Radikale skammer sig mest over Danmark

MÅLING: Kunstnere, der offentligt skammer sig over Danmark, møder klart størst opbakning fra folk, der stemmer på Radikale og Alternativet. Men overordnet tager de fleste danskere afstand fra kunstnernes ytringer.

Især folk, der stemmer på de radikale og Alternativet, forstår, hvorfor kunstnere skammer sig over Danmarks behandling af flygtninge.
Især folk, der stemmer på de radikale og Alternativet, forstår, hvorfor kunstnere skammer sig over Danmarks behandling af flygtninge.Foto: Lars Helsinghof /Altinget
Erik Bjørn Møller

De fleste radikale vælgere skammer sig over Danmark og bakker dermed helhjertet op om stribevis af kunstnere, der med filminstruktør Thomas Vinterberg i spidsen offentligt har skammet sig over at være danskere på grund af den ”grimme” og ”ydmygende” danske udlændingepolitik.

Næst efter de radikale vælgere har Alternativets vælgere flest kvaler med skammen over Danmark. I den modsatte ende af skalaen viser det sig, at folk, der stemmer på Dansk Folkeparti og Venstre, kun i meget begrænset omfang skammer sig over deres land.

Det viser en måling, som Norstat har foretaget for Altinget.

De fleste skammer sig ikke
1.003 mennesker har fået stillet spørgsmålet: ”Filminstruktøren Thomas Vinterberg har ligesom andre kunstnere udtalt, at han skammer sig over at være dansker på grund af den danske flygtningepolitik. Er du enig eller uenig med Thomas Vinterberg?”

At mange af vores vælgere har det sådan, er nok ikke tilfældigt, i og med at to af vores seks grundlæggende værdier hedder empati og generøsitet.

Uffe Elbæk
Politisk leder, Alternativet

60 procent af de adspurgte erklærer sig uenige med filminstruktøren, mens 25 procent er enige.

Men samtidig fremgår det, at hele 70 procent af dem, der vil stemme radikalt næste gang, forstår Vinterbergs skam. For Alternativets vælgere er tallet 60 procent.

I den modsatte ende af skalaen skammer to procent af DF-vælgerne sig, mens tallet for Venstre-vælgere er fire procent. Socialdemokraterne placerer sig i midten med 33 procent, der er enige med filminstruktøren.

"Alarmklokken bør ringe"
Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, glæder sig over, at flertallet af danskere ikke skammer sig.

”Vi har ikke noget at skamme os over overhovedet. Og man kan da i hvert fald konstatere, at kunstnerne ikke har befolkningen med sig. Det burde jo få alarmklokkerne til at ringe hos de statsstøttede kunstnere, der lever i deres egen lille osteklokke," siger Alex Ahrendtsen til Altinget.

Han finder det "vildt", at 70 procent af de radikale vælgere er enige med kunstnerne.

"Men så kan vi jo bare glæde os over, at de radikale ikke er større, og at de ikke spiller nogen rolle længere," siger han.

Empati og generøsitet
Det kommer ikke bag på Alternativets leder, Uffe Elbæk, at de fleste af Alternativets vælgere bakker op om kunstnerne.

”At mange af vores vælgere har det sådan, er nok ikke tilfældigt, i og med at to af vores seks grundlæggende værdier hedder empati og generøsitet,” påpeger han over for Altinget i en sms.

”Jeg står lige ved siden af kunstnerne i den her sag. Når de siger, at de skammer sig over Danmark, mener de selvfølgelig, at de skammer sig over Danmarks aktuelle flygtningepolitik – og ikke Danmark som sådan,” skriver Uffe Elbæk.

Radikales Martin Lidegaard er heller ikke overrasket over tallene.

”Det er selvfølgelig, fordi radikale vælgere generelt er mere uenige i den politik, der bliver ført, og dermed mere enige med de ytringer, der kommer fra kunstnerne. Jeg tror også, at radikale vælgere har en stor bekymring for, om Danmarks renommé har lidt stor skade af eksempelvis sagen med smykkeloven og frygter, at det vil tage lang tid at genopbygge. Og det er meget på linje med det, kunstnerne siger,” siger Martin Lidegaard.

En overskrift hist og pist
Ud over Thomas Vinterberg har eksempelvis også skuespilleren Sofie Graabøl, skuespilleren Trine Dyrholm og sangeren Medina skammet sig over ”at skulle sige, at jeg kommer fra et land, der skulle stå for de værdier”, som Medina har udtrykt det.

Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen understreger, at kunstnerne ”meget gerne” må blande sig i debatten.

”Men hvis de gør det, så forlanger jeg altså, at de har sat sig ind i sagerne, og at det ikke bare handler om en følelse eller en mavefornemmelse, fordi de har set en overskrift hist og pist – uden at kende baggrunden for det, der sker,” siger Alex Ahrendtsen.

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Ahrendtsen

MF (DF), medlem, Nationalbankens repræsentantskab
cand.mag. i dansk, litteratur, religion og oldgræsk (Odense Uni. 1996)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

Thomas Vinterberg

Filminstruktør
instruktør (Den Danske Filmskole 1993)

0:000:00