Regeringen vil spare 340 mio. på klima og miljø

FINANSLOV: Der er drastiske besparelser på vej på miljø- og klimaområdet i den kommende finanslov, viser lækkede dokumenter fra Finansministeriet.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) mener ikke, at det sender et dårligt signal op til klimatopmødet i Paris, at regeringen vil spare på klimaområdet.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) mener ikke, at det sender et dårligt signal op til klimatopmødet i Paris, at regeringen vil spare på klimaområdet.Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Cecilie Gormsen

Kommer regeringen igennem med sit finanslovforslag, vil der komme store besparelser på miljø-, klima- og transportområdet.

Det viser lækkede dokumenter fra den kommende finanslov fra Finansministeriet, som Information er kommet i besiddelse af.

Altinget kunne i august fortælle, at klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) vil sænke de danske klimaambitioner, og ifølge Information lægges der op til voldsomme besparelser på området. Ifølge avisen vil regeringen blandt andet tilbagerulle sidste finanslovs klimapulje, nedskalere dele af Naturplan Danmark, fjerne midlerne til pilotprojekter om grøn omstilling og nedlægge det såkaldte Innovationsforum for grønne løsninger og bæredygtig produktion.

Det vil ifølge de lækkede notater give besparelser på i alt 340 millioner kroner fra 2016 til 2019. Samtidig er regeringen klar til at slække på nogle af de centrale danske klimaambitioner, blandt andet målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020, målet om 100 procent vedvarende energi i 2050 og målet om udfasning af kul i kraftværker.

V: Allerede et foregangsland
Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege Jørgensen kalder udsigterne til besparelser for ”gruopvækkende”, men ifølge klima og energiminister Lars Christian Lilleholt er der ikke noget at være bekymret for. Han vil ikke kommentere det konkrete indhold i de lækkede notater, men han gør det klart, at Danmark er helt fremme på det grønne område. Derfor mener han ikke, at det sender et dårligt signal op til klimatopmødet i Paris, at regeringen vil spare på klimaområdet.

”Danmark er et foregangsland inden for grøn omstilling. Vi har ikke noget at være flove over. Vi vil fortsat være blandt de lande i verden, der har den mest ambitiøse klima- og energipolitik,” siger han til Information.

Regeringens finanslovforslag ventes at komme i løbet af september. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00