Professor: Regeringen tøver med offentligt ansattes ytringsfrihed

De onde ler, og de gode græder efter forløbet af Eritrea-sagen.

Det er med Carsten Henrichsens egne ord hans noget polemiske konklusion oven på sagen om de to embedsmænd i Udlændingestyrelsen, der stod frem med kritik af en rapport om forholdene i det nordøstafrikanske land.

Sagen tydeliggør en generel problemstilling, mener Carsten Henrichsen, der er juridisk professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

“En frivillig fratrædelse blev den lakoniske udgang på den sag, og det står som en kraftig påmindelse om den svage ansættelsesbeskyttelse, der gælder for offentligt ansatte.”

Når embedsmænd bliver sat ind i et kommissionsarbejde, så er det jo for, at de skal mene noget. De skal mene lige præcis det, som deres minister og regering mener. Ikke noget som helst andet.

Carsten Henrichsen
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Svagheden består særligt i, at ledere i dag har vide beføjelser til at komme af med ansatte, som i deres øjne har gjort sig ud til bens. Derfor mener Carsten Henrichsen, at det burde gøres lidt sværere at afskedige folk. Ledelsens ultimative trumfkort.

Regeringen blokerer beskyttelse
Netop sidste uge tog whistleblower-udvalget stilling til flere forslag, der kan øge den ansættelsesmæssige beskyttelse i tilfælde, hvor ansatte mødes af sanktioner, fordi de har brugt deres ret til at ytre sig.

Nogle vil sige ét og andre noget andet, og så kan man jo på den baggrund konkludere lige, hvad man har lyst til. Jeg kan ikke se andet, end at det er et figenblad, man dækker sig bag, for at undgå selv at tage stilling.

Carsten Henrichsen
Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

Det drejer sig blandt andet om forslag til højere godtgørelse ved fyringer og en såkaldt “omvendt eller delt bevisbyrde”, der stiller større krav til arbejdsgiverne, hvis de vil fyre ansatte på grund af kritiske ytringer.

Ifølge Berlingskes site Politiko så det længe ud til, at de offentligt ansatte ville blive imødekommet af et flertal i udvalget på punkterne om højere godtgørelse og delt bevisbyrde. Men på de sidste møder i januar meddelte fire embedsmænd fra Justitsministeriet, Finansministeriet, Socialministeriet og Statsministeriet, at de ikke ville tage stilling til præcis disse to spørgsmål.

Seks udvalgsmedlemmer stemte for forslagene, mens fem var imod. De fire repræsentanter fra ministerierne kunne således have skabt flertal om netop disse to punkter, men af rapporten fremgår, at de ikke vil tage stilling “før udvalget har afgivet sin betænkning”.

Manøvren undrer Carsten Henrichsen.

“Jeg kan jo kun sige, at det er overraskende, at en regering, som selv har sat det her arbejde i gang, tilsyneladende ser ud til at have fået embedsmændene til at trække deres støtte til de her forslag,” siger han.

Et figenblad for regeringen
Regeringen har efterfølgende meldt ud, at man vil afvente en høringsproces, inden man lægger sig fast på en holdning. Men det er tvivlsomt, om det vil føre til bedre beskyttelse, mener Carsten Henrichsen.

“Der kan komme hvad som helst ud af en sådan proces. Nogle vil sige ét og andre noget andet, og så kan man jo på den baggrund konkludere lige, hvad man har lyst til. Jeg kan ikke se andet, end at det er et figenblad, man dækker sig bag, for at undgå selv at tage stilling,” siger han.

Sidste år skete noget lignende, da et udvalg skulle vurdere fordele og ulemper ved at indskrive syv internationale konventioner om blandt andet tortur, handicap og racediskriminination som en del af dansk ret. Også her afstod regeringens embedsmænd i udvalget at tage stilling.

"Men når embedsmænd bliver sat ind i et kommissionsarbejde, så er det jo for, at de skal mene noget. De skal mene lige præcis det, som deres minister og regering mener," siger Carsten Henrichsen.

Professoren mener, at konklusionen må ligge lige for.

“Når de bliver trukket ud, så må vi tage det som et udtryk for, at regeringen har mistet lysten til at gå videre med sagen. Man ønsker slet og ret ikke, at der skal ske noget.”