Regeringen vil bruge 250 mio. mod parallelsamfund

PARALLELSAMFUND: Regeringen vil afsætte en kvart milliard kroner til en exitpakke, der skal styrke indsatsen mod social kontrol, radikalisering og religiøs tvang i parallelsamfund. Se exitpakkens initiativer her.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Cecilie Gormsen

Det skal være slut med social kontrol og undertrykkelse i parallelsamfund i Danmark. 

Det mener regeringen, der vil afsætte 250 millioner kroner til en ny exitpakke, der blandt andet skal gøre det lettere at komme væk fra undertrykkelse. 

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at den undertrykkende adfærd, der ses i parallelsamfundene er dybt uacceptabel.

"Vi skal ikke acceptere, at kvinder ikke kan slippe ud af et voldeligt ægteskab, eller at forældre påtvinger deres børn et indskrænket livssyn og forsøger på at styre deres liv," siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

"Vi skal styrke indsatsen på en række fronter, og vi skal gøre op med misforståede religiøse hensyn. Der skal være hjælp at hente omgående," tilføjer hun.

Sætter ind mod berøringsangst
De tre initiativer i exitpakken, som kan ses i boksen til højre, betyder, at der skal være omgående hjælp at hente for kvinder, børn og unge, der oplever stærk social kontrol, vold og anden undertrykkelse. Samtidig skal det ifølge Støjberg være slut med tvangsægteskaber og andre krav, som krænker den enkeltes ret til selv at bestemme over sit eget liv.

Regeringen vil også sætte ind mod berøringsangsten, hvor lærere, pædagoger, sundhedspersonale og den almindelige borger er tilbageholdende med at gribe ind over for undertrykkelse.

”Det er vigtigt, at både fagpersoner og andre personer omkring den unge ved, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever noget bekymrende. Hverken religion eller kulturforskelle må være en undskyldning for at lade stå til. Vi skal slå hårdt ned på social kontrol og undertrykkelse,” siger Inger Støjberg.

Exitpakken er en del af et samlet udspil fra regeringen til bekæmpelse af social kontrol og undertrykkelse, der kommer som oplæg til efterårets satspuljeforhandlinger.

Dokumentation

EXITPAKKENS INITIATIVER:

Udslusningsboliger: Boliger til unge, der som følge af alvorlige æresrelaterede konflikter med familien har været på et sikkert botilbud som RED-Safehouse eller andre af landets kvindekrisecenter, opholdssteder eller døgninstitutioner. Udslusningsboligerne skal styrke den unge i overgangen fra et beskyttet ophold til egen bolig og skal derfor indeholde botræning, pædagogisk støtte og vejledning ved en socialrådgiver.

Exit-rejsehold: Et rådgivningstilbud til landets kommuner om forebyggelse af æresrelaterede konflikter, bl.a. i form af et rejsehold, der rådgiver kommunerne vedrørende forebyggende indsatser, exitforanstaltninger, sikkerhedsvurderinger, beredskabsplaner til brug for konkret sagsbehandling samt udvikling og etablering af tværkommunal samarbejdsmodel på tværs af forvaltninger.

Som led i indsatsen iværksættes en oplysningsindsats og en kampagne om opgør med berøringsangsten målrettet frontpersonale og myndighedspersoner. 

Individuel støtte: Professionelle fagfolk indgår i et korps af fagprofessionelle støttepersoner, som kan støtte den enkelte i overgang til egen bolig og i at opbygge et nyt netværk efter brud med familier. Dette kombineres med styrket psykologisk behandlingstilbud, så flere kan få psykologsamtale og behandling af trauma som følge af en æresrelateret konflikt.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)









0:000:00