Regeringen: Marienborg skal fritages for skat

FORSLAG: Regeringen fremlægger onsdag et forslag, der vil fritage statsministerens private brug af Marienborg for skat.

Statsministerens brug af Marienborg skal fritages for skat, foreslår regeringen. 
Statsministerens brug af Marienborg skal fritages for skat, foreslår regeringen. Foto: Casper Andersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Statsministeren skal ikke længere betale skat, når han eller hun bruger Marienborg. Sådan lyder et af forslagene i det lovforslag, som regeringen onsdag fremlægger, der blandt andet skal ændre momsloven.

I det såkaldte samlelovforslag, der indeholder en række forslag, foreslår regeringen blandt andet en skattefritagelse af privat brug af Marienborg for den til enhver tid siddende statsminister.

Marienborg, der ligger i Frederiksdal ved Lyngby, bliver stillet til rådighed for landets statsminister som bolig og til repræsentative formål. Og ifølge Lars Løkke Rasmussen (V) er det et oplagt sted at bruge i forbindelse med sine opgaver som statsminister:

"Jeg ønsker at benytte Marienborg noget mere i det løbende arbejde, end jeg gjorde, sidst jeg var statsminister. Stedet egner sig godt til uformelle møder, arrangementer med eksterne parter, regeringsmøder, mødeforberedelse med videre. Nogen gange er det praktisk at kunne overnatte deroppe i den forbindelse," siger Lars Løkke Rasmussen til Altinget i en skriftlig kommentar. 

Fakta
Marienborg
Marienborg ligger ved Frederiksdal i Lyngby nord for København og bliver stillet til rådighed for den siddende statsminister som bolig og til repræsentative formål. 

Marienborg er især kendt for at lægge stuer til statsministerens nytårstale. I 1981 brugte Anker Jørgensen for første gang Marienborg til nytårstalen, og siden 1986 har det været fast tradition, at Marienborg har dannet ramme om nytårstalerne.

Marienborg er bygget omkring 1745. Boligen blev opført som sommerbolig for søofficer og direktør Olfert Fas Fischer, og den er opkaldt efter ejerens hustru, Marie Lindencrone. 

I 1934 blev ejendommen købt af højesteretssagfører Christian Ludvig David, som i 1960 testamenterede bygningerne, området og al inventar til staten.

"Eksempelvis har jeg gjort det til en vane at løbe en tur med forskellige gæster tidligt mandag morgen, og her er det naturligt at overnatte deroppe aftenen inden. Som reglerne er, vil den type overnatninger kunne udløse fuld skattepligt for hele året, selv om det sker i forbindelse med arbejde," tilføjer statsministeren.

På linje med Norge og Sverige
Som loven er i dag, bliver statsministeren beskattet, hvis han eller hun overnatter på Marienborg ved for eksempel officielle besøg eller efter lange arbejdsdage, men det vil regeringen altså nu lave om.

"Derfor er jeg tilfreds med, at en bred kreds af partier nu bakker op om at ændre reglerne, så det bliver enklere at anvende Marienborg som en del af mit virke som statsminister,” siger Lars Løkke Rasmussen.

En skattefritagelse vil få reglerne for privat brug af Marienborg til at ligge på linje med brugen af præsidieboligerne. Folketingets formand og de resterende fire medlemmer af Folketingets Præsidium får hver stillet en lejlighed til rådighed på Christiansborg, og disse udløser ikke beskatning. Kigger man mod de nordiske naboer kan både den norske og svenske statsminister bruge deres embedsboliger skattefrit.

Det nye lovforslag er dog betinget af, at statsministeren ikke tager bolig på Marienborg. Hvis statsministeren afskriver sig retten til at bruge Marienborg og giver retten videre til en anden minister, vil reglerne omfatte den minister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00