Sådan får du goodwill på din politiske konto

KLUMME: Politik handler om mere end holdninger, flid og talent. Det handler om personlig evne til at vinde sympati hos andre. Evnen til at give og modtage personlig kapital, skriver Altingets udgiver, Rasmus Nielsen.

Klar, parat?! Måske møder man en person på gangen lige om lidt, der kan udveksles personlig kapital med.
Klar, parat?! Måske møder man en person på gangen lige om lidt, der kan udveksles personlig kapital med.Foto: Waterfront
Rasmus Nielsen

"At have noget på bogen" er en talemåde for noget udefinerligt, men alligevel vigtigt. Dette, der fører til, at nogen tilgives, mens andre dømmes. I den offentlige mening.

I politik gælder det i særdeleshed om at have noget goodwill på sin personlige konto, fordi håndværket kan være så udsat og ubamhjertigt. Hvordan får man så det?

Det er noget, man helst skal have et naturligt talent for. Så opbygges den personlige kapital dag for dag. Helt af sig selv. Hvis man så en dag kommer i uføre – fortjent eller mindre fortjent – tærer det på kontoen. Men man er forhåbentlig fortsat i politisk og personligt plus på den anden side af kontotrækket.

Jeg har gennem årene på Christiansborg ofte tænkt over forholdet mellem politikernes personlige adfærd og størrelsen på deres personlige goodwill-konto. Undret mig over, at nogle kommer mere galt afsted i den offentlige standret end andre for så at sige den samme "forseelse".

Personlig tilstedeværelse og opmærksomhed er nok det enkle middel, der scorer højest på mellemregningen mellem politikere indbyrdes og i deres kontakt med medier, bagland og aktører.

Christiansborgs lange gange er et studie i disciplinen "få noget på bogen". Man kan gå ind i den ene ende af f.eks. gangen på anden sal og se en person komme til syne 75 meter oppe i den anden ende. Måske er der ikke andre på gangen lige i situationen. Hvordan håndterer man så mødet i de tre-fire sekunder, man om et halvt minut passerer hinanden?

Jeg lærte selv øvelsen for fuld skrue i 90'erne, da jeg arbejdede på Borgen for alle TV 2-regionerne, for derved var alle politikere uanset valgkreds vigtige kilder, der skulle plejes, nurses og sættes point ind hos. Hver skulle behandles forskelligt. Men alle havde brug for lidt opmærksomhed. Det er almenmenneskeligt.

Generelt er politikere et udadvendt og kontaktbart folkefærd, og de fleste folkevalgte har en umiddelbart tiltalende tilgang til andre mennesker. Alligevel er der store forskelle. Nogle kan snige sig langs væggene i årevis, uden at man rigtig finder ud af, hvem de er. Andre kan blive nyvalgte, og ugen efter ved man alt om, hvem de er. Man har talt sig dus.

Det er den lille bemærkning i køen i kantinen eller ved kopimaskinen, på gangene eller på parkeringspladsen, der gør det. F.eks. hvis en politiker har læst ens artikel, eller man har set hende på News eller hørt ham i Radioavisen i morges. Ikke søbe i og overøse med komplimenter, men et lille anerkendende ord og nik. Så udløser det indsatser på kontoen. Give and take.

De bedste politikere kan variere sig, så de i særlig grad opsparer bonus. Receptionsgængeri er med statsgaranti ren opbygning af personlig kapital. Den, der holder fødselsdag eller fejrer et jubilæum, har sit hjerte åbent dér ved indgangen til Fællessalen, og selv om man som gæst bare er én i køen og får fem sekunders ordveksling fremme ved hovedpersonen, opbygger der sig relationer og sympati. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er blandt de bedste receptions-partier. De viser ligefrem, at de elsker enhver anledning til fest. Men hvor er SF og Enhedslisten?

Uden for gangene sker der også hver eneste time indsætning af personlig kapital. Tag nu DI's topmøde i ugens løb. Ledende politikere, toperhvervsfolk og organisationsledere minglede med hinanden. Der blev sat ind hos hinanden. Eller ubevidst trukket fra, hvis man var fraværende. Enten fysisk eller mentalt.

Eller tag vigtige hjul i det politiske Danmark som tænketanke og public affairs-bureauer.

Forleden holdt Primetime åbningsreception i en solbeskinnet gård på Nørrebro. Selv Helle Thorning-Schmidt var kommet hjem fra London. Værterne var imødekommende og nærværende. Masser af gammelkendte og spændende nye ansigter. Det gav goodwill.

Så tag tænketanken Cepos. Den har i en årrække eksempelvis kørt et onsdagsnetværk, hvor 40-50 venner af huset møder op. Direktøren Martin Ågerup er en synlig vært og ordstyrer, i sig selv godt for hans personlige brand. 

På en time afvikles seks-syv aktuelle indlæg af personligheder med noget på hjerte, herunder gerne en eller to af husets egne eksperter. Ågerup styrer med timeglas, at sekunderne ikke løber fra det stærkt tidskuraterede arrangement. Allerede over rundstykkerne forinden – morgenmad på frivillig basis, naturligvis – kan man netværke og sætte kapital ind på andres bøger og forhåbentlig selv få lidt goodwill med hjem.

Gid, alle tænketanke var åbne med sådanne netværk. Vi kom gerne. 

Blandt bureauerne har Lead Agency sit såkaldte "Morgenritual" i kontorerne i en anden gård på Nørrebro, næste gang med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Lige han er nok så gammel i gårde, at han har på sin konto, hvad han skal ha'. Men blik for nye på vej kan han altid bruge.

Vi selv på Altinget og Mandag Morgen er naturligvis også optagede af at være blandt the good guys i den politiske klasse. Vi holder gerne frie morgenmøder for abonnenter, hvor de over et stykke morgenbrød kan møde en aktuel politiker. Senere var det bogaktuelle Per Stig Møller (K), der lod sig interviewe af chefredaktør Jakob Nielsen. Personlige point til dem begge blandt de fremmødte.

Politik handler om ideologi, om håndværk, om resultater, om genvalg. Og et vigtigt middel til alt dette er personligt talent, flid og integritet. Men altså også det helt væsentlige, men udefinerlige: at have noget på bogen. Ens personlige kapital. Den, der formår i det daglige at få skaffet sig lidt crowdfunding fra nær og fjern, kan om ikke gå på vandet så dog i særlig grad begå sig på Christiansborgs gange.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)

0:000:00