Regionsformand lover bedre kræftbehandling og kortere ventetider

TALE: Formand for Danske Regioner, Bent Hansen, lovede i sin tale til foreningens generalforsamling, at regionerne vil udjævne forskellene i kræftbehandlingen og få udredningsgarantien overholdt. Samtidig varsler han indgreb over for medicinudgifterne. 

Foto: Danske Regioner
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Behandlingen i sundhedsvæsnet bliver generelt bedre og bedre. Men på en stribe områder skal regionerne forbedre sig. Sådan lød nogle af de centrale budskaber, da Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), holdt tale ved regionernes generalforsamling i Aarhus torsdag. (Læs talen her.)

Han nævnte blandt andet kræftområdet. Her hæftede han sig ved, at Danmark efter at have været bagud en årrække på en række kræftområder ligger på højde med eller over vores nabolande i forhold til behandlingsresultater.

”Men vi må også erkende, at der er forskelle i både behandlingstider og behandlingskvalitet regionerne imellem – og det skal vi have gjort noget ved,” sagde Bent Hansen.

Økonomi 
Regionerne har fået meget kritik for, at der stadig er mange danskere, som ikke bliver udredt inden for en måned, sådan som regeringens udredningsgaranti ellers skulle sikre.

”Det er naturligvis ikke godt nok,” lød det fra Bent Hansen.

Han lovede, at regionerne ville fortsætte med at mindske udredningsventetiderne. Det skal blandt andet ske ved en bedre tilrettelæggelse af arbejdet på sygehusene, flytning af opgaver mellem faggrupperne og køb af kapacitet hos privathospitalerne.

Økonomien var igen i år et centralt tema i talen. Både i forhold til de kommende økonomiforhandlinger og i det længere perspektiv. Ligesom sidste år efterspørger han, at regeringen sikrer flere penge til at modernisere de sygehuse, som ikke får gavn af pengene til de nye supersygehuse.

Medicin
Og så var der medicinen.

”… her og nu har alle regioner store udfordringer med de stigende medicinudgifter. Vi har i regionerne lagt budgetterne efter de skøn, som lå til grund for økonomiaftalen for 2015. De holder ikke stik. Derfor bliver håndteringen af medicinudgifterne helt central i de kommende økonomiforhandlinger," sagde Bent Hansen.

Efter en årrække, hvor medicin ikke har fyldt meget i Bent Hansens taler, var emnet et af de mest omfangsrige – både i forhold til positive perspektiver, men også i forhold til problemer. Han pegede nemlig på potentialet i den nye medicintype - personlig medicin - og andre nye medicintyper der tages i brug.

”Personlig medicin sikrer en målrettet medicinering af patienten og muliggør et reduceret forbrug af medicin. Det er glædeligt. Dertil kommer, at vi har et sundhedsvæsen, som tager de nye innovative lægemidler i brug hurtigt og ensartet til gavn for borgerne – det skal vi fortsætte med,” sagde Bent Hansen.

Prisen skal ned
Men samtidig lægger han op til, at regionerne som noget nyt begynder at se på prisen, når det skal vurderes, om det skal indkøbes til sygehusene. Samtidig foreslår han også, at man i Danmark via loven skal sætte et loft for, hvad forskellige typer medicin må koste – et såkaldt referenceprissystem.

De fejlslagene fusionsplaner mellem KL og Danske Regioner blev også kortvarigt omtalt i talen.

Bent Hansen konstaterede her, at KL’s beslutnignstagere havde ”kvalt” planerne ved fødslen. Men regionerne vil gerne samarbejde alligevel, understregede han.

”Vi samarbejder med alle dem, der kan og vil medvirke til at styrke borgernes sundhed," lød det fra Bent Hansen.

I talen lovede han også, at regionerne sammen med regeringen vil mindske bureaukratiet og skabe tryghed for, hvordan patientdata bliver brugt. Og så skal det indsamlede data være mere brugbart for patienter og ansatte.

Markant i talen var også, at Bent Hansen lovede, at regionerne i samarbejde med blandt andet KL, læge- og patientforeninger vil skabe en kulturrevolution i sundhedsvæsnet. Patienter skal i højere grad inddrages og høres.

”Vi vil gøre patientinddragelse til en del af kulturen på alle afdelinger. Derfor skal det være en central del af pensum i de sundhedsfaglige grunduddannelser og indgå i den løbende efteruddannelse,” sagde Bent Hansen.

Han nævnte også, at flere patientgrupper skal have behandlingsansvarlige læger, så der kommer mere sammenhæng i behandlingen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Hansen

Bestyrelsesformand, Grenaa Havn., fhv. regionsrådsformand (S), Midtjylland og formand for Danske Regioner
cand.mag. i historie og samfundsfag (Aarhus Uni. 1976)

0:000:00