Radikale profiler må slås om mandat

PROGNOSE: Den radikale nedtur i meningsmålingerne betyder, at klimaminister Rasmus Helveg Petersen og Zenia Stampe må kæmpe om det enlige mandat i Sjællands Storkreds, viser prognose.

Foto: Ulrik Jantzen og Radikale
Anders JerkingMorten Øyen

To profiler. Men kun en stol. Sådan ser situationen ud for Radikale i Sjællands Storkreds.

Radikale er den seneste tid gået tilbage i meningsmålingerne, og en prognose lavet af professor Søren Risbjerg Thomsen for Altinget viser, at partiet går tilbage fra to til et mandat i Sjællands Storkreds.

Hvis partiet ikke får vendt udviklingen, vil det betyde farvel til Folketinget for enten klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen eller den højtprofilerede debattør Zenia Stampe.

Åbent opgør
Opgøret mellem de to er ganske åbent. Ved sidste valg vandt Stampe snævert over Helveg. Hun fik 41 personlige stemmer mere end ham, og inklusive listestemmer var det kun cirka 800 stemmer, der adskilte de to. Siden er Helveg dog blevet minister, og han er blevet styrket rent kredsmæssigt i forhold til sidst. 

Zenia Stampe er tidligere formand for RU og blev valgt i Folketinget i 2011. Hun repræsenter den fløj i partiet, som lægger mere vægt på værdipolitik end på økonomisk politik, og har ofte gjort sig bemærket med stærkt værdipolitiske udmeldinger. 

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen er sidste skud på Helveg-klanen i dansk politik. Han er søn af den tidligere radikale leder Niels Helveg Petersen og tilhører partiets højrefløj. Rasmus Helveg blev valgt ind i 2011 og blev i slutningen af 2013 ny udviklingsminister. Et job han varetog indtil regeringsrokaden i februar 2014, hvor han rykkede over i Klimaministeriet.

Mange har sagt farvel
Radikale stod i Søren Risbjergs seneste snit af meningsmålinger lavet for Altinget til at gå tilbage fra 17 til 12 mandater. Men da partiet siden 2011-valget har sagt farvel til en række profiler, så kan mange af de nuværende folketingsmedlemmer alligevel håbe på genvalg.

Foruden tidligere partileder Margrethe Vestager har Christian Friis Bach og Uffe Elbæk sagt farvel. Desuden har folketingsmedlemmerne Jeppe Mikkelsen og Nadeem Farooq valgt ikke at genopstille.

Læs hele Risbjergs prognose på Altinget: christiansborg her (kræver abonnement)Tegn gratis, uforpligtende prøveabonnement her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Helveg Petersen

Kommunikationschef, Vattenfall Danmark, fhv. MF (R), klima- og energiminister
journalist (DJH 1993)

Zenia Stampe

MF (R)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00