Regeringen vil ændre asyl-regler

ASYL: Regeringen har i dag præsenteret et nyt udspil, som lægger op til ændringer i den danske asyllovgivning med en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse. 

Justitsminister Karen Hækkerup (S) præsenterede fredag nyt indgreb i asyllovgivningen. 
Justitsminister Karen Hækkerup (S) præsenterede fredag nyt indgreb i asyllovgivningen. Foto: Folketinget
Anne Justesen

Fredag præsenterede regeringen med justitsminister Karen Hækkerup (S) og socialminister Manu Sareen (R) i spidsen nye indgreb i asyllovgivningen. 

Baggrunden for regeringens indgreb er et stærkt stigende antal asylansøgere, der i løbet af de seneste måneder er kommet til Danmark, blandt andet fra Syrien. 

”Det nuværende danske asylsystem er baseret på regler fra 2002, og det tager ikke højde for det aktuelle flygtningebillede. Størstedelen af de flygtninge, vi ser i øjeblikket, er ikke individuelt forfulgte i deres hjemland, men flygter fra områder i Syrien, hvor der foregår vilkårlige overgreb på civile.

Vi er menneskeretligt forpligtet til at hjælpe disse mennesker. Men på længere sigt er det ikke en holdbar løsning at tømme Syrien for syrere. Vi er derfor nødt til at se på, hvordan vi sikrer, at disse personer kan sendes hjem, så snart forholdene er forbedret i hjemlandet. Regeringen vil derfor fremsætte et lovforslag, der giver mulighed for en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til flygtninge. Vi vil sende et signal om, at disse personer skal hjem, så snart forholdene tillader det," siger justitsminister Karen Hækkerup i en pressemeddelelse. 

Tidsbegrænset ophold
Regeringens forslag betyder, at der indføres en særlig beskyttelsesstatus for de asylansøgere, der i dag opnår beskyttelsesstatus på baggrund af de generelle forhold i hjemlandet, og altså ikke fordi de er personligt forfulgt. 

Med den nye beskyttelsesstatus bliver der givet en tidsbegrænset opholdstilladelse. 

Regeringen lægger op til, at den tidsbegrænsede opholdstilladelse i første omgang skal forlænges efter et år og herefter efter to år. I forbindelse med forlængelsen af opholdstilladelsen skal myndighederne vurdere, om forholdene i det område, flygtningene kommer fra, fortsat er så alvorligt, at der er krav på beskyttelse i henhold til Danmarks internationale forpligtelser. Forslaget betyder således, at flygtninge potentielt kan sendes hjem tidligere end under den nuværende lovgivning. 

Regeringen vil fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling.

 

Dokumentation

Flygtninge, som søger asyl i Danmark
I august måned var der i alt 2.287 personer, der søgte om asyl i Danmark. Der kom 1.135 ansøgere fra Syrien.
I alt fik 602 flygtninge meddelt opholdstilladelse i august.

Kilde: Justitsministeriet 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00