Udtrykket discountdiplomati er blevet en fast del af ordforrådet, når talen falder på Udenrigsministeriet.

Men mens derouten for det klassiske diplomati synes åbenlys, så er det langt mindre belyst, hvad der har ført til Udenrigsministeriets storhedsfald.

Det sætter en ny analyse fra seniorforsker Louise Riis Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) nu spot på.

“Jeg synes, at der manglede nogle mellemregninger i debatten om, at Udenrigsministeriet er blevet discountet. Så det er et forsøg på at komme med en forklaring på, hvorfor deres position er svækket,” siger DIIS-forskeren, der har skrevet artiklen til tidsskriftet Økonomi og Politik i anledning af Udenrigsministeriets 250-års jubilæum.

Der var små tegn på, at de (den forrige regering, red.) ville opprioritere det udenrigspolitiske, og det kunne man godt have forventet ville fortsætte under en socialdemokratisk regering, men det er indtil videre ikke rigtig sket. Der har måske snarere været et tilbageslag på den front.

Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

Svækkelsen betyder, at Udenrigsministeriet i dag mangler både faglig og politisk gennemslagskraft til for alvor at være en drivende kraft i politikudvikling og prioriteringsdiskussioner hos skiftende regeringer. Og at ministeriet gennem årene har mistet både autonomi og indflydelse på Slotsholmen, lyder det fra Louise Riis Andersen.

Men når analysen konkluderer, at “Udenrigsministeriet står svagt – måske svagere end nogensinde”, så handler det om mere end den gængse forklaring med faldende bevillinger.

Der er ikke rigtig nogen forventninger til, at Udenrigsministeriet skal lave klassisk udenrigspolitik, og det er svært at se, hvad forventningerne til ministeriet så er – andet end at holde det kørende.

Louise Riis Andersen
Seniorforsker, DIIS

Først og fremmest er udenrigspolitikken i samme periode røget ud i skyggen og er blevet afløst af et mere indadvendt dansk fokus. Men det handler også om uklare politiske forventninger og en internationalisering af centraladministrationen som helhed.

Ud i kulden 
Udenrigspolitik har i et eller andet omfang også altid handlet om indenrigspolitik, men alligevel skete der noget efter finanskrisen, som blev yderligere forstærket efter migrationskrisen.

Nu blev der ikke længere som i 1990’erne talt om at være foregangsland og om at “gøre en forskel” ude i verden, eller at Danmark skulle være en mellemstor magt som under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i nullerne, hvor det at gøre noget blev opfattet som synonym for at deltage i militære operationer.