Debat

Rohde: Stem ja til tryghed

DEBAT: Det handler om intet mindre end tryghed, når danskerne 3. december skal til stemmeurnerne og tage stilling til, om retsforbeholdet skal omdannes til en tilvalgsordning, skriver Jens Rohde (V).

Et ja til folkeafstemningen 3. december kan give danskerne tryghed på tværs af landegrænserne i EU, skriver Jens Rohde (V). 
Et ja til folkeafstemningen 3. december kan give danskerne tryghed på tværs af landegrænserne i EU, skriver Jens Rohde (V). 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Rohde (V)
Medlem af Europa-Parlamentet 

Europol er en helt central medspiller i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, men afstemningen handler om meget andet end Europol.

Et ja vil forbedre din retssikkerhed uanset hvor i EU, du befinder dig.

Hvad end du handler i Tyskland, forelsker dig i en franskmand, holder ferie i Sverige eller drømmer om en alderdom på Malta, er det vigtigt at sikre dine grundlæggende rettigheder. Flere danskere er endt i årelange juridiske tovtrækkerier, fordi vi ikke samarbejder med resten af EU om retspolitik. Det være sig om alt fra forældremyndighed til arvesager til returret ved e-handel.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Nemmere at være virksomhed
Et integreret Europa med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital bidrager positivt til vores frihed og velstand, men det nødvendiggør også, at vi samarbejder med vores europæiske naboer.

Med et ja til samarbejde inden for dele af det straffe-, civil- og formueretlige område, bliver det nemmere at drive virksomhed og tryggere at være forbruger på tværs af EU's landegrænser.

Flere danskere er endt i årelange juridiske tovtrækkerier, fordi vi ikke samarbejder med resten af EU om retspolitik.

Jens Rohde (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Danske virksomheder får lettere ved at operere på det europæiske marked, da det bliver nemmere at inddrive gæld i udlandet, ligesom det bliver nemmere for danske virksomheder at få sin del af et udenlandsk konkursbo. Sådan er det allerede for andre virksomheder i EU, og danske virksomheder bør selvfølgelig få samme vilkår som deres europæiske konkurrenter. 

Retssikkerhed på tværs af grænser
Står man i den forfærdelige situation, at man har et tilhold mod en voldelig ekskæreste, gælder polititilholdet i dag kun i Danmark. Med et ja vil polititilholdet blive anerkendt i hele EU.

Har du etableret familie på tværs af nationaliteter, og er kærligheden brast med skilsmisse til følge, ender du ikke i en konflikt på tværs af domstole om blandt andet forældremyndighed, hvis danskerne stemmer ja.

Der findes mange ulykkelige eksempler, såsom Oliver-sagen, hvor moderen har taget sin søn med til Østrig uden faderens samtykke, hvorefter faderen henter barnet hjem til Danmark uden moderens samtykke. Begge parter mener, at deres søn er blevet kidnappet af den anden forælder, men da Danmark og Østrig ikke samarbejder om familieretlige anliggender, bliver Oliver fanget i midten af de to retssystemer.

Argumentet om tryghed frem mod afstemningen om retsforbeholdet handler selvfølgelig også om Europol, for ingen kan garantere Danmark en holdbar parallelaftale, hvis vi ikke ønsker at være en del af EU's retspolitiske samarbejde. Vi skal alligevel huske, at afstemningen handler om mere end det, og ovenstående er blot få eksempler ud af mange. Vi skal sikre øget tryghed og dansk indflydelse i EU 3. december. Europa er stadig alt for vigtig til at overlade til alle de andre.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

0:000:00