Regeringen får ret: Skattelettelser er mindre skadelige end offentlig vækst

FAKTATJEK: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) sagde for nylig, at hvis man vil undgå overophedning af økonomien, er det bedre at give skattelettelser end at øge det offentlige forbrug. Og det kan der være noget om, mener flere økonomer.

Chancen for overophedning af økonomien er mindre ved skattelettelser end øget velfærd, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).
Chancen for overophedning af økonomien er mindre ved skattelettelser end øget velfærd, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).
Redaktionen

“Hvis ikke man vil have økonomien til at overophede, så vil det være et større problem, hvis man bruger pengene på offentlige udgifter, end hvis man bruger dem på skattelettelser.”

Sådan sagde økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) på et pressemøde onsdag, hvor han fremlagde regeringens nye erhvervsudspil. Men kan det nu også passe?

Ja, lyder svaret fra flere økonomer, som Mandag Morgens faktatjekkere fra TjekDet har talt med.

Ministeren uddybede ikke nærmere sin påstand, så faktatjekket må derfor tage et generelt udgangspunkt. Vi har udelukkende kunne undersøge, hvad der vil være værst i tilfælde af en overophedning af den danske økonomi. Og her når vi frem til, at han har en rigtig pointe.

Men det skal ikke forstås på den måde, at skattelettelser ligefrem mindsker risikoen for overophedning.

Helge J. Pedersen
Cheføkonom i Nordea

“Jeg vil gerne give ministeren ret. Når man giver skattelettelser, er det nemlig ikke sikkert, at pengene kommer ud i samfundet som forbrug, fordi modtagerne af skattelettelsen kan vælge at spare pengene op. Hvis man derimod vælger at øge det offentlige forbrug, har det en umiddelbar aktivitetseffekt”, siger Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Det bakkes op af Asger Lau Andersen, der er adjunkt ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet.

“Skattelettelser vil formentlig bidrage mindre til en eventuel overophedning, end en tilsvarende forøgelse af de offentlige udgifter ville gøre, men det skal ikke forstås på den måde, at skattelettelser ligefrem mindsker risikoen for overophedning. Det ville være forkert at sige”, siger han til TjekDet.

Kompliceret
Selvom større offentligt forbrug generelt er værre end skattelettelser, understreger økonomerne, at virkeligheden er mere kompliceret. For eksempel kan visse former for offentligt forbrug få danskerne til at arbejde flere timer.

“I forhold til skattelettelser og offentlige udgifter afhænger det meget af, hvad udbudseffekterne af de offentlige udgifter er. Det afhænger af, hvad man investerer i, og hvor hurtigt man gør det,” siger Thomas Barnebeck Andersen, professor i økonomi ved Syddansk Universitet.

Ingen af de økonomer, TjekDet har talt med, mener dog, at hverken skattelettelser eller øget offentligt forbrug ligefrem er det helt rigtige værktøj til at undgå en økonomi, der løber løbsk.

---

Læs hele artiklen på TjekDet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00