Debat

S i Nordisk Råd: Norden kan løfte et større globalt ansvar

DEBAT: De nordiske lande skal i højere grad samarbejde om at løse de store globale udfordringer. Det skriver den socialdemokratiske ledelse i Nordisk Råd. 

I fællesskab kan de nordiske regeringer bidrage med løsninger inden for både klima-, flygtninge- og velfærdsområdet. 
I fællesskab kan de nordiske regeringer bidrage med løsninger inden for både klima-, flygtninge- og velfærdsområdet. Foto: colourbox
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Dam Kristensen, Phia Andersson, Helgi Hjörvar, Maarit Feldt-Ranta, Sonja Mandt (S)
Hhv. præsident i Nordisk Råd og MF, parlamentariker for Socialdemokraterna i Sverige, parlamentariker for Samfylkingin i Island, parlamentariker for SDP i Finland, parlamentariker for Arbeiderpartiet i Norge.

Hvordan skal vi reagere på det historisk store antal flygtninge i verden? Hvordan kan vi sikre, at de nye og ambitiøse FN-verdensmål bliver realiseret? Hvad kan vi gøre for, at klimaaftalen fra Paris bliver implementeret og den fatale globale opvarmning bremset?

Og hvordan vi kan se til, at vores nordiske velfærdssamfund fortsat vil være blandt de bedste, rigeste og mest retfærdige lande i en tidsalder præget af globalisering og store globale forandringer?

Alle disse vigtige spørgsmål vil blive drøftet på Nordisk Råds session i København 31. oktober til 3. november 2016.

Vi kan både løse flest mulige globale problemer og gå forrest som det gode eksempel, når vi gør det sammen.

Den socialdemokratiske ledelse i Nordisk Råd

Svarene på ovenstående spørgsmål findes blandt andet i mere og stærkere nordisk samarbejde. Norden har som region en stor rolle at spille i verden, og vi kan både løse flest mulige globale problemer og gå forrest som det gode eksempel, når vi gør det sammen. Det er den filosofi, som vi socialdemokrater i Nordisk Råd tror på.

Paris-aftalen og FN's verdensmål skal føres i land
Det er nemlig ikke en tilfældighed, at de nordiske lande i de seneste årtier alle har haft en fantastisk succes på mange parametre. Store dele af verden kigger på den måde, vi har indrettet vores samfund på. Nøglen er blandt andet den nordiske velfærdsmodel, hvor arbejdstagere, arbejdsgivere og regeringer ser det som et samlet ansvar at sikre social velfærd, vækst og fremgang til alle.

Samtidig tjener det nordiske samarbejde også som forbillede for andre regioner, hvor lande, der ligner hinanden kulturelt, sprogligt og økonomisk, ønsker at samarbejde tættere og løse grænseoverskridende problemer for at give mennesker flere muligheder.

Vi er organiseret på en måde, hvor vi kan lære af hinanden og kollektivt tackler vigtige problemer, der gavner alle deltagende lande. Resultaterne taler for sig selv.

På Nordisk Råds session i København vil socialdemokraterne i Nordisk Råd sætte fokus på, hvordan de nordiske lande kan samarbejde, når det kommer til opfølgning og gennemførelse af Paris-aftalen og FN's verdensmål.

Vi vil afkræve statsministrene svar på deres vision, for landene skal død og pine holde fast i de høje ambitioner på både udviklingspolitik og klimapolitik – ikke slække på målsætningerne.

Netop på disse områder har de nordiske lande – på forskellige måder – en vigtig rolle at spille som foregangsregion, der sætter barren højt og udvikler de nyeste løsninger på de verdensomspændende udfordringer.

De nordiske lande er også blandt de rigeste lande i verden og har af den årsag en større forpligtelse end ellers.

Samarbejde om flygtningekrisen og et fair arbejdsmarked
De samme argumenter gælder også, når vi taler om den globale flygtningekrise. Det er et område, hvor de nordiske lande i højere grad bør koordinere indsatserne både i nærområderne og i Norden, så vi får mest muligt ud af vores midler.

Eksempelvis er der igangsat et omfattende arbejde hos Nordisk Ministerråd om at understøtte og styrke landenes integration af flygtninge og indvandrere.

Det hilser vi meget velkomment, for landene kan afgjort lære af de bedste erfaringer. På sessionen i København stiller vi også selv forslag om at samle de positive eksempler og praksisser inden for integrationsarbejde.

På den kommende session vil vi socialdemokrater også fremhæve vores fokusområder vedrørende Poul Nielsons rapport om øget samarbejde mellem de nordiske lande på arbejdsmarkedsområdet.

Som en af de ti største økonomiske regioner i verden har vi et stort ansvar for at sikre fair konkurrence på arbejdsmarkedet. Vi skal især sikre de grundlæggende regler, som de nordiske arbejdsmarkeder bygger på. Derfor har vi brug for mere proaktivt arbejde inden for EU.

De nuværende direktiver omfavner ikke de kollektive overenskomster, hvilket giver en kattelem til social dumping. Der er brug for, at vi bruger det nordiske samarbejde i de internationale arenaer til at stå sammen om vores arbejdsmarkedsmodel.

Indlægget er skrevet af: Henrik Dam Kristensen, Nordisk Råds Præsident, Socialdemokratiet (Danmark), Phia Andersson, parlamentariker, Socialdemokraterna (Sverige), Helgi Hjörvar, parlamentariker, Samfylkingin (Island), Maarit Feldt-Ranta, parlamentariker, SDP (Finland) Sonja Mandt, parlamentariker, Arbeiderpartiet (Norge).

De er alle medlem af Nordisk Råd og udgør til sammen ledelsen for Socialdemokraterne i Nordisk Råd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00