Sådan står partierne lige nu: Tre grafer tager temperaturen på dansk politik

Den første Epinion-måling efter sommerferien viser en styrket position for såvel Socialdemokratiet som Mette Frederiksen personligt. Derimod går Dansk Folkeparti tilbage efter flere måneders fremgang. 

Mette Frederiksen er helt uden sammenligning den partileder, flest foretrækker som statsminister, viser ny Epinion-måling. Her peger 24 procent på Mette Frederiksen, mens Moderaternes Lars Løkke Rasmussen som nærmeste konkurrent støttes af ti procent. Kun fire procent peger på Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
Mette Frederiksen er helt uden sammenligning den partileder, flest foretrækker som statsminister, viser ny Epinion-måling. Her peger 24 procent på Mette Frederiksen, mens Moderaternes Lars Løkke Rasmussen som nærmeste konkurrent støttes af ti procent. Kun fire procent peger på Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik HolsteinSebastian Vidkjær Stone

 

Socialdemokraterne vinder noget af det tabte land tilbage

Der er meget langt hjem for Socialdemokratiet, men i det mindste går det nu den rigtige vej.

Det er status ved den første måling foretaget af Epinion for Altinget og DR efter sommerferien, hvor statsministerpartiet går fem mandater frem sammenlignet med seneste katastrofale måling fra juni. 

Om tallene

Målingerne er lavet af Epinion for Altinget og DR.

Det politiske indeks, der viser, hvordan partierne står, er udarbejdet på baggrund af i alt 2.209 gennemførte interview med danskere på 18 år og derover, hvoraf 1.754 (79 procent) har afgivet et partivalg.

Undersøgelsen er udført som henholdsvis telefoninterviews og webinterviews via onlinepanel 14.-23. august 2023.

Den maksimale stikprøveusikkerhed på de samlede resultater er +/- 2,5 procentpoint.

Undersøgelsen af hvor godt Mette Frederiksen klarer sig er udarbejdet på baggrund af i alt 1.056 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover.

Undersøgelsen er gennemført af Epinion som en webbaseret panelundersøgelse i perioden 14.-23. august 2023.

Dengang stod Socialdemokratiet til at miste hele 13 af de 50 mandater partiet fik ved folketingsvalget, nu er det tab reduceret til otte mandater.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er for alvor stemplet ind i dansk politik igen, efter der hele forsommeren var usikkerhed om hendes fremtid, fordi hun blev anset som en favoritterne til generalsekretærposten i Nato.

Samtidig har statsministeren forsøgt at sætte en mere positiv dagsorden end den kriseretorik, SVM-regeringen blev dannet på, og regeringens opprioritering af erhvervsskolerne ses som et vigtigt aftryk fra socialdemokraterne. 

Læs også

Det har altsammen også smittet af på Mette Frederiksens personlige popularitet, der nu nærmer sig et mere normalt niveau efter bundskraberen i marts måned, hvor kun 32 procent syntes hun klarede sig godt som statsminister. Målingen kom lige oven i striden om store bededag. Det tal er nu steget til 42 procent, og selvom det stadig ikke er prangende, er det dog en betydelig forbedring.

Mette Frederiksen er helt uden sammenligning den partileder, flest foretrækker som statsminister: Her peger 24 procent på Mette Frederiksen, mens Moderaternes Lars Løkke Rasmussen som nærmeste konkurrent støttes af ti procent. Kun fire procent peger på Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

Nedtur for Dansk Folkeparti

Epinion-måligen er derimod trist læsning for Dansk Folkeparti, der efter en periode med fremgang, nu igen bevæger sig den forkerte vej.

Efter Dansk Folkepartis ringe valgresultat kun lige over spærregrænsen på to procent, var DF i juni støt og roligt kravlet op på 4,8 procent, men i målingen her efter sommerferien er halvdelen af den fremgang sat over styr: Dansk Folkeparti er nu nede på 3,4 procent.

DF-formand Morten Messerschmidt har ellers markeret sig flittigt i den ophedede diskussion om et forbud mod koranafbrændinger, men selvom Messerchmidt her kan tone rent flag, har det åbenbart ikke gavnet DF. Der er dog tale om små tal, og målingerne på DF har svinget en del på det seneste, så det er endnu for tidligt at sige, om tilbagegangen er en tendens eller en enlig svale.

Målingen viser også en lille tilbagegang som SF og LA, men begge partier har noget give af og står stadig langt over valgresultatet: LA står i målingen til 10,9 procent mod 7,9 ved valget, mens SF får imponerende 12,3 procent mod 8,3 ved valget.

 

Regeringen stadig langt fra flertal

Samlet set går regeringsblokken seks mandater frem siden målingen i juni, udover de fem socialdemokratiske mandater, vinder Moderaterne et enkelt mandat.

Derimod står Venstre bomstille på kun 17 mandater, som er seks mandater dårligere end det i forvejen elendige valgresultat.

SVM-regeringen står nu samlet til 72 mandater, milevidt fra det flertal de tre partier lige akkurat kunne mønstre ved valget. 

 
Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00