R: Urealistisk med bistand på 1 procent i næste valgperiode

VALG: Det bliver heller ikke i næste valgperiode, at udviklingsbistanden når en procent af BNI, lyder det nu også fra De Radikale. Partiet håber at komme en tidsramme for målet nærmere i løbet af valgkampen.

Kasper Frandsen

Heller ikke De Radikale anser det for realistisk, at udviklingsbistanden vil nå op på en procent af bruttonationalindkomsten.

”Det bliver svært at nå i næste valgperiode. Men vi går stadig til valg på, at udviklingsbistanden skal stige og skal op på en procent med tiden,” siger den radikale udviklingsordfører, Lone Loklindt.

Dermed lægger De Radikale sig i samme spor som handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S), der afviser, at Danmark skal øge bidraget, før andre lande også øger deres bidrag til over 0,7 procent.

I regeringsgrundlaget fra oktober 2011 var målsætningen, at bistanden skulle stige til en procent med tiden. Men det er ikke lykkedes i denne valgperiode. I stedet har udviklingsministre på stribe lovet, at bistanden stiger, når væksten kommer tilbage.

Vi skal stirre skift mod den ene procent, som man på ingen måde kan klare fra det ene til det andet år.

Lone Loklindt (R)
Udviklingsordfører

Ifølge Vismændenes proprognose vil væksten være på 1,9 procent i 2015 og endnu højere i 2016. Alligevel mener Lone Loklindt, at det er for tidligt at love flere penge til udviklingsbistanden.

”Vi skal stirre skift mod den ene procent, som man på ingen måde kan klare fra det ene til det andet år. Men hvis vi har en ambition, om at vi skal nå det engang i 20’erne, er vi nødt til ikke at gå tilbage. Men vi er heller ikke urealistiske,” siger hun og fortsætter:

”Og det står i skærende kontrast til oppositionen, der vil skære i en tid, hvor vi skal bruge flere penge på nødhjælp på grund af de mange kriser.”

Vil komme med bud
Lone Loklindt påpeger i samme ombæring, at der er mange andre muligheder end højere bistand for at styrke væksten og bekæmpe fattigdom i udviklingslandene. Det handler f.eks. om at styrke myndighedssamarbejdet og det bilaterale samarbejde, lyder det.

Venstre, DF og Liberal Alliance peger alle på en udviklingsbistand på 0,7 procent, mens De Konservative ønsker 0,8 procent. En bistandsprocent på 0,7 procent vil betyde en besparelse på ca. 2,5 mia. kr.

Regeringens ønsker om, hvordan man vil prioritere overskuddet i det offentlige, blev præsenteret i denne uge, og her der ingen snak om udviklingsbistand. Hvad skal man lægge i det?

”Vi kommer nok nærmere med den radikale vare i løbet af valgkampen. Men først skal valgplakaterne lige hænges op,” siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Loklindt

1. viceborgmester (R), rådmand og medlem af økonomiudvalget, Frederiksberg Kommune, formand, By- og Erhvervsstrategisk udvalg, medlem, Klima, Plan og Boligudvalget m.fl., formand, Frederiksberg Forsyning, bestyrelsesmedlem, Danva, forperson, Nyt Europa
BA i fransk og engelsk (CBS 1985), cand.merc.int. (CBS 2007), MBA (Bruxelles 1988)

0:000:00