Sådan fordeles mandaterne

Af Søren Risbjerg Thomsen,
Professor, Altinget.dk's valgekspert

De fleste har nok en forestilling om, at den nye ændrede valglov, der træder i kraft i 2007, ligesom den gamle, er ganske retfærdig forstået sådan, at hvis et parti ved et folketingsvalg for eksempel får en fjerdedel af stemmerne, så får partiets også omtrent en fjerdedel af pladserne i Folketinget.

Det forudsætter naturligvis, at man opfatter det som særlig retfærdigt, at fordelingen af mandater på partier i Folketinget i høj grad svarer til fordelingen af stemmerne på partierne ved folketingsvalget. Dette proportionalitetsprincip er dog ikke helt konsekvent gennemført i valgloven. Som vi skal se, foretrækker man undertiden andre fordelingsprincipper. Vi ser i det følgende bort fra, at fire af folketingets 179 mandater går til Færøerne og Grønland, og koncentrerer os om, hvordan de resterende 175 mandater fordeles på partier og geografiske områder.

Spærregrænsen på to procent
Et eksempel på brud med den rene proportionalitet mellem stemmer og mandater er spærregrænsen på to procent. Der er ifølge valgloven grænser for, hvor små partier man vil acceptere, så selvom et lille parti får stemmer svarende til et mandat, er det ikke sikkert, at partiet også kommer i Folketinget.

Dette forhindres nemlig normalt ved reglen om, at man skal have mindst to procent af stemmerne, svarende til 3-4 mandater, for overhovedet af få andel i mandaterne. I Danmark er man i øvrigt mere large over for de små partier, end man er i de fleste andre lande. For eksempel har Norge og Sverige en spærregrænse på 4 procent, og i Tyskland er spærregrænsen på hele 5 procent af stemmerne.

Kredsmandat som smuthul nr. 1
Selvom et parti får under to procent af stemmerne, er der alligevel en lille chance for at komme i Folketinget. Det skyldes to smuthuller, hvor det ene kun har været brugt en sjælden gang, mens det andet aldrig har været brugt i praksis. Det første smuthul handler om de såkaldte kredsmandater, hvoraf der er 135. Kan man bare vinde et enkelt kredsmandat, så er man i Folketinget, hvilket også gælder for de få enegængere, der bare opstiller for sig selv, dvs. ikke for noget parti.

Disse kredsmandater er forlods fordelt på landets 10 storkredse efter et sindrigt system, hvor man både tager hensyn til, hvor mange vælgere og hvor stor en del af befolkningen, der bor i storkredsen, samt hvor mange kvadratkilometer storkredsen udgør. Ikke fordi spædbørn og kvadratkilometer kan stemme, men man har ligesom fundet det rimeligt, at en særlig stor befolkningsandel under valgretsalderen på 18 år samt tyndt befolkede egne må give ret til en lille fordel ud over, hvad antallet af vælgere berettiger til. Det er også efter den samme filosofi, at vælgerne på det isoleret beliggende Bornholm forlods er sikret to kredsmandater, skønt de efter det netop omtalte system kun står til at få et enkelt kredsmandat.

De nye storkredse
Kortet viser, hvordan de 10 nye storkredse ser ud. De repræsenterer en afgørende ændring i forhold til de gamle 17 valgkredse, der bestod af de 14 amter samt de tre storkredse i København og Frederiksberg. Med de nye større valgkredse bliver der formentlig mere konkurrence om stemmerne. Det er nemlig sådan, at selvom en kandidat formelt set opstiller i en mindre opstillingskreds inden for storkredsen, så har alle vælgerne i hele storkredsen mulighed for at stemme på vedkommende.

Dette kan så komme til at betyde, at de få meget kendte politikere indkasserer et meget stort antal personlige stemmer fra overalt i storkredsen, mens de mere ydmyge kandidater må slås om smulerne. Dette kan så igen betyde, at når de politiske stjerner har fået deres guldrandede adgangsbilletter, er det ret så tilfældigt, hvem der i øvrigt bliver valgt ind for partiet. Der er endvidere meget der tyder på, at kändisser kan være så store stemmemagneter, at de kan trække flere stemmer til deres parti, end partiet ellers ville have fået. Eksempler fra sidste valg i 2005 var den konservative Connie Hedegaard i Københavns Amt og Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil i Østre Storkreds, som formentlig trak flere stemmer til deres partier, end de ellers ville have fået, hvis de to damer ikke havde stillet op. Med de nye storkredse kan disse tendenser på godt og ondt blive yderligere forstærket.

Kredsmandater og divisor-metoder
Men hvordan vinder man et kredsmandat? Her begynder det at blive indviklet, for det er ikke bare sådan, at hvis et parti får en tredjedel af stemmerne i en storkreds, hvor der er tre kredsmandater, så får partiet automatisk det ene af kredsmandaterne. Man anvender i stedet en såkaldt divisor-metode, som i praksis giver omtrent det samme resultat. Men kun omtrent. Der bruges flere forskellige divisor-metoder i valgloven, og man er nødt til at forstå, hvordan divisor-metoderne fungerer for at forstå de finere nuancer i valgloven.

Eksempel på anvendelse af en divisor-metode
Hvordan man beregner kredsmandater ved hjælp af divisor-metoden, kan forklares med et tænkt eksempel. Lad os antage, at der kun opstiller to partier, A og B, i en storkreds, og A får 30.000 stemmer, mens B får 20.000 stemmer, og der kun er tre mandater i alt til uddeling. Det første, man så gør, er, at dividere hvert partis stemmer med en række af divisorer, så man får en række af kvotienter. For beregning af kredsmandater er divisorerne 1, 2, 3, osv. Det vil sige, at A får kvotienterne 30.000, 15.000, 10.000 osv., mens B får kvotienterne 20.000, 10.000, 6667, osv. Det er herefter kvotienternes størrelse, der afgør, i hvilken rækkefølge de tre mandater uddeles. Det vil altså sige, at A får det første mandat for den største kvotient på 30.000, B får det andet mandat for den næststørste kvotient på 20.000, og A får det tredje og sidste mandat for den tredjestørste kvotient på 15.000. Altså to mandater til A og et mandat til B. Hvis der havde været fire mandater i alt, var man kommet i noget af en kattepine, fordi den fjerdestørste kvotient er på 10.000, og sådan en har begge partier. Ifølge valgloven skulle der så trækkes lod om hvem, der skulle have det fjerde mandat, selvom man vel egentlig skulle synes, at det var B's tur til at få det næste mandat, da de to partier ikke har så forskelligt antal stemmer.

Forskellige divisor-metoder
Store partier har således en lille fordel ved divisorerne 1, 2, 3 osv. Metoden kaldes også for d'Hondts metode efter opfinderen. Der er enighed om, at den mest retfærdige divisormetode er Sainte-Laguës metode, hvor man i stedet bruger divisorerne 1, 3, 5, osv. Den blev da også i 1953 foreslået som metode for tildeling af kredsmandater. Man syntes dog, at det så var lidt for nemt for helt små partier at komme i Folketinget bare med et enkelt kredsmandat, så i stedet enedes man, efter svensk forbillede, om at sætte den første divisor til 1,4 i stedet for 1, men i øvrigt beholde de øvrige divisorer 3, 5, 7, osv. Denne metode kaldes for "den modificerede Sainte-Laguë metode". Den blev anvendt lige til sidste folketingsvalg i 2005 til beregning af kredsmandater, og det var vel egentlig også tanken, at den skulle bruges i den nye valglov. Da man imidlertid begyndte at regne på, hvordan tidligere folketingsvalg ville være faldet ud med den nye kredsinddeling, viste det sig, at man ikke altid fik de samme resultater i mandater. For eksempel ville Enhedslisten være kommet i Folketinget allerede i 1990, og forudsætningen om, at den nye valglov skulle være politisk neutral, var dermed ikke overholdt. Nu var gode råd dyre, men det viste sig imidlertid, at hvis man i stedet anvendte d'Hondts metode til at beregne kredsmandaterne, kunne man fuldstændigt genskabe de gamle mandatresultater med den ny kredsinddeling. Man ændrede altså metoden til beregning af kredsmandater til d'Hondts metode for at være politisk neutral.

De nye landsdele
Nu ved vi, hvordan man beregner kredsmandater inden for de enkelte storkredse. Dermed kan man også forklare det andet smuthul, hvormed små partier kan krybe under spærregrænsen på to procent. Det kræver dog også, at man ved, hvordan man inddeler Danmark i tre landsdele. Tidligere var det København-Frederiksberg, Øerne og Jylland, men med de nye storkredse er det Hovedstaden (Storkreds 1-4), Sjælland-Syddanmark (Storkreds 5-7) og Midtjylland-Nordjylland (Storkreds 8-10).

Smuthul nr. 2
Tankegangen bag smuthul nr. 2 er, at det på en måde er uretfærdigt, hvis et lille parti i hele to af de tre landsdele kan skrabe lige så mange stemmer sammen, som et kredsmandat koster i landsdelen, og så alligevel bliver snydt for at komme i Folketinget. På valgnatten sidder de travle embedsmænd i indenrigsministeriet derfor og regner ud præcist, hvor mange stemmer et kredsmandat i gennemsnit koster i hver landsdel, og hvis et lille parti i to af de tre landsdele har fået flere stemmer end dette tal, er man stadig med i spillet om mandaterne. Ganske vist er reglen om de to landsdele aldrig blevet anvendt i virkelighedens verden, men CD var da tæt på at kunne udnytte den ved folketingsvalget i 2001.

Ideel fordeling af tillægsmandater på partier
Vi kommer nu til den runde, hvor de 40 tillægsmandater skal fordeles på de partier, som ikke er blevet udelukket på grund af spærrereglerne. Det overordnede princip er her, at det gælder om at komme så tæt som muligt på den ideale situation, at alle de mandater, hvert parti får, både kredsmandater og tillægsmandater, er proportional med det antal stemmer, hvert parti har fået i hele landet. Dette antal mandater beregnes ved hjælp af en metode, der hedder største brøks metode. Med denne metode beregner man først, hvor meget et mandat bør koste, ved at tage samtlige afgivne stemmer på partierne og dele dette tal med det samlede antal mandater, som er 175. Herved fremkommer det såkaldte fordelingstal (som er forhøjet til det nærmeste heltal). De enkelte partiers stemmer deles derefter med dette fordelingstal, hvorved fremkommer et helt antal mandater plus en brøk. Partierne får ideelt set lige så mange mandater som dette heltal plus yderligere et mandat, hvis brøken er over en vis størrelse. Denne størrelse sættes således, at samtlige tildelte mandater er lig med 175.

Afvigelse fra ideel fordeling
Det eneste, der kan ødelægge dette ideal, er, hvis et parti allerede har fået flere kredsmandater, end der tilkommer partiet ud fra reglen om proportionalitet. Da man ikke kan tage vundne kredsmandater fra nogen, vælger man i denne situation at lade partiet beholde alle sine kredsmandater og derefter fordele de tilbageblevne mandater på de øvrige partier med de førnævnte beregninger med fordelingstal osv.

Geografisk fordeling af tillægsmandater
Nu ved vi altså hvor mange mandater hvert parti skal have. Herfra trækker vi det antal kredsmandater, de enkelte partier allerede har fået, og tilbage er det antal tillægsmandater, om nogen, hvert parti skal have. Tilbage står så bare at bestemme, i hvilke storkredse partierne skal have deres tillægsmandater. Det lyder måske som en overkommelig opgave, men det er noget kringlet. Læsere som synes, at nu ved de nok om valgloven kan gå videre til konklusionen, men dem, der gerne vil forstå de helt præcise beregninger, må lide lidt endnu.

Kort fortalt om tillægsmandater
Kort fortalt fordeles tillægsmandaterne således, at det enkelte partis samlede antal mandater er nogenlunde proportionalt fordelt på landsdele, mens man ved fordeling af partiets mandater på storkredse forfordeler de storkredse, hvor partiet står svagest. Samtidig er det samlede antal mandater fordelt mellem landsdelene efter det samme princip, som kredsmandaterne er fordelt mellem storkredsene, hvor man tager hensyn til både befolkning, antal vælgere og kvadratkilometer. Når man har fået fastlagt de samlede antal mandater i hver landsdel, beregnes antal tillægsmandater i hver landsdel som det samlede antal mandater minus antal kredsmandater. Derved bliver tillægsmandaterne - lige som kredsmandaterne - generelt set lidt billigere i stemmer i landsdele, hvor der er relativt mange under valgretsalderen, eller hvor der er lav befolkningstæthed.

Fordelingen af partiernes tillægsmandater på landsdele
Partiernes mandater fordeles på landsdele efter den proportionalt set mest retfærdige divisor-metode, nemlig Sainte-Laguës metode (divisorer 1, 3, 5, osv.). Dvs. at man for hvert parti inden for hver landsdel beregner en række kvotienter med de nævnte divisorer. Derefter fjerner man lige så mange af de højeste kvotienter, som partiet har fået kredsmandater inden for landsdelen. Tillægsmandaterne fordeles nu efter de tilbageblevne kvotienter på tværs af både partier og landsdele, dog således at en kvotient springes over, hvis et parti eller en landsdel har nået sit maksimale antal tillægsmandater.

Fordeling af partiernes tillægsmandater på storkredse
Til sidst fordeles partiernes mandater på storkredse. Denne gang anvender man divisorerne 1, 4, 7 osv. Det er en specielt dansk opfindelse, som forfordeler de storkredse, hvor et parti har fået relativt få stemmer. Dette gøres med henblik på at få partiets mandater spredt mere ud geografisk end partiets stemmer. For hvert parti inden for hver storkreds beregnes en række kvotienter med de nævnte divisorer. Derefter fjerner man lige så mange af de højeste kvotienter, som partiet har fået kredsmandater inden for storkredsen. Partiets tillægsmandater i en given landsdel fordeles nu efter de tilbageblevne kvotienter på tværs af storkredse inden for landsdelen. Det er især de små og mellemstore partier, der får relativt få kredsmandater og dermed relativ mange tillægsmandater, som på denne måde bliver spredt mere ud geografisk end partiets stemmer.

Konklusion
Som vi har set er valglovens regler udtryk for bestemte bestræbelser på at fordele Folketingets mandater mellem partier og geografiske områder på en særlig måde. Bortset fra at man med spærregrænsen på to procent samt med metoden for fordelingen af kredsmandater inden for den enkelte storkreds søger at forhindre helt små partier i at komme ind i Folketinget, så søger man for landet som helhed ved hjælp af tillægsmandaterne at fordele mandaterne proportionalt med stemmerne på de øvrige partier. Ser man derefter på den geografiske fordeling af partiernes mandater, søger man som regel at undgå den rene proportionalitet. Der gives således en lille fordel til områder med relativt mange under valgretsalderen eller områder med lav befolkningstæthed. Endvidere betyder reglerne for tildeling af tillægsmandater, at især de små og mellemstore partier får deres mandater spredt mere ud geografisk end deres stemmer.

Disse mekanismer er der ikke noget nyt i. Det afgørende nye med den nye valglov er de færre og større valgkredse, som formentlig vil betyde større konkurrence mellem partiernes kandidater om at tiltrække personlige stemmer og måske ad denne vej sikre flere stemmer til eget parti. Dette kan også komme til at betyde, at det bliver vanskeligere at lave prognoser for den geografiske fordeling af partiernes stemmer.

Denne artikel blev bragt første gang i 2006 i forbindelse med ikrafttrædenen af valgkredsreformen.