stærkere i sammenstødene mellem verdens stormagter,” lød det i nytårstalen fra præsidenten, der i 2017 blev valgt på en meget EU-positiv dagsorden som kontrast til en nationalistisk modkandidat fra det yderste højre. Nu prøver han at gentage manøvren.

”Uden Europa havde vi ikke haft så stort et antal vacciner. Uden Europa havde vi ikke kunnet skabe nogle af verdens mest ambitiøse planer for økonomisk genopretning,” sagde Emmanuel Macron i sin nytårstale.

Uden Europa havde vi ikke kunnet skabe nogle af verdens mest ambitiøse planer for økonomisk genopretning.

Emmanuel Macron
Frankrigs præsident

Præsidenten lovede derefter franskmændene sit ”totale engagement” i at gøre det franske EU-formandskab til et særligt ”øjeblik” af betydning for fremtiden.

Man kan diskutere, hvor mange af de franske ambitioner, der er realistiske i et EU, hvor en hel del medlemslande er skeptiske overfor at styrke samarbejdet på mange områder. Det er også værd at understrege, at dette franske formandskab i realiteten kun kan arbejde til og med marts, hvorefter resten bliver opløst i præsidentvalgets slutspurt med to valgrunder 10. april og 24. april.