Rigspolitiet har fundet sin fremtidige lokation

Bygningsstyrelsen har besluttet at købe en ejendom i Københavns Sydhavn, som skal ombygges til kontorlokaler og tekniske faciliteter for Rigspolitiet.

Luftfoto over det område i Sydhavnen, hvor Bygningsstyrelsen er ved at købe en ejendom til brug for Rigspolitiet. 
Luftfoto over det område i Sydhavnen, hvor Bygningsstyrelsen er ved at købe en ejendom til brug for Rigspolitiet. Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur
Sine Riis Lund

Rigspolitiet flytter permanent til Københavns Sydhavn.

Her vil Bygningsstyrelsen købe en ejendom på et erhvervsareal på cirka 8.500 m2 for 169 millioner kroner af PFA Ejendomme.

“Rigspolitiet vurderer, at ejendommen Frederikskaj 6 er velegnet til håndtering af blandt andet den nationale krise- og beredskabsstyring, hvilket omfatter driften af Nationalt Situations- og Operationscenter (NSIOC) og understøttelse af National Operativ Stab (NOST),” skriver Transportministeriet i et aktstykke.

Blandt andet vurderer Rigspolitiet, at det er muligt at etablere “en række tekniske faciliteter, der afviger fra almindelig kontorindretning” til brug for politiet i ejendommen.

Rigspolitiet har fået behov for at flytte, efter National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har overtaget det hidtidige domicil i Glostrup.

Og faktisk befinder Rigspolitiet sig allerede i lokalerne, da politiet havde lejet sig ind i ejendommen i en tidsbegrænset lejekontrakt med PFA Ejendomme, hvor formålet var at finde ud af, om man skulle lave en tidsubegrænset lejekontrakt.

Men nu har Bygningsstyrelsen altså i stedet valgt at købe bygningen.

“Bygningsstyrelsen vurderer, at det er fordelagtigt og i tråd med porteføljestrategiske hensyn, at ejendommen erhverves som en statsejendom frem for at lejes ved en privat udlejer, da den skal indeholde kritisk infrastruktur relateret til rigets sikkerhed,” skriver Transportministeriet.

Samtidig vurderer Bygningsstyrelsen, at det bedre kan betale sig at købe ejendommen, da ejerudgiften årligt estimeres til cirka ti millioner kroner, mens udgiften til en privat lejer estimeres til cirka 16 millioner kroner årligt. Tallene er behæftet med usikkerhed.

Altinget logoEmbedsværk
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget embedsværk kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00