Debat

Robotprofessor: Fremtidens bil er på vej

DEBAT: De selvkørende biler kommer hurtigere på markedet, end de fleste forestiller sig, skriver administrerende direktør og professor, Henrik Schärfe.

Foto: Creative Commons
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Scharfe
Adm. direktør for Fonden Autonomous Vesthimmerland og professor i robotteknologi

Der er to væsentlige grunde til, at udviklingen og implementeringen af selvkørende biler kan komme til at ske hurtigere og med større effekt, end de fleste forestiller sig.

Den ene grund er den forandringskraft, der ligger i digitalisering. Det vil jeg skrive om i næste indlæg. I dag vil jeg koncentrere mig om den anden grund: De væsentlige motivationer, der er for at kaste sig ind i kampen om selvkørende biler.

Der er nemlig ikke bare én, men mange motivationer, som i fællesskab gør, at internationale analysefirmaer sætter autonome køretøjer meget højt på listen over disruptioner i den overskuelige fremtid. Listen herunder er ikke prioriteret, men et udtryk for nogle af de makrobevægelser, der tilsammen påvirker den globale dagsorden.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

En stor forretning
Det er ingen hemmelighed, at bilindustrien er big business. Men det vil måske forbavse, at brancherne for personlig mobilitet forventes at vækste i hidtil uset omfang de næste 10-15 år.

Prognoserne tilskrives hovedsageligt to ting: Nye typer af services, der kan leveres til kunder under transport, samt (selvfølgeligt) selvkørende biler. De to delmarkeder anslås til at være omkring 10 billioner kroner værd ekstra i forhold til det nuværende marked for biler. 

Bare på Europas veje har vi i dette århundrede mistet 700.000 liv. Faktisk er der flere mennesker, der dør i trafik end i krig. Eksperter verden over er enige om, at automatisering er den hurtigste vej til en mere sikker trafik.

Henrik Schärfe
Adm. direktør og professor

Bare fordi…
Andre udviklere er drevet ren og skær innovationslyst: De gør det, fordi det er sjovt, og fordi det nu engang er det, vi er kommet til. Det kan lyde ret flippet, men vi taler om de samme innovationsmiljøer, som står bag en række transformative teknologier, vi i dag tager for selvfølgelige. 

Politisk pres
Dele af udviklingen skyldes en helt anden type pres, nemlig det sociale. Et godt eksempel på det er udviklingen i Japan. Det gigantiske byområde fra Tokyo til Osaka er hjem for mange (!) mennesker. Japans aldrende befolkning udgør et stærkt stigende problem i trafikken. Derfor er der et massivt politisk pres for at automatisere hurtigst muligt og mest muligt af trafikken. 

Intelligent trafikstyring er lig større trafiksikkerhed 
Vi har det godt i lille Danmark, og ifølge Vejdirektoratet løber de trafikrelaterede udgifter til sundhedssektoren “kun” op i 5-6 milliarder kroner årligt. Men vi er alligevel i den situation, at vi forventer tab af et menneskeliv i den danske trafik i dag eller i morgen - og sådan er det hver dag.  Det er alt for meget.

Bare på Europas veje har vi i dette århundrede mistet 700.000 liv. Faktisk er der flere mennesker, der dør i trafik end i krig. Eksperter verden over er enige om, at automatisering er den hurtigste vej til en mere sikker trafik.

Grønnere transport
I Danmark har vi ligesom i mange andre lande en lang og vigtig tradition for kollektiv trafik. Derudover har vi gennem de seneste år set en stærkt øget interesse i deleøkonomier. Samtidigt er privatbilen uden sammenligning danskernes foretrukne transportmiddel. Med biler, der selv finder vej mellem deres opgaver, får vi helt nye muligheder for at udvikle nye mobilitetsformer, der både er individualiserede og væsentligt grønnere end i dag.

Ressourcebevidsthed
Vi bruger utroligt mange ressourcer på vejene med de teknologiske løsninger, vi råder over i dag. Ja, for nogle er det er frirum, man nødigt vil miste. Men den samfundsmæssige belastning er massiv. Alene de offentlige forvaltningers transport ved hjælp af biler løber årligt op i et tocifret milliardbeløb. Det er en kæmpeudgift, vi reelt set ikke får ret meget for.

Udsigten til at kunne konvertere et gigantisk passiv til et aktiv er et meget stærkt incitament for nogle. Faktisk er det en af de største drivkræfter bag projektet i Vesthimmerland.

I næste indlæg vil jeg gennemgå nogle af de teknologiske forudsætninger bag udviklingen af selvkørende biler.

Dokumentation

Temadebat: Er Danmark klar til selvkørende biler?

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil med ny lovgivning sætte turbo på udviklingen for selvkørende biler i Danmark. Altinget har spurgt et hold af debattører, om Danmark er klar.

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00