Satspulje-hul skaber problemer for regeringen

PENGEMANGEL: Regeringen lægger i sit regeringsprogram op til at bruge 100 af satspuljens 300 millioner til en satsning på civilsamfundet i det sociale arbejde. Men det stiller blandt andet R sig tvivlende over for.
Foto: Colourbox.com
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Civilsamfundet og de frivillige organisationer udgør en vigtig del af den sociale indsats i Danmark. Jeg vil derfor udarbejde en strategi, som styrker inddragelsen af civilsamfundet i den sociale indsats, og drøfte det med satspuljepartierne til efterårets forhandlinger.

Benedikte Kiær (K)
Socialminister
Fakta

Det står der i regeringsprogrammet (februar 2010) om satsningen:

Styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i det sociale arbejde.

Det frivillige Danmark har store ressourcer. Dem skal vi bruge mere målrettet og offensivt. Regeringen vil derfor udarbejde en strategi for systematisk inddragelse af civilsamfundet og kvalificerede frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier. Strategien skal blandt andet identificere områder, hvor brug af frivillige og private kan styrke den sociale indsats. Det kan fx være i forhold til at opsøge personer og familier, som er i fare for eller har mistet tilknytning til samfundet eller i forhold til at etablere og drive tilbud målrettet sårbare grupper. Regeringen vil afsætte 100 mio. kr. i 2011 fra satspuljen til en styrket inddragelse af frivillige organisationer. Hvis erfaringerne med ordningen viser sig at være gode, vil regeringen løbende øge bevillingen i de følgende år.

Det faktum, at satspuljen bliver ca. 700 millioner kroner mindre end sidste år, er på vej til at skabe problemer med finansieringen af et af regeringens udspil.

I regeringsprogrammet fra februar lægger regeringen op til at bruge 100 mio. på projekter, der øger civilsamfundets og de frivilliges indsats på det sociale område.

"Det frivillige Danmark har store ressourcer. Dem skal vi bruge mere målrettet og offensivt. Regeringen vil derfor udarbejde en strategi for systematisk inddragelse af civilsamfundet og kvalificerede frivillige organisationer i arbejdet med socialt udsatte personer og familier," hedder det i regeringsprogrammet, hvor der også står, at regeringen vil hente pengene fra satspuljen. De 100 millioner svarer til 30 procent af alle pengene i satspuljen for 2011, hvor der i 2010 var en lille milliard til rådighed.

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten plejer at være med i satspuljeforliget og er dermed med til at bestemme fordelingen af pengene fra statspuljen.

R: Skeptisk over regeringens planer
Og hos De Radikale er man langtfra overbevist om, at en tredjedel af hele satspuljen, der udover det sociale område også skal dække psykiatri og sundhedsområdet, skal gå til denne satsning.

"Jeg ville ikke sætte mine penge på, at vi kan finde 100 millioner til den satsning," siger socialordfører Anne Marie Geisler Andersen med henvisning til, at der er ualmindeligt lavt lavvande i satspuljekassen.

Hun understreger, at hun ikke endnu har overblik over, hvilke satspuljeprojekter der løber tør for penge i 2011. Og hun skal først have læst de evalueringer, som er blevet lavet af projekterne, inden partiet tager endeligt stilling.

"Jeg kan dog se, at projekter til for eksempel spiseforstyrrede og børn af misbrugere står til at løbe tør for midler. Uden at lægge mig fast på noget, så vil jeg dog synes, det ville være svært at lade de projekter lukke ned blot for at starte noget andet op," siger Anne Marie Geisler Andersen.

DF: Der er andre muligheder end satspuljen
SF's socialordfører, Özlem Sara Cekic, vil ikke be- eller afkræfte, at der kan findes 100 millioner til regeringens planer på dette område.

"Jeg vil ikke starte forhandlinger op i medierne. Men det er klart, at der er alt for få penge i satspuljen i forhold til de mange vigtige projekter, der er," siger Özlem Sara Cekic.

Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, er positiv overfor regeringens forslag om støtte til civilsamfundet og frivillige organisationer.

Han er dog også opmærksom på, at satspuljen på grund af den lave lønudvikling i samfundet er mindre end de forgående år.

"Nu vil vi først komme med vores eget finanslovsudspil, hvor vi også har udspil, der skal komme det sociale område til gavn. Sociale tiltag kan også finansieres direkte på finansloven," siger Martin Henriksen, der understreger, at partiet helst så satspuljen afskaffet, og at de sociale indsatser blev finansieret direkte via finansloven.

V: Der er mange penge på området
Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby, vil endnu ikke udtale sig om, hvordan satsningen på civilsamfundet til 100 millioner kroner skal finansieres.

"Nu kommer vi med et stort frivillighedsudspil senere på året, hvor vi også kommer ind på finansieringen," siger Ellen Trane Nørby.

I regeringens finanslovsforslag er der afsat en reserve i 2011 på 1,5 mia., til blandt andet politiet, kræftområdet og det sociale område. Vil I hente penge herfra til satsningen på frivillige og civilsamfundet?

"Der er mange penge til det sociale område, som du peger på. Men om pengene kommer herfra, kan jeg ikke sige noget om endnu," siger Ellen Trane Nørby.

Socialminister: Tradition for fælles fodslag
Socialminister Benedikte Kiær (K) ser gode muligheder for at få de andre partiers opbakning til satsningen.

"Civilsamfundet og de frivillige organisationer udgør en vigtig del af den sociale indsats i Danmark. Jeg vil derfor udarbejde en strategi, som styrker inddragelsen af civilsamfundet i den sociale indsats og drøfte det med satspuljepartierne til efterårets forhandlinger. Der er en lang og god tradition for, at satspuljepartierne i fællesskab sætter fokus på, hvordan man inddrager de ressourcer, der ligger i den frivillige indsats," skriver Benedikte Kiær i en mail til Altinget.dk. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Marie Geisler Andersen

Byrådsmedlem (R), Esbjerg Kommune, regionsrådsmedlem, (R) Region Syddanmark, medlem, KL’s Socialudvalg, Danske Regioners Løn og praksisudvalg
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2012), humanistisk international basisuddannelse (RUC 2004)

Ellen Trane Nørby

Fhv. minister & MF 2007-22 (V), byrådsmedlem, Sønderborg
cand.mag. i kunsthistorie (Københavns Uni. 2005)

Benedikte Kiær

Borgmester (K), Helsingør Kommune, regionsrådsmedlem (K), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00