Regeringen overvejer at droppe stort millionbeløb til ulande

UDSKUDT: Nye OECD-regler giver formentlig Danmark en ekstraregning på et trecifret millionbeløb til udviklingsbistand. Men regeringen tøver med at følge OECD's opfordring om at indføre reglerne allerede i år. Dermed sparer man reelt beløbet. "Det lugter," mener de radikale.

Nye regler fra OECD betyder, at udgifter til eksempelvis integration ikke længere kan kaldes udviklingsbistand.
Nye regler fra OECD betyder, at udgifter til eksempelvis integration ikke længere kan kaldes udviklingsbistand.Foto: Ritzau/Jens Dresling
Emma Qvirin HolstKasper Frandsen

En regning på op til flere hundrede millioner kroner venter formentlig den danske stat.

Spritnye OECD-regler for ulandsbistand slår nemlig nu fast med syvtømmersøm, at Danmark ikke som nu må kalde en lang række omstridte udgifter til blandt andet integration og repatriering for udviklingsbistand.

Og hvis det ikke må kaldes ulandsbistand, vil regeringen ikke nå sit eget løfte om at give en samlet udviklingsbistand på 0,7 procent af BNI i 2017. Derfor ville regeringen være nødt til at finde pengene andre steder.

Men regeringen overvejer, om man skal undlade at betale regningen med det samme. OECD åbner for den mulighed, men "opfordrer" eksplicit medlemslandene til allerede i 2017 at implementere de nye regler, der blev vedtaget med dansk deltagelse i slutningen af oktober 2017.

Fakta
OECD har udarbejdet nye regler for, hvilke flygtningeudgifter der må tælles med som udviklingsbistand. Her er en række udgifter, som Danmark ikke længere må regne med i udviklingsbistanden:

  • Sagsbehandling af asylsager (ca. 300 millioner kroner i 2016)
  • Hjemsendelse og repatriering (ca. 60 millioner kroner i 2016)
  • Integration og aktivering (ca 344 millioner kroner i 2016).
Derudover må Danmark ikke længere regne afviste asylansøgere med.

”Det har vi ikke taget stilling til endnu, men vi vil gå i gang med at se nærmere på det nu,” skriver finansminister Kristian Jensen (V) i et svar til Altinget.

Her slår ministeren fast, at det ”fremgår af præciseringerne, at medlemslandenes rapporteringspraksis senest skal tilpasses for udgifter afholdt i 2019”.

"Og så vidt jeg er orienteret, så har der været ændringer til ikrafttrædelsestidspunktet helt op til den endelige vedtagelse af præciseringerne," uddyber Kristian Jensen.

Krystalklare regler
Dermed vil regeringen reelt kunne spare op til flere hundrede millioner kroner, som skulle være sendt til verdens fattigste lande. Og det vækker stor kritik fra de radikale.

”Det er for dårligt. Det er ikke raketvidenskab, og det lugter af, at regeringen er klar over, at man har overskredet en grænse,” siger udenrigsordfører Martin Lidegaard og tilføjer:

”Det er en klokkeklar anbefaling fra OECD, at reglerne selvfølgelig skal indføres nu. Og der er intet til hinder for at gøre det, for nu er der også kommet fuldstændig krystalklare regler fra OECD’s side.”

Dermed kan Danmark fortsætte med at lade ulandsbistanden betale for at hjælpe flygtninge i kommuner i arbejde, så de kan forsørge sig selv, som Altinget tidligere har afsløret, at man gør – formentlig allerede i strid med de gamle regler. Og desuden man kan fortsætte med at bruge ulandspenge til at reintegrere flygtninge i deres oprindelsesland, selvom de har boet i Danmark i 10-30 år.

Begge typer af udgifter har OECD, eksperter og regeringens egne embedsmænd tidligere kaldt i strid med de regler, som Danmark selv har underskrevet.

Fattige bliver snydt
Det er også en opgørelsesmetode, som der tidligere har vakt kritik fra blandt andre Radikale, fordi det betyder, at der går færre midler fra udviklingsbistanden til ulandene.

”Sidste år snød man også de fattigste mennesker i verden og i nærområderne for hundredvis af millioner kroner ved at snyde på vægten, og det kan man ikke være bekendt. Man bør i det mindste holde sig til reglerne og implementere dem hurtigst muligt,” siger Martin Lidegaard.

En implementering fra 2017 kan være lig med en stor ekstraregning for regeringen, hvis de skal leve op til kravet om 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand?

”Hvis det er sådan reglerne er, må regeringen bare rette sig efter dem.”

Selvom de skal betale en ekstraregning?

”Det græder jeg tørre tårer over. Regeringen har foretaget en milliardbesparelse på verdens fattigste. Hvis den kommer til at betale nogle få hundrede millioner tilbage, må det komme de fattigste til gode.”

Martin Lidegaard vil afkræve finansminister Kristian Jensen svar om tidshorisonten i sagen.

Danmark griber OECD’s lillefinger
Adam Moe Fejerskov er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og anbefaler, ligesom OECD, også, at regeringen hurtigt får implementeret de nye regler.

”Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man får indskærpet en ny model og regneregler hurtigst muligt,” siger han og uddyber, at det er problematisk, at Danmark de næste to år kan fortsætte med at bruge ”lempelige regler”.

Adam Moe Fejerskov ser nemlig den senere deadline som en svaghed ved den nye aftale, som Danmark har mulighed for at udnytte.

”Der er ingen tvivl om, at Danmark er taget til OECD-forhandlingerne med den allerhårdeste linje med henblik på, at reglerne ikke skulle skærpes. Det er de blevet, og så er det lykkedes at få tilføjet, at man får nogle år til at tilvænne sig de nye regler,” siger Adam Moe Fejerskov.

Udenrigsministeriet forventes at indberette den danske ulandsbistand for 2017 til OECD i marts 2018.

Det har ikke været muligt at få et svar på kritikken fra finansminister Kristian Jensen.

Dokumentation

Bistand over grænsen?
Altinget har over en længere perioden beskrevet, hvordan Danmark bruger udviklingsbistand til at dække de stigende udgifter til flygtninge i Danmark.

Altinget har blandt andet kunne afsløre, at Danmark bruger ulandsbistand på integration i kommuner og repatriering, som har været kritiseret for at være i strid med internationale regler.

Derudover har staten ved at ændre opgørelsesmetoderne flyttet milliarder af kroner fra ulandshjælp til integrationshjælp. Danmark er i forvejen et af de lande i OECD, der bruger relativt mest ulandsbistand på flygtningemodtagelse.

Rigsrevisionen har undersøgt sagen og konkluderede i juni, at det er i strid med internationale bistandsregler, at inkludere udgifter til afviste asylansøgere i udviklingsbistanden.

OECD har inddraget integrationsspørgsmålet i forbindelse med en strømlining og tydeliggørelse af de internationale regler for ulandsbistand efter Altingets afsløringer.

I slutningen af oktober nåede OECD frem til nye regler for rapporteringen af udviklingsbistand.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Moe Fejerskov

Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
ph.d. i internationale studier (Roskilde Uni. 2016), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2011)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00