Regeringen vil skære ekstra 1,5 milliarder på ulandsbistanden

BISTAND: En opjusteret asylprognose får regeringen til at svinge sparekniven med yderligere ca. 1,5 milliarder over ulandsbistanden. Det er håbløst, mener S.

Regeringen har som mål at opprioritere indsatsen i Afrika, men det kan blive svært, når man nu skal skære yderligere 1,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden.
Regeringen har som mål at opprioritere indsatsen i Afrika, men det kan blive svært, når man nu skal skære yderligere 1,5 milliarder kroner på udviklingsbistanden.Foto: Marcel Oosterwijk
Kasper Frandsen

Ca. 1,5 milliarder kroner skal regeringen yderligere finde på udviklingsbistanden. Og det er ud over de 2,9 milliarder, man har skåret væk med torsdagens finanslovaftale for 2016. 

Den ekstra besparelse skyldes, at regeringen har opjusteret sin prognose for antallet af asylansøgere i 2015 og 2016 fra 15.000 til 25.000. Og det kommer til at koste på udviklingsbistanden, hvor regeringen forventer at skulle finde pengene til at dække udgifterne til asylansøgerne.

Det har udenrigsminister Kristian Jensen (V) oplyst på et møde i Udviklingspolitisk Råd. Og den melding vækker stor utilfredshed hos Socialdemokraterne.

”Det er håbløst. Hvis man vil stoppe flygtningestrømmen, så skal man jo ikke spare på udviklingsbistanden. Regeringen skær og skær og skær. Og det skaber håbløshed i Afrika og nærområderne til Syrien, og dermed er man med til at sende folk på fulgt mod Europa,” siger partiets udviklingsordfører, Mette Gjerskov.

Regeringen skærer og skærer og skærer. Og det skaber håbløshed i Afrika og nærområderne til Syrien.

Mette Gjerskov (S)
Udviklingsordfører

Også sidste år måtte den tidligere SR-regeringen i al hast opjustere asylprognosen og dengang finde 2,5 milliarder kroner ekstra på udviklingsbistanden. Dengang hævede SR-regeringen den samlede udviklingsbistand med en milliard og lukkede dermed en del af hullet.

”Vi måtte erkende dengang, at det ikke kunne være rigtigt, at verdens fattigste skulle stå på mål for hele den besparelse,” siger hun.

Alt i spil
Regeringen havde allerede før den endelige finanslovaftale annonceret besparelser for ca. 2,9 milliarder på udviklingsbistanden. De fastholdes i den endelige finanslov for 2016, som faldt på plads torsdag. Men nu skal der skæres yderligere inden for den samlede bevilling på ca. 14,8 milliarder kroner.

Den nye besparelse kan ske på tre måder: Enten laver man grønthøstermodellen, skærer i øremærkede bevillinger eller overbudgettere.

Hvis man vælger at overbudgettere, så er det ikke sikkert, at der er behov for at finde fulde beløb allerede nu. Og det overvejer regeringen, oplyste udenrigsministeren i Udviklingspolitisk Råd.

Men hvordan besparelser udmøntes ligger ikke fast og skal forhandles.

”Der er ikke langt noget fastlagt endnu. Det er noget, vi fortsat skal forhandle om. Mere kan jeg ikke sige endnu,” siger Venstres udviklingsordfører, Michael Aastrup.

Ibis: Grotesk
I udviklingsorganisationen Ibis er der stor utilfredshed med besparelserne på udviklingsbistanden.  

”Det er grotesk, at man bruger ulandsbistanden som reservekonto for udgifterne til den flygtningeskrise, vi selv har været med til at skabe på grund af vores krigsengagement i Libyen og Irak. Besparelserne underminerer yderligere den langsigtede indsats, der skal modvirke netop flygtningestrømmen,” siger generalsekretær Vagn Berthelsen.

Det forventes, at den samlede udviklingsbistand i 2016 bliver på 0,71 procent af BNI. Det var lidt af nederlag for Konservative, der var gået til finanslovforhandlinger med en ambition om at udviklingsbistanden skulle være på 0,8 procent.

Når Finansministeriet har den endelige besparelse er på plads, så skal de blå partier, der står bag finansloven, i gang med at forhandle udmøntningen af ulandsbesparelsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsministeren.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00