Regeringen mangler finansiering af nye asyludgifter

ASYLBOOM: De nye milliardudgifter til flygtninge er kun halvt finansieret, fordi regeringen udskyder besparelser for 761 millioner af ulandsbistanden til næste år. Det er bare at udskyde pinen, mener Socialdemokraterne.  

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er endnu ikke i hus med alle besparelserne på udviklingsbistanden.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er endnu ikke i hus med alle besparelserne på udviklingsbistanden.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Kasper Frandsen

Da asylprognosen blev opjusteret fra 15.000 til 25.000 personer i 2016, blev regningen til asylansøgere i Danmark næste år dermed også 1,5 milliarder kroner større fra den ene dag til den anden.

Men den udgift har udenrigsminister Kristian Jensen ikke lykkedes med at finde alle pengene til. Endnu i hvert fald.

Det fremgår af regeringen nye besparelser på udviklingsbistanden.

Her har man hensat udgifter under det, man kalder en negativ budgetregulering, som oversat betyder: Regeringen har udskudt besparelser for 761 millioner kroner, som der reelt mangler på budgettet for den danske udviklingsbistand til næste år, hvis regeringens egen prognose holder stik.

Fakta
Sådan definerer Finansministeriet en 'negativ budgetregulering':

En negativ budgetregulering er en nedjustering af bevillingsniveauet (typisk på et ministerområde eller en hovedkonto), hvor den konkrete udmøntning først foretages senere ( i finansåret).

Udviklingsbistanden betaler udgifterne til asylansøgernes første år i Danmark. Og derfor afhænger størrelsen af udgifterne af det reelle antal asylansøgere, der kommer til Danmark næste år.

Derfor er regeringen især afhængig af et fald i antallet af asylansøgere, hvis den skal undgå at iværksætte nye besparelser på udviklingsbistanden.

Regeringens straksopbremsningen på asylområdet er blevet en straksopbremsning på udviklingsbistanden.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Udskyder pinen
Men det træk fra regeringen møder stor kritik fra Socialdemokraternes udviklingsordfører, Mette Gjerskov, der forventer, at regningen bare kommer senere.

”Regeringens straksopbremsningen på asylområdet er blevet en straksopbremsning på udviklingsbistanden, som ellers skulle forhindre, at folk flygter. Så skærer de bare igen om et halvt år. Der er jo ingen, der tror på deres straksopbremsning. Hver dag er der nye ulykker fra regeringen,” siger hun og fortsætter:

”Det er stærkt bekymrende. Især når man i finansloven tilgodeser alle mulige rige mennesker i verden, så er det grotesk, at man ikke kan finde det, som i denne sammenhæng ikke kan finde de penge til verdens fattigste.”

Regeringen havde allerede udmøntet besparelser på udviklingsbistanden på ca. 2,9 milliarder kroner, som sender bistanden ned på et historisk lavt niveau fra 0,87 til 0,71 procent af BNI.

Troværdighed under pres
De samlede besparelser får De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, til at se dystert på fremtiden for dansk udenrigs- og udviklingspolitik.  

”Nu styrtbløder dansk udviklings- og udenrigspolitik. Vi var allerede nået ind til benet, men nu er vi ved at skære indtil marven af vores udviklingsbistand og troværdighed overfor vores samarbejdspartnerne. Det bløder ud af det åbne sår - og det lille plaster på såret, som De Konservative fik, er nu fuldstændig revet af,” siger han.

”Der vil blive i det år, der går, gjort uoprettelig skade på Danmarks indflydelse, renommé og erhvervspolitiske interesser,” konkluderer han.

Reelt har regeringen skulle finde 1,8 milliarder kroner i denne omgang, fordi man skulle bruge ca. 300 millioner kroner til nødhjælp i omkring Syrien.

DF: Ikke tid til at mundhugges
Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Claus Kvist Hansen, vil ikke kritisere regeringen for at udskyde finansieringen af asyludgifterne.

”Det er helt sikkert ikke sjovt for ministeren at skulle skære så meget igen. Besparelserne er et udtryk for en meget alvorlig situation, der kan gå fra slemt til endnu værre. Så jeg vil ikke starte mundhuggeri med ministeren,” siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken udenrigsminister Kristian Jensen (V) eller Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Overblik over alle besparelserne: 


Negativ budgetregulering

 

-761,2

Negativ budgetregulering

Halvdelen af merudgifterne til flygtningemodtagelse er indbudgetteret som en negativ budgetregulering på 761,2 mio. kr. i 2016. Budgetreguleringen udmøntes gennem bevillingsnedsættelser på § 6.3. Bistand til udviklingslandene i løbet af 2016.

-761,2


Den bilaterale bistand til udviklingslandene i Afrika, Asien og Latinamerika

-350,4

Sydsudan

Reduktion af landeprogram. Der var på Finanslovsforslaget for 2016 (FFL16) afsat 150 mio. kr. til programmet for konfliktforebyggelse, bæredygtig fred og levevilkår. Niveauet reduceres med 50 mio. kr. til 100 mio. kr.

-50

Burkina Faso

Reduktion af landeprogram. Der var på FFL16 afsat 200 mio. kr. til landeprogrammet, dette reduceres med 30 mio. kr. Bidraget til vand- og sanitetsforsyning samt vandressourceforvaltning nedjusteres fra 75 mio. kr. til 54 mio. kr. og bidraget til god regeringsførelse nedjusteres fra 45 mio. kr. til 41 mio. kr. midler (5 mio. kr.) afsat til lokale projekter annulleres.

-30

Ghana

Der var på FFL16 afsat 75 mio. kr. til tredje fase af programmet vækst i landbrug og erhverv. Niveauet reduceres med 10 mio. kr.

-10

Myanmar

Reduktion af landeprogram. Der var på FFL16 afsat 335 mio. kr. til landeprogrammet. Niveauet reduceres med 93 mio. kr. Programmet for fred, demokrati og menneskerettigheder nedjusteres samlet med 50 mio. kr. og støtten til Verdensbankens program for reformer i den offentlige sektor aflyses. Programmet for bæredygtig økonomisk vækst reduceres med 40 mio. kr. Bidrag til mindre projekter nedjusteres med 3 mio. kr. til 2 mio. kr.

-93

Bangladesh

Reduktion af landeprogram. Der var på FFL16 afsat 300 mio. kr. til landeprogrammet. Niveauet reduceres med 93 mio. kr. Programmet vækst og beskæftigelse i landbrug nedjusteres med 40 mio. kr. til 90 mio. kr. Tilsagnet til menneskerettigheder og god regeringsførelse nedjusteres med 20 mio. kr. til 120 mio. kr. og tilsagnet til klimasikring og bæredygtig energi nedjusteres med 30 mio. kr. til 125 mio. kr. og fordeles på 2016 og 2017. Bidraget til mindre projekter nedjusteres med 3 mio. kr. til 2 mio. kr.

-93

Palæstina

Reduktion af programmet statsopbygning og menneskerettigheder. Der var i FFL1616 afsat 250 mio. kr. til programmet, dette nedjusteres med 55 mio. kr. til 195 mio. kr.

-55

Etiopien, Tanzania, Kenya, Uganda, Burkina Faso, Mali, og Nepal

Reduktion af midlerne til lokale udviklingsprojekter

-19,4


Personelbistand og myndighedssamarbejde

-25

Rådgiverbistand, stipendiatbistand og firmarådgivere

Budgettet for rådgiverbistand, stipendiatbistand og firmarådgivere nedjusteres samlet med 20 mio. kr.

-20

Strategisk sektorsamarbejde

Kontoen for strategisk sektorsamarbejde nedjusteres med 5 mio. kr. i 2016 til 34 mio. kr. Da kontoen er omlagt til en udbetalingsstyret konto vil reduktionen ikke påvirke aktivitetsniveauet, da der ventes afsat midler efter 2017 ifm. FFL2017 som følge af denne omlægning.

-5


Erhvervsinstrumenter

-122

Erhvervsindsatser og samfundsansvar

Rammen reduceres samlet med 12 mio. kr. til 88 mio. kr. Et nyt partnerskabsprogram nedjusteres fra 70 mio. kr. til 67 mio. kr. Bidraget til Danida Business Explorer nedjusteres fra 10 mio. kr. til 8 mio. kr., ligesom bidraget til højpotentialeprojekter nedjusteres fra 7 mio. kr. til 5 mio. kr. Uallokerede midler på 5 mio. kr. annulleres.

-12

Danida Business Finance

Der var på FFL16 afsat 300 mio. kr. til Danida Business Finance, dette nedjusteres med 100 mio. kr. til 200 mio. kr.  

-100

Danida Business Delegations

Der var på FFL16 afsat 20 mio. kr. til Danida Business Delegations, dette nedjusteres med 10 mio. kr.

-10


Det Arabiske Initiativ

-60

Det Arabiske Initiativ

Der var på FFL16 samlet afsat 200 mio. kr. til Det Arabiske Initiativ.  Niveauet reduceres med 60 mio. kr. til 140 mio. kr. Der sker en jævn nedjustering af partnerskabsaftalerne, og øvrige indsatser reduceres med 45,9 mio. kr.

-60


Naboskabsprogram

 

-50

Naboskabsprogram

Der var på FFL16 samlet afsat 160 mio. kr. til naboskabsprogrammet. Niveauet reduceres med 50 mio. kr. til 110 mio. kr. Bidraget til programindsatser nedjusteres med 43 mio. kr. Programmet for demokrati og frie medier annulleres og programmet for demokrati og decentralisering i Ukraine justeres til 47 mio. kr. Øvrige indsatser reduceres med 7 mio. kr.

-50


Demokrati og menneskerettigheder

-24

Dignity – Dansk Institut mod Tortur

Bidrag til Dignity - Dansk Institut mod Tortur - nedjusteres med 6 mio. kr., så der i 2016 ydes et bidrag på 42 mio. kr.  

-6

Demokrati og menneskerettigheder

Der var på FFL16 afsat en ramme på 119,5 mio. kr., som nedjusteres med 15 mio. kr. til 104,5 mio. kr.  Bidraget til International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT) reduceres med 2,5 mio. kr. til 24,5 mio. kr. og aktiviteter under ”andet” reduceres med 12,5 mio. kr. til samlet 50 mio. kr. i 2016.

-15

Institut for Menneskerettigheder

Bidrag til Institut for Menneskerettigheder nedjusteres med 3 mio. kr., så der i 2016 ydes et bidrag på 26,2 mio. kr. til instituttet.

-3


Stabilisering og konfliktforebyggelse

-36

Freds- og Stabiliseringsfonden

Der var på FFL16 afsat en ramme på 230 mio. kr. Bidragene under Freds- og Stabiliseringsfonden nedjusteres med samlet 25 mio. kr. Bidraget til programmet i Afghanistan-Pakistan regionen nedjusteres fra 45 til 39 mio. kr. Bidraget til programmet på Afrikas Horn nedjusteres fra 55 mio. kr. til 50 mio. kr., og bidraget til programmet i Sahel nedjusteres fra 13,5 mio. kr. til 8,5 mio. kr. Endelig reduceres mindre aktiviteter under ”andet” med i alt 9 mio. kr. så der afsættes 5 mio. kr.  

-25

Stabilisering og konfliktforebyggelse

Der var på FFL16 afsat en ramme på 100 mio. kr., som samlet nedjusteres med 11 mio. kr. Der var afsat 50 mio. kr. til en pulje for stabilisering og konfliktforebyggelse, denne nedjusteres til 45 mio. kr. Ligeledes var der afsat 50 mio. kr. til en ny migrationsindsats, denne nedjusteres til 44 mio. kr.

-11


Civilsamfundsindsatser og oplysning mv.

-50

Strategiske initiativer

Der annulleres 15 mio. kr. af de midler, der i 2016 var afsat til særlige strategiske initiativer med de danske civilsamfundsorganisationer.

-15

Puljeordninger og netværk

Bidrag til puljeordninger og netværk nedjusteres med 21 mio. kr. Nedjusteringen er jævnt fordelt på de puljeordninger og netværk, der modtager bidrag fra kontoen.

-21

Oplysningsvirksomhed

Kontoen for oplysningsvirksomhed nedjusteres med 6 mio. kr. fordelt med en reduktion på 2 mio. kr. på Danidas egen oplysning, og 4 mio. kr. på Danidas Oplysningsbevilling. Dermed afsættes i 2016 et bidrag på 16 mio. kr. til Danidas Oplysningsbevilling.  

-6

Kulturelt samarbejde

Kontoen for kulturelt samarbejde nedjusteres med 5 mio. kr., så der i 2016 afsættes 5 mio. kr. til afholdelse af udgifter til ambassadernes kulturindsats.  

-5

Evaluering og seminarer

Kontoen for evaluering nedjusteres med 2 mio. kr., mens kontoen for seminarer mv. nedjusteres med 1 mio. kr.  

-3


Klima- og miljøindsatser

 

-39

Klimapuljen

Klimapuljen nedjusteres med 30 mio. kr. I 2016 planlægges dermed samlede tilsagn for 270 mio. kr. Heraf anvendes som udgangspunkt 135 mio. kr. til klimaindsatser i fattige og sårbare lande, og 135 mio. kr. til at nedbringe udledningen af drivhusgasser i de hastigt voksende økonomier blandt udviklingsladene.  

-30

FN’s miljøprogram (UNEP)

Kontoen nedjusteres med 1 mio. kr., således der i 2016 planlægges et bidrag på 9 mio. kr. til FN’s Miljøprogram (UNEP).

-1

Øvrige bidrag

Kontoen for øvrige miljøbidrag nedjusteres med 8 mio. kr. I 2016 planlægges samlede tilsagn for 22 mio. kr.

-8


Bistand gennem multilaterale organisationer

 

-290

FN’s Udviklingsprogram, UNDP

Bidraget til FN’s udviklingsprogram (UNDP) nedjusteres med 22 mio. kr. I 2016 planlægges et bidrag på 148 mio. kr. i kernebidrag samt 10 mio. kr. til innovationsfaciliteten. Det samlede danske bidrag vil således udgøre 158 mio. kr.

-22

FN’s Ligestillingsenhed, UN Women

Bidraget til FN’s Ligestillingsenhed (UN Women) nedjusteres med 10 mio. kr. I 2016 planlægges et kernebidrag på 50 mio. kr. og 3 mio. kr. til innovationsfaciliteten. Det samlede danske bidrag vil således udgøre 53 mio. kr.

-10

Generelt bidrag til FN’s børnefond, UNICEF

Bidraget til FN’s Børnefond (UNICEF) nedjusteres med 19 mio. kr. Kernebidraget planlægges i 2016 at udgøre 115 mio. kr., og der afsættes 6 mio. kr. til innovationsfaciliteten. Det samlede danske bidrag vil således udgøre 121 mio. kr. i 2016.

-19

FN’s Befolkningsfond, UNFPA

Bidraget til FN’s Befolkningsfond (UNFPA) nedjusteres med 18 mio. kr. Der planlægges i 2016 afsat 108 mio. kr. i kernebidrag og 6 mio. kr. til innovationsfaciliteten. Det samlede danske bidrag i 2016 forventes dermed at udgøre 114 mio. kr.

-18

Seksuel og reproduktiv sundhed

Kontoen nedjusteres med 15 mio. kr. Bidraget til Den Internationale Sammenslutning for Familieplanlægning (IPPF) reduceres med 5 mio. kr., så der i 2016 planlægges et bidrag på 35 mio. kr. Bidraget til AmplifyChange reduceres med 5 mio. kr., så der i 2016 planægges et bidrag på 65 mio. kr. Derudover annulleres 5 mio. kr. afsat til andre strategiske indsatser, og aktører indenfor seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder i udviklingslande.

-15

Verdenssundhedsorganisationen, WHO

Bidraget til Verdenssundhedsorganisationen WHO nedjusteres med 11 mio. kr. I 2016 forventes tilsagnet dermed at være 19 mio. kr.

-11

FN’s Aids-bekæmpelsesprogram, UNAIDS

Bidraget til FN’s Aids-bekæmpelsesprogram (UNAIDS) nedjusteres med 11 mio. kr. I 2016 planlægges dermed et bidrag på 19 mio. kr.

-11

Globale fond for Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria

Bidraget til Den Globale Fond for Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria nedjusteres med 50 mio. kr. I 2016 forventes bidraget dermed at være 50 mio. kr.  

-50

FN’s arbejderorganisation, ILO

Bidraget til FN’s arbejderorganisation (ILO) nedjusteres med 3 mio. kr. Det danske bidrag planlægges dermed i 2016 at være 9,5 mio. kr.  

-3

Global Partnership for Education

Bidraget til Det Globale Partnerskab for Uddannelse (GPE) nedjusteres med 100 mio. kr. Det danske bidrag i 2016 planlægges dermed at udgøre 100 mio. kr.

-100

Den internationale finansieringsinstitution, IFC

Der var på FFL16 afsat 20 mio. kr. til den internationale finansieringsinstitution (IFC) i 2016. Kontoen nedjusteres med 20 mio. kr., således der ikke afsættes midler til IFC i 2016.

-20

Diverse multilaterale bidrag

Kontoen nedjusteres med 4 mio. kr., således der i 2016 planlægges tilsagn for 8 mio. kr.

-3

Multilaterale rådgivere

Bidragene til multilaterale rådgivere nedjusteres med 8 mio. kr. så der i 2016 planlægges afsat 77 mio. kr. over kontoen.

-8


Total

-1.807,6

 Kilde: Udenrigsministeriet

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00