Regeringen vil lave særlige institutioner for ukrainske flygtningebørn

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har (S) i weekenden indledt drøftelser med KL om at oprette særlige institutioner til modtagelse af ukrainske flygtningebørn. Presset er allerede stort på daginstitutionerne, og derfor er der behov for et særskilt modtagespor, mener ministeren.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Simon Lessel

Manglen på personale og kapacitet i børnehaver og vuggestuer kræver nye tiltag til at modtage de ekstra ukrainske flygtningebørn, der forventes at komme til Danmark i den kommende tid.

Derfor vil regeringen oprette særskilte institutioner til modtagelse af flygtningebørnene.

Det fortalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil i P1-programmet ’Ring til regeringen’ mandag eftermiddag.

Regeringen har allerede indledt drøftelser med KL om de nye såkaldte modtagespor i den forgangne weekend.

Hvordan de nye modtagespor ender med at se ud, afhænger derfor af udfaldet af de drøftelser.

Det betyder at se, om man kan finde en anden vej til at tage imod børnene, som vi kender fra det almindelige asylcenter, hvor de ukrainske børn kommer ind i særlige egne institutioner.

Pernille Rosenkrantz-Theil
Børne- og undervisningsminister, Socialdemokratiet

Men ministeren var i radioprogrammet klar i mælet om, hvad betydningen af et modtagespor er set med regeringens øjne.  

”Det betyder at se, om man kan finde en anden vej til at tage imod børnene, som vi kender fra det almindelige asylcenter, hvor de ukrainske børn kommer ind i særlige egne institutioner så at sige i en periode.”

Dagtilbuddene er allerede udfordret

På et pressemøde fredag opjusterede regeringen forventningen til antallet af ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark, fra 20.000 til 100.000.

Det fik allerede her ministeren til at annoncere, at der skulle aftales ”fleksible” måder at håndtere de nye ukrainske børnegrupper på i samarbejde med kommunerne.  

Læs også

”Der er ganske simpelt ikke plads, og rammerne er allerede væsentligt udfordret. Derfor vil det gå ganske hurtigt med, at man ikke forsvarligt kan indlemme de nytilkomne ukrainske børn i de eksisterende rammer,” lød det fra Pernille Rosenkrantz-Theil i fredags.

Ministeren understregede i P1-programmet mandag, at løsningen på spørgerens bekymringer om pladsmanglen, sprogbarrierer, og om det haster for regeringen at få de ukrainske børn ind i almindelige dagtilbud er at oprette særskilte modtagespor.

”Det haster ikke for os, at de skal komme ud i den almindelige daginstitution, for der deler jeg perspektivet om, at der ikke er voksne nok,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Altinget arbejder på at få en kommentar til drøftelserne fra Kommunernes Landsforening.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00