S tøver med ny struktur for offentlig trafik

ORGANISATION: Transportministeren har tre modeller til en ny organiseringen af den kollektive trafik i Hovedstaden. Alle pile peger på en ny paraplyorganisation - men Socialdemokraterne tøver.
Der skal være bedre samnmenhæng mellem busser, tog og metro i hovedstaden, mener transportministeren, som om kort tid vil indkalde partierne til forhandlinger.
Der skal være bedre samnmenhæng mellem busser, tog og metro i hovedstaden, mener transportministeren, som om kort tid vil indkalde partierne til forhandlinger.Foto: Colourbox
Anders Jerking
Socialdemokratiet er jokeren, når transportministeren om kort tid indkalder til forhandlinger om en reorganisering af den kollektive trafik i hovedstadsområdet. Flere partier vil have oprettet en ny paraplyorganisation, men Socialdemokraterne tøver.

"Vi skal have mere samarbejde, men der er er ingen af ministerens tre modeller, som virker attraktive," siger Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke med henvisning til de modeller for en ny struktur, som Hans Christian Schmidt (V) har skitseret.

Ministeren kræver, at der kommer bedre sammenhæng mellem tog, busser og metro i hovedstadsområdet, og på et samråd i Folketingets Trafikudvalg i denne uge fremlagde han tre mulige modeller for en kommende struktur.

Tre modeller 
Den første model er en udvidelse af det aktør-samarbejde på direktørplan, som findes i dag. Denne model kræver ikke en ny organisation og kan derfor oprettes hurtigt, men på samrådet lod ministeren forstå, at han ikke er tilhænger af denne model:

"Et styrket direktørsamarbejde er liiige lidt nok," erklærede han.

Den anden model er at oprette en selvstændig paraplyorganisation, som alle selskaber skal deltage i, og som skal varetage opgaver på vegne af selskaberne. Paraplyen skal sikre, at kunderne får et samlet tilbud om billetter, information og køreplanlægning. Sådan en model kendes fra München.

Den tredje model er en endnu mere integreret model, hvor hele den kollektive trafik samles i en organisation, som står for indkøb, koordinering mm. af trafikken. Denne model kendes fra Zürich.

Transportministeren understregede på samrådet, at han ikke har lagt sig fast på en model, men ændringer skal der til:

"Den kollektive trafik er ikke sammenhængende og koordineret. Det kan kunderne ikke være tjent med. Derfor skal vi have fundet en anden måde at gøre det på," sagde ministeren.

Inspiration fra München
Alle piler peger på, at den nye struktur bliver en paraplyorganisation, som man kender fra München, hvor Trafikudvalget har været på studierejse.

Siden har flere politikere talt begejstret om München-modellen. Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kalder den fantastisk inspirerende og mener, at den model kan sikre vækst i passagertallet i den kollektive trafik.

Også SF's trafikordfører, Anne Baastrup, er begejstret for München-modellen.

"Trafikken er for opsplittet i dag. Vi har længe ville gøre noget og efter at have set, hvordan de gør i München, synes jeg, at det er en model, vi skal arbejde videre med. Passagererne vælter ind," siger hun.

Skepsis i S 
Socialdemokraternes Magnus Heunicke er mere skeptisk. Han frygter, at man med én samlet organisation bremser nye ideer og initiativer. Heunicke peger på, at fremgangen i den kollektive trafik ikke mindst skyldes nye tiltag fra de forskellige aktører, hvor metroen kører om natten, der er internet i bussen, mens man må tage cyklen gratis med i S-toget.

"Sådanne tiltag er kæmpesucceser, som vi ikke vil være med til at bremse. Transportministeren mener, at det er forvirrende, at der er forskellige tilbud, men det synspunkt deler vi ikke. Vi vil ikke være med til at lave en ny organisation, hvor en aktør ikke kan have et tilbud, bare fordi alle aktører ikke kan have tilbuddet," siger han og ser som sit skrækscenarium, at S-toget for eksempel må droppe gratis cykler, bare fordi man ikke kan have cyklen med i busser og metro.

"Det vil sætte udviklingen af den offentlige trafik ti år tilbage," siger Magnus Heunicke.

Blandt andre Socialdemokrater i Trafikudvalget er der mindre skepsis ved en paraply-model. Ud over Magnus Heunicke deltog også Poul Andersen og Jens Christian Lund i udvalgets tur til München.

Poul Andersen siger:

"I München fungerer det optimalt. Der har de en god koordinering mellem trafikselskaberne. Det har vi ikke i København. Derfor skal der ske noget i København. Jeg mener ikke, at det er godt nok i dag," siger han, mens Jens Christian Lund kalder München-modellen for "imponerende".

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

Anne Baastrup

Fhv. MF (SF)
cand.jur. (Københavns Uni. 1976)

Magnus Heunicke

Miljøminister, MF (S)
journalist (DJH 2002)

0:000:00