Regeringen vil straffe medier hårdere for krænkelser

KONSEKVENS: Regeringen varsler nu lovforslag, der skal lægge en "markant hårdere kurs" mod medier, der krænker privatlivets fred eller bringer urigtige historier om personer. Socialdemokratiet bakker op.

Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

En af Danmarks mest alvorlige medieskandaler nogensinde bliver i disse dage vendt og drejet ved Retten i Glostrup. Der er naturligvis tale om Se & Hør-sagen, der første gang så dagens lys i 2014, hvor det blev afsløret, at ugebladet gennem en årrække modtog personfølsomme oplysninger om kendte personers brug af kreditkort gennem en “tys-tys-kilde” ansat ved IBM.

Sagen sendte chokbølger gennem medielandskabet og har siden sin afsløring været centrum for en ophidset offentlig debat om pressens rolle og ansvar.

Nu melder regeringen sig klar til at skærpe lovgivningen, så straffen bliver højere for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer urigtige og ærekrænkende historier.

Justitsminister Søren Pind (V) vil til februar lægge et konkret lovforslag frem med ændringer til straffeloven, fremgår det af regeringens lovprogram, hvor det også bliver slået fast, at der vil blive tale om en “markant hårdere kurs” over for medierne.

Det er absolut ikke tiltænkt nogen indskrænkning af ytringsfriheden. Men hvis forslaget vil medføre, at journalister i højere grad vil overveje, om det, de skriver, er korrekt, så synes jeg, at det vil være en glimrende sidegevinst.

Preben Bang Henriksen (V)
Retsordfører

Lovforslaget vil videreføre tankerne i et beslutningsforslag, som Venstre fremsatte i Folketinget i foråret 2015, mens partiet stadig var i opposition. Her lagde Venstre op til betydeligt højere straffe for medier, der krænker privatlivets fred, bringer urigtige historier eller bryder navne- og referatforbud.

Samtidig vil Venstre give mere i godtgørelse til de krænkede personer og åbne op for, at retssager på området kan føres af den offentlige anklagemyndighed, så privatpersoner ikke opgiver at få deres sag prøvet ved retten grundet for høje sagsomkostninger.

Jeg synes ikke, det er fair på nogen måde at tage udgangspunkt i en fuldstændigt vanvittig Se & Hør-sag og sige, at forholdene for medierne skal strammes på den baggrund.

Lars Werge
Formand for Dansk Journalistforbund

V: Forslag rammer ikke ytringsfrihed
Ifølge retsordfører Preben Bang Henriksen (V), der er en af bagmændene bag forslaget, er formålet både at ramme de medier, der bringer urigtig omtale, og sikre ofrets retsstilling, når skaden er sket. Eksempelvis i sager, hvor personer er blevet uretmæssigt hængt ud i pressen for en forbrydelse, de ikke har begået.

“Det er en krænkelse, der for mange mennesker er værre end at få en lussing i hovedet. Ikke desto mindre er det noget, der kun indbringer dagbøder til chefredaktøren og stort set ingenting i erstatning til ofret,” siger Preben Bang Henriksen.

Regeringens forslag har tidligere mødt kritik fra mange sider, herunder en række chefredaktører, for at være en trussel mod den kritiske journalistik. I Berlingske sidste år advarede direktør for tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, om, at Venstres forslag kan lede til, at redaktører bliver mere tilbageholdne med at bringe historier, selv når de vurderes at ligge inden for ytringsfrihedens rammer.

Men kritikken er forfejlet, mener Preben Bang Henriksen og slår fast, at kritisk journalistik og urigtige historier er to vidt forskellige ting. Han håber, at lovændringerne vil få redaktører og journalister til at tænke sig om en ekstra gang.

“Det er absolut ikke tiltænkt nogen indskrænkning af ytringsfriheden. Men hvis forslaget vil medføre, at journalister i højere grad vil overveje, om det, de skriver, er korrekt, så synes jeg, at det vil være en glimrende sidegevinst,” siger Preben Bang Henriksen.

S: Markant hårdere straffe
Regeringens linje bakkes op af Socialdemokratiet, hvor retsordfører Trine Bramsen især gerne ser, at de økonomiske straffe for medierne bliver sat op.

“Vi har selv fremført, ikke mindst i forbindelse med Se & Hør-sagen, at vi skal se på særligt bøderne til de medier, der offentliggør direkte usande påstande om folk, så bøderne bliver indtægtsafhængige og markant hårdere,” siger hun.

Trine Bramsen peger på, at man i strafudmålingen for ærekrænkelse eller krænkelse af privatlivets fred for eksempel kunne tage udgangspunkt i mediets indtjening den dag, de har bragt en historie i strid med loven. Straffens størrelse skal virke afskrækkende for medier, der måske kalkulerer med at bringe historier, der går over grænsen, slår hun fast.

“Vi vil gerne sikre, at man ikke kan tænke i det her. Man kan godt få den tanke, at der er nogle medier, som har haft så store oplagstal på baggrund af glitrede forsider med kendte personer, at de har tjent på det, selvom de har betalt bøder,” siger Trine Bramsen.

Journalistforbund: Strafniveauet er højt nok i dag
I Dansk Journalistforbund stiller man sig undrende over for behovet hos Folketingets to største partier for at straffe medierne hårdere. Formand Lars Werge mener ikke, der er belæg for at forhøje strafniveauet for alle medier, blot fordi politikerne vil reagere på den ekstraordinære sag med Se & Hør.

“Jeg synes ikke, det er fair på nogen måde at tage udgangspunkt i en fuldstændigt vanvittig Se & Hør-sag og sige, at forholdene for medierne skal strammes på den baggrund,” siger Lars Werge.

Samtidig påpeger journalistformanden, at lige netop Se & Hør-sagen viser, at de nuværende strafferammer er tilstrækkelige.

“Vi har set domstolene lange nogle ordentlige bøder ud til Aller, nemlig dagbøder på 200.000 kroner til samlet 10 millioner. Så jeg synes egentligt, at der inden for de rammer, der er i dag, er mulighed for at idømme meget alvorlige straffe,” siger han.

Afventer retspraksis fra Se & Hør-sag
Hvilke konkrete lovændringer, regeringens lovforslag til februar vil indeholde, ligger endnu ikke fast. Det skyldes blandt andet, at man i regeringen og Folketinget venter på en betækning fra Straffelovrådet, der har fået til opgave at kigge nærmere på, præcis hvordan man kan justere straffen.

Deruover skæves der også til, hvordan Se & Hør-sagen i de kommende måneder vil udspille sig, fortæller Preben Bang Henriksen.

“Se & Hør-sagen er the leading case på området. Det er gudskelov ikke hver dag, vi har sager af den her karakter. Nu ser det ud, som om vi får en masse retspraksis på det her område, og så er det klart, at hvis den retspraksis bevæger sig i retning af det, vi har ønsket, så vil vi selvfølgelig ikke gå ind og lovgive om det,” siger V-politikeren.

Det forventes, at der falder endelig dom i Se & Hør-sagen til november. Det er endnu uvist, hvornår betænkningen fra Straffelovrådet vil ligge klar.

Lovforslaget fra regeringen vil være en del af den såkaldte Respektpakke II, som justitsministeren på et ukendt tidspunkt vil lægge frem.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Werge

Formand, Dansk Atletik Forbund
journalist (DJH 1996)

Preben Bang Henriksen

MF (V), advokat (H)
cand.jur. (Aarhus Uni. 1979)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00