Her er kommissionsformandens arbejdsprogram

DOKUMENTATION: Jean-Claude Juncker er godkendt som ny formand for EU-Kommissionen, og han får travlt. Få et overblik over arbejdsprogrammet for den nye chef for EU's embedsværk her.

Efter at have sikret sig jobbet som formand for EU-Kommissionen venter der nu Jean-Claude Juncker fem år, hvor de mange løfter, han gav undervejs, skal indfries.
Efter at have sikret sig jobbet som formand for EU-Kommissionen venter der nu Jean-Claude Juncker fem år, hvor de mange løfter, han gav undervejs, skal indfries.Foto: Europa-Parlamentet
Michael Hjøllund

For at samle opbakning hos et flertal i Europa-Parlamentet måtte den nyvalgte formand for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, afgive en stribe løfter om alt fra GMO-dyrkning til frihandel og strengere kontrol med lobbyister.

Altinget.dk har samlet Jean-Claude Junckers 12 sider tætskrevne program i overskrifter nedenfor.

Programmet kan læses i sin fulde længde her.

1. Job, vækst og investeringer
- Inden for tre måneder vil EU-Kommissionen præsentere en ”job, vækst og investerings”-pakke, der skal mobilisere 300 milliarder euro i offentlige og private investeringer over tre år, blandt andet gennem EU’s strukturfondsmidler.
- Der skal sættes gang i væksten, men det skal ske under overholdelse af ”Vækst- og stabilitetspagten”, der blandt andet sætter grænser for, hvor stort et underskud medlemslandene må have på deres budgetter.

2. Digitalt indre marked
- National lovgivning på telekom- og dataområdet skal integreres bedre.
- Inden for seks måneder skal der præsenteres ny lovgivning for at opnå et digitalt indre marked i EU.

 3. Energi- og klimapolitik
- EU skal være uafhængig af energiimport fra ”øst”.
- EU skal være verdensførende inden for vedvarende energi.
- Der skal indføres bindende mål for energieffektivitet i EU for perioden efter 2020.

4. Det indre marked
- Det indre marked for blandt andet tjenesteydelser skal færdiggøres.
- Industrien skal fylde 20 procent af EU’s BNP i 2020. I dag fylder den mindre end 16 procent.
- På sigt skal EU's kapitalmarkeder integreres og udvikles.
- Arbejdstageres frie bevægelighed skal fremmes.
- Social dumping skal bekæmpes.
- Det samme skal skattesnyd og skatteunddragelse.
- Der skal arbejdes for, at EU får en fælles base for selskabsskat og en fælles finansskat. 

5. Det økonomiske samarbejde
- Samarbejdet om den økonomiske og monetære union skal udvikles, og nye initiativer skal præsenteres inden for et år.
- Hvor det er nødvendigt, skal der fortsat opfodres til strukturelle reformer i medlemslandene.
- ”Trojkaen” (EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond) skal erstattes af en mere ”demokratisk legitim struktur”.
- Alle krav om reformer skal underkastes en vurdering af kravenes sociale konsekvenser.

6. Frihandelsaftale mellem EU og USA
- Toldsatser mellem EU og USA skal fjernes.
- Gensidig anerkendelse af produktstandarder skal ikke sætte Europas standarder over styr på hverken sundheds-, data- eller det sociale område.
- Gennemsigtigheden i forhandlingerne skal styrkes for både borgerne og Europa-Parlamentet.

 7. Retspolitik
- Der oprettes en kommissærpost med ansvar for Charteret for Grundlæggende Rettigheder og menneskerettigheder.
- Forslaget om et anti-diskriminationsdirektiv fastholdes.
- Samarbejdet på det retslige område i EU styrkes.

 8. Migration
- Der skabes en fælles asylpolitik.
- Der skal udvikles en ny politik for ”lovlig migration” for at håndtere manglen på uddannet arbejdskraft i EU inden for specifikke sektorer.
- Samarbejdet med tredjelande om immigrationsspørgsmål skal forbedres.
- En EU-kommissær får særligt ansvar for migration.
- EU’s indsats ved Unionens ydre grænser forstærkes.

 9. Udenrigspolitik
- EU's udenrigschef og dennes samarbejde med de andre EU-kommissærer forstærkes.
- Optagelsesforhandlinger med potentielle nye EU-lande fortsætter, men der bliver ingen udvidelser i antallet af EU-lande de næste fem år.

10. Demokrati
- EU-Kommissionen vil fremsætte et forslag om en aftale med Europa-Parlamentet og Rådet om at skabe et obligatorisk lobbyregister, der dækker alle tre institutioner.
- GMO-området skal til gennemsyn for at styrke medlemslandenes bestemmelse på området.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00