Samuelsen: DF må bøje sig i den økonomiske politik

INTERVIEW: Efter et valg må DF bøje sig i den økonomiske politik, lyder det fra Liberals Alliances Anders Samuelsen, som til gengæld er parat til at give DF markant indflydelse på udlændingepolitikken. Den var alligevel for slap under VKO, mener han.
”Vi skal have minusvækst i den offentlige sektor, og det kommer vi også til at få,” lyder det selvsikkert fra Anders Samuelsen.
”Vi skal have minusvækst i den offentlige sektor, og det kommer vi også til at få,” lyder det selvsikkert fra Anders Samuelsen.Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Anders Jerking

Vi mener, at der på mange måder blev ført en for slap udlændingpolitik under VK, fordi man ikke fik lukket for kasserne.

Anders Samuelsen (LA)
Partileder
Fakta

Liberal Alliance holder lørdag landsmøde i København. 

På landsmødet vil der bl.a. være taler af Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll og EP-spidskandidat Christina Egelund.

Løkke bliver statsminister. DF får aftryk på udlændinge- og retspolitik, mens Liberal Alliance skal svinge taktstokken i den økonomiske politik. 

Sådan ser rollefordelingen ud efter et valg, hvis man spørger Liberal Alliance formand, Anders Samuelsen.

”DF skal have noget på dets mærkesager, og vi skal have noget på vores,” siger Samuelsen, der sammen med resten af Liberal Alliance holder landsmøde på lørdag.

Alle meningsmålinger peger på en blå sejr ved næste folketingsvalg, men selv om både DF, LA og Konservative vil pege på Løkke som statsminister, så er det åbenlyst, at der er store forskelle internt i den blå blok. Ikke mindst i den økonomiske politik.

Alligevel er Samuelsen optimistisk.

”Det er et spørgsmål om at finde en arbejdsdeling mellem Dansk Folkeparti på den ene side og os på den anden side,” siger han.

Samuelsen regner med, at DF vil fokusere på mærkesager som udlændingepolitik, retspolitik og ældre, mens Liberal Alliance vil have fokus på fire emner: Lavere skat, vækst, større frihed og en mere effektiv offentlig sektor.

”Når ældre- og udlændingepolitikken så også er vigtige områder for os, så tror jeg godt, at vi kan samarbejde.”

Strid om offentlig vækst
Et af slagsmålene efter et valg vil handle om væksten i det offentlige forbrug, hvor LA vil spare, mens DF vil hæve det offentlige forbrug. For nylig proklamerede Kristian Thulesen Dahl selvsikkert, at Løkke efter et valg må opgive sin 0-vækst og komme DF i møde. 

Men sådan kommer det ikke til at gå, mener Samuelsen.

”Det er mere sandsynligt, at Thulesen Dahl kommer til at give sig på den økonomiske politik. Hvis der er brug for vores mandater, så er det her, at vi skal betales, så enkelt er det,” siger Samuelsen og fortsætter:

”Vi skal have minusvækst i den offentlige sektor, og det kommer vi også til at få.”

Han pointerer, at besparelserne i den offentlige sektor kan findes andre steder end hos de såkaldte varme hænder.

”Man kan spare på ulandshjælpen, ligesom jeg tror, at jeg kan overbevise DF om, at der er brug for færre bureaukrater. DF vil være pragmatisk,” siger han.

Nok er ikke længere nok
Liberal Alliance rejste sig som bekendt af ruinerne fra Khader-Seeberg-Samuelsens projekt Ny Alliance, som i sommeren 2007 var hotteste politisk mode under anti-DF-sloganet 'Nok er nok'. I dag er tonerne anderledes. Samuelsen har ingen kvababbelser over et blåt samarbejde, hvor DF får stor indflydelse på udlændinge-politikken.

”Vi mener, at der på mange måder blev ført en for slap udlændingpolitik under VK, fordi man ikke fik lukket for kasserne,” siger Samuelsen.

Og det er netop det økonomiske spor, som LA vil forfølge på udlændingeområdet.

”Forskellen på DF og os er, at de fokuserer på symbolpolitik som grænsebomme og svinekød i daginstitutioner. Vi fokuserer på økonomiske grænsebomme. Dem, som kommer hertil, skal kunne klare sig selv og ikke ligge samfundet til last. Det er mere effektivt.”

Så du ser ingen problemer i samarbejdet med DF på udlændinge-området?

”Nej. Vi er som udgangspunkt et globalt orienteret parti, som tror på, at vi har brug for stærke udlændinge. Men man kan ikke få alt efter et valg, så Lars Løkke må finde ud af, hvor langt han vil gå på udlændingeområdet,” siger Samuelsen og fortsætter:

”Vi skal til gengæld betales på den økonomiske politik og på frihedsdagsordenen. Vi er pragmatiske på nogle felter, men meget kontante på andre.”

Kunsten at være støtteparti
Rollen som parlamentarisk grundlag er i de seneste år blevet spillet med yderst forskellige virkemidler. DF var stabil stok og støtte for Fogh, mens Enhedslisten snarere har ageret vild rodeo-tyr. 

Anders Samuelsen har allerede gjort sig klart, hvordan LA ønsker at være støtteparti.

”Det er ret enklet. Vi kommer til at lægge stemmer til nogle ting, som vi ikke bryder os om, men til gengæld får vi betaling på vores fire mærkesager,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen, som får alt. Den farlige situation opstår, når vælgerne ikke ved, hvad man går efter, og hvad de kan forvente.”

I Anders Samuelsens optik skal Liberal Alliance indtage samme rolle, som han mener, at Radikale gjorde under Nyrup.

”Dengang forlangte Radikale nogle ting, som Socialdemokraterne ikke var så glade for, men som de vidste var nødvendige. S kunne så bruge Radikale som en undskylding. På samme måde er det med Thulesen Dahl og Lars Løkke. De ved godt, at vi har ret i den økonomiske politik, men det kan de ikke sige af hensyn til deres vælgere. Men så kan de bruge os som undskyldning for at gennemføre det.”

Gensyn med VKO
Alle disse forestillinger om et muligt samarbejde mellem LA og DF forudsætter, at LA's stemmer bliver de afgørende. Sådan betyder det imidlertig ikke at gå. 

Selvom Liberal Alliance siden valget har ligget stabilt på omkring fem procent af stemmerne, så er DF vokset så markant, at der i denne måneds Risbjergs-snit er et rent VKO-flertal. Et sådant scenarium vil Samuelsen i den kommende valgkamp advare imod.

”Så bliver det ligesom i 00'erne, hvor der ikke kommer til at ske noget på det økonomiske område. Jeg tror, at der er mange borgerlige vælgere, som gerne vil undgå en ny VKO-situation, men så må de jo give LA de afgørende mandater.” 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)









0:000:00