Transportminister vil udbyde mere af togdriften

TOG: Svendborgbanen og strækningen mellem Vejle og Struer skal være en del af et kommende genudbud af regional togtrafik, lyder det fra transportministeren. LA glæder sig. Radikale er skeptisk.

Hjalte T. H. Kragesteen

Udbuddet af togdriften i Midt- og Vestjylland er gået så godt, at transportministeren nu lægger op til at udvide udbuddet med flere strækninger.

”Det er Trafik- og Byggestyrelsens anbefaling, at det nuværende udbud i Midt- og Vestjylland udvides,” sagde transportminister Hans Christian Schmidt (V) på et samråd i Transportudvalget tirsdag.

Siden 2003 har en række midt- og vestjyske strækninger været udbudt til private aktører. Det har i alle år været Arriva, som har stået for betjeningen. Transportministeren lagde under samrådet op til, at det kommende udbud også vil indeholde strækningen fra Struer til Vejle og strækningen fra Odense til Svendborg. Begge strækninger er i dag betjent af DSB.

Dermed vil al statslig togtrafik på regionalbaner vest for Storebælt kunne samles i én udbudspakke, lød det fra ministeren.

Jeg ser det som et godt første skridt mod at få udbudt al togtrafikken i Danmark.

Villum Christensen (LA)
Transportordfører

Det vil både være billigere for statskassen og gavne passagerne:

”En udvidelse af udbuddet vil medføre en samlet rejsetidsbesparelse på godt 20.000 timer om året for de rejsende i regional- og fjerntogtrafikken set under et,” sagde Hans Christian Schmidt.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Transportminister Hans Christian Schmidt (V). Foto: Jens Honoré

Kritik af DSB
Trafikken i Midt- og Vestjylland er udbudt frem til 2020, og derfor vil et nyt udvidet udbud gælde fra 2020. Sådan en proces tager tid, da der både skal udarbejdes udbudsmateriale, gives tid til at vurdere indkomne bud, og så skal operatørerne have god tid til at få fat i materiel, oprette organisation og etablere værksteder.

Ministeren fortalte også, at man er i fuld gang med de grundige forberedelser.

”Passagererne har ikke brug for eksperimenter, og en ansvarlig udvidelse af udbuddet kræver, at vi tænker os grundigt om,” sagde Hans Christian Schmidt.

DSB er på det seneste blevet voldsomt kritiseret for ikke at kunne overholde kravene fra den trafikkontrakt, man indgik med staten i 2015. Blandt andet har håndteringen af Svendborgbanen udløst stor kritik.

Transportministeren er også med i det utilfredse kor:

”Man har strammet køreplanen alt for meget, når man ved, at signalanlæg er fra 1912, og at IC4 og IC2 er forfærdelige. DSB har også selv sagt, at man har været alt for optimistisk i den kontrakt, man har indgået,” sagde Hans Christian Schmidt.

LA glæder sig
Liberal Alliances transportordfører Villum Christensen glæder sig over ministerens kurs.

”Jeg ser det som et godt første skridt mod at få udbudt al togtrafikken i Danmark," siger han.

Han fortæller også, at Liberal Alliance har taget spørgsmålet om yderligere udbud på jernbanen med til finansministeren.

”Det er med på vores ønskeseddel til finanslovforhandlingerne. Det er jo noget, som kan bruges til at spare penge,” siger Villum Christensen.

Han peger på, at Rigsrevisionen har vurderet, at udbuddet i Midt- og Vestjylland har medført store effektiviseringsgevinster. Og at både Produktivitetskommissionen og de økonomiske vismænd har anbefalet mere udbud.

Radikal skepsis
Under samrådet påpegede Radikales transportordfører Andreas Steenberg, at udvidelsen af udbuddet vil have en negativ konsekvens: At der ikke længere vil være direkte forbindelse mellem Struer og København.

”Det vil blive andenrangsbaner, hvor man ikke kan køre hele vejen til København mere. Så jeg er lidt ked af, hvis Venstre virkelig vil droppe direkte forbindelser fra København til Herning, Holstebro og så videre,” sagde Andreas Steenberg.

Han pegede også på, at Arriva har døjet med mange aflysninger i september, fordi der mangler personale.

”Så det er klart, at man kan spare mange penge, hvis man får noget, der er dårligere,” sagde Andreas Steenberg.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Steenberg

Public affairs executive, Systematic, fhv. MF og politisk ordfører (R)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2011)

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

Villum Christensen

Viceborgmester (LA), Slagelse Kommune
cand.phil. (Københavns Uni. 1980), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981), MPM (Syddansk Uni. 2005)

0:000:00