Realitetstjek på Europol: Knaster, timing og muligheder

OVERBLIK: Debatten om Danmarks plads i Europol er på vej mod politisk overophedning. Se her, hvad der skal til, før Danmark kan blive i det europæiske politisamarbejde.

Danmark kan ende ude i en ny afstemning om retsforbeholdet, hvis vi vil blive i det europæiske politisamarbejde.
Danmark kan ende ude i en ny afstemning om retsforbeholdet, hvis vi vil blive i det europæiske politisamarbejde.Foto: Scanpix / Asger Ladefoged
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Justitsminister Søren Pind (V) har sendt den officielle anmodning til Bruxelles om en dansk parallelaftale, der skal give Danmark adgang til også fremover at være med i EU’s politisamarbejde, Europol. Allerede inden Kommissionen har så meget som kvitteret for modtagelse, dømmes projektet ude fra flere sider. Hvorfor det? Det svarer vi på her.

 

Hvad er en parallelaftale overhovedet?
En parallelaftale er en aftale, som Danmark kan indgå med resten af EU, om at være med i noget af det samarbejde, som Danmark ellers har valgt at stå udenfor via vores EU-forbehold. Danmark er det eneste EU-land, der har sådanne aftaler med Unionen. Det er en model, som EU normalt bruger over for tredjelande. Og for at sige det mildt, er det ikke noget, de er vilde med i EU og omegn, hvor det er blevet gjort klart, at den slags aftaler kun må bruges i undtagelsestilfælde og i en overgangsperiode. Parallelaftaler er ikke noget, som Danmark har krav på at få fra EU, og det er ikke altid, at vi får dem, når vi spørger.

 

Hvorfor haster den sådan?
En ny Europol-forordning træder i kraft 1. maj 2017, hvor samarbejdet ændrer karakter, så Danmarks retsforbehold slår ud i fuldt flor. Det indebærer, at Danmark må træde ud af det europæiske politisamarbejde, hvis ikke der bliver fundet en alternativ løsning. Danmark har to muligheder for at blive i Europol. Den ene er at ændre på retsforbeholdet, hvilket befolkningen sagde nej tak til ved folkeafstemningen i december. Den anden er at få skaffet en parallelaftale, der lader os blive i samarbejdet.

 

Hvad er de hidtidige erfaringer?
Danmark er det eneste EU-land, der har stået i den situation, fordi vi er det eneste land, der har forbehold for dele af samarbejdet, som vi alligevel ønsker at være med i. Danmark bad tilbage i 2001 om seks parallelaftaler og har fået ja til de fire. De tog mellem fem og seks år at få på plads. Derudover bad vi i 2013 om en tillægsaftale til én af de eksisterende parallelaftaler. Den er stadig ikke forhandlet på plads.

 

Hvordan kan det tage så lang tid?
Det kan det, på den ene side fordi den slags juridisk komplicerede forhandlinger bare tager tid. På den anden side er der også en række praktiske lovgivningsmæssige skridt, som i sig selv er langvarige.

Først skal Kommissionen sige god for, at der kan indledes forhandlinger. Så skal EU’s ministre gøre det samme, hvorefter forhandlingerne kan begynde. Når de er bragt til ende, skal der findes et kvalificeret flertal blandt landene for selve aftalen. Derefter skal Europa-Parlamentet ind over og godkende den.

Når tingene så endelig er forhandlet på plads i Bruxelles, skal forslaget også lige igennem almindeligt udvalgsarbejde samt tre behandlinger i Folketinget herhjemme. Alene det tog mellem to og tre måneder, sidst vi prøvede det.

Alle disse skridt skal være taget på under et år, hvilket er ekstremt ambitiøst, grænsende til det urealistiske.

 

Hvorfor skal det nu være så svært?
Grundlæggende er det ikke en model, som de er særlig vilde med i EU-systemet, fordi den skaber en mærkelig juridisk gråzone for et land, der på den ene side er medlem af klubben, men på den anden side vil behandles som et tredjeland.

Derudover var der tilbage for 15 år siden, da vi bad om de eksisterende aftaler, en tiltro i systemet til, at der var tale om overgangsordninger, og at Danmark på et tidspunkt ville skille sig af med sine forbehold. Derfor har Kommissionen gjort klart, at det kun må være i særtilfælde og midlertidigt, at sådanne aftaler kan indgås. Hvilket dog er svært at argumentere for, når danskerne lige har stemt nej til at ændre retsforbeholdet.

Uviljen bunder også i, at Danmark har fået en anden løsning, nemlig den tilvalgsordning, som blev forkastet ved folkeafstemningen i december. Fra Bruxelles’ synspunkt kan Danmark bare gøre brug af den, hvis man virkelig ønsker at være med i samarbejdet. Hvis ikke, må man respektere danskernes nej og blive udenfor.

 

Hvorfor gik man ikke bare i gang med forhandlingerne noget før?
Det gjorde man også allerede for flere år siden, da forslaget blev lagt på bordet.

Der var beskeden fra EU-hold til de danske diplomater for det første, at man ikke ville røre ved spørgsmålet, før det var aktuelt, altså før man havde et stykke rigtig lovgivning på bordet, hvilket først skete 10. maj, da Europa-Parlamentet stemte om det.

For det andet gjorde man allerede på det tidspunkt klart, at man ikke ville give andre lande indtryk af, at EU-samarbejdet kunne anses som en ”pick and choose”-model, som en diplomat formulerede det. En bemærkning, som var særligt møntet på briterne, der allerede dengang bøvlede med sine skilsmissetanker i forhold til Unionen.

 

Hvad siger Kommissionen selv?
Ikke ret meget, og slet ikke officielt. Her lyder det bare, at EU’s kommissær for indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, har modtaget brevet fra den danske justitsminister med den officielle ansøgning. Til gengæld vil de ikke sige et ord om, hvornår Danmark kan forvente at få et svar fra Kommissionen om, hvorvidt de overhovedet vil starte forhandlingerne om en parallelaftale.

Hvad de siger bag kulisserne er, at Danmarks aftale ikke har den store prioritet på et tidspunkt, hvor der er så rigeligt andet at tage sig til i EU-land. Og at der i hvert fald ikke sker noget på denne side af briternes afstemning om medlemskab 23. juni, fordi systemet ikke vil ses give a la carte-behandling til noget land i frygt for, hvilke signaler det kan sende til andre, der godt kunne tænke sig at få slækket lidt på fællesskabets snærende bånd.

Derfor er det et stort spørgsmål, hvornår der kommer en klarmelding fra EU-hovedkvarteret. Og et endnu større spørgsmål, om det er tids nok til, at en parallelaftale kan nå at blive en realitet efterfølgende, hvis det skal nås inden 1. maj.

 

Hvad er det for noget med en folkeafstemning som plan B?
Et af nej-sidens store slagnumre under debatten forud for afstemningen om retsforbeholdet i december var, da Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU stillede sig bag et løfte om en ny afstemning kun om Europol, hvis Danmarks problem ikke kunne blive løst i tide via en parallelaftale. Det skulle i givet fald være en såkaldt begrænset tilvalgsordning, som kun gik på politisamarbejdet.

Det er der imidlertid ikke længere helt så fælles fodslag om. Dansk Folkeparti er begyndt at trække gevaldigt på fødderne, fordi de mener, at Danmark skulle have presset EU-systemet til at tage sagen op tidligere, så vi ikke behøvede at være under et ekstremt tidspres.

De foretrækker også klart en parallelaftale frem for et fuldt medlemskab, fordi tilvalgsordningen har nogle konsekvenser for den måde, vi deltager i EU’s grænseløse Schengen-samarbejde på. Der vil vi gå fra at være tilknyttet samarbejdet udefra via en særaftale til at deltage fuldt. Det vil Dansk Folkeparti ikke, fordi det gør, at Danmark ikke bare kan melde sig ud af Schengen igen og for eksempel indføre fuld grænsekontrol. 

 

Hvornår vil en folkeafstemning skulle afholdes?
Reglerne er, at Danmark til enhver tid kan meddele de andre medlemsstater, at vi har ændret mening og gerne vil bruge vores tilvalgsordning. Derefter er vi med fra den næste måneds første dag.

Et ja til tilvalgsordningen giver os mulighed for at melde os ind i de eksisterende dele af samarbejdet, vi ønsker, når vi selv vil.

Til gengæld har EU-Kommissionen op til fire måneder til at bekræfte et sådant tilvalg af for eksempel Europol, fordi Kommissionen skal undersøge, om alle betingelser for dansk deltagelse er opfyldt, eller der for eksempel skal laves nogle overgangsordninger

Det betyder, at hvis Danmark skal være nogenlunde sikker i sin sag på at være med i Europol fra starten, skal der være stemt før jul.

 

Betyder det så, at vi kan blive i Europol lige meget hvad?
I det tilfælde, at der kommer en ny folkeafstemning, vil det jo være op til det danske folk. De har én gang sagt nej til at ændre ved retsforbeholdet. Det er ikke sikkert, de vil være med til at gøre det nu heller, selv hvis de bliver lovet, at det kun gælder Europol.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00