SF og EL advarer imod samtalecirkus på jobcentrene

REFORM: Med beskæftigelsesreformen skal alle ledige til langt flere samtaler i jobcentret og a-kassen. SF og EL advarer om, at man er ved at afløse et aktiveringscirkus med et samtalecirkus. S og V afviser, at intentionen om en mere individuel indsats er i fare.

Foto: Vallensbæk Kommune
Jørgen Skadhede

SF og Enhedslisten advarer om, at regeringen og de borgerlige forligspartier med reformen af beskæftigelsesindsatsen er ved at indføre et samtalecirkus på landets jobcentre.

Med reformen bliver der skruet ned for aktiveringen, men til gengæld skal alle ledige til langt flere samtaler i jobcentret og a-kassen.

I dag skal de ledige til fem samtaler i løbet af det første halve års ledighed. Men når reformen træder i kraft til sommer, skal alle ledige til i alt ni samtaler det første halve år.

En hver måned på jobcentret samt tre samtaler i a-kassen i form af en indledende cv-samtale og senere to rådighedssamtaler.

Det strider jo fuldstændig imod reformens intention om, at de ledige skal behandles mere individuelt. Her behandler man alle arbejdsløse som om, at de var nogle varer, der blev produceret på en pølsefabrik.

Eigil Andersen (SF)
Arbejdsmarkedsordfører

”Det er vildt overdrevet. Det vil føre til et samtalecirkus, som er spild af tid for både de arbejdsløse og sagsbehandlerne. For at det skal give mening med samtaler, skal der jo være noget at snakke om. Med så mange samtaler vil der ofte ikke være meget at snakke om. Det vil bare handle om at sætte kryds i et skema,” siger arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF).

SF: Det strider imod intentionerne
”Det strider jo fuldstændig imod reformens intention om, at de ledige skal behandles mere individuelt. Her behandler man alle arbejdsløse som om, at de var nogle varer, der blev produceret på en pølsefabrik,” siger Eigil Andersen.

Han peger på, at både kommunerne og a-kasserne har været kritiske over for de mange samtaler i deres høringssvar til den reform, som Folketinget er i gang med at behandle, og som ventes vedtaget inden jul.

Kommunerne og a-kasserne kritiserer, at der ikke er mere fleksibilitet omkring samtalerne. At alle ledige skal have det samme antal samtaler og på et bestemt tidspunkt. De foretrækker, at man skelner mere mellem de ledige og bruger mest krudt på samtaler med dem, der har det største behov for hjælp til at finde et job.

”Vi ved, at mange ledige har rigtig gode chancer for at finde nyt job af selv i løbet af det første halve år. Hvorfor skal disse ledige slæbes igennem så mange samtaler. Man skal bruge ressourcerne på dem, der har det største behov for hjælp og ikke på at genere dem, der nok skal finde job af sig selv,” siger Eigil Andersen.

EL: Ingen kvalitet i samtalerne
Enhedslisten deler SF's bekymring.

”Der kan ikke blive tale om kvalitet, når man skal have et så stort antal samtaler. Jeg er enig med SF i, at meget af det, der kommer til at foregå, vil blive tomgangssnak. Aktiveringscirkusset bliver nu erstattet af et samtalecirkus. De mange samtaler er misbrug af arbejdskraften i a-kasserne og jobcentrene og medfører en urimelig belastning begge steder,” sagde arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl (EL), da lovforslaget blev førstebehandlet i sidste uge.

Især socialrådgiverne har været bekymret for indholdet i samtalerne, og hvorvidt der vil være ressourcer til at tilrettelægge dem med et individuelt og meningsfyldt indhold.

Minister: Samtalerne er afgørende
Men beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) afviser, at der vil blive tale om et samtalecirkus. Han betoner derimod, at de mange samtaler er afgørende for at få en mere målrettet og individuel indsats.

”Hvis vi skal leve op til den flotte intention om en mere målrettet og individuel tilgang, så gøres det altså kun, hvis man tager den arbejdsløse og vedkommendes situation alvorligt. Og det gør man altså kun, hvis man kommer tættere på vedkommende,” sagde Henrik Dam Kristensen under førstebehandlingen fra Folketingets talerstol.

”Det skal ikke være et samtalecirkus overhovedet, tværtimod. Det skal være målrettet i forhold til at komme tættere på den arbejdsløse og forstå, hvilke ønsker og mål der er. Få afklaret, hvad behovene er, og dermed få den individuelle indsats, som gør, at man bliver bragt tættere på at vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked,” sagde Henrik Dam Kristensen.

I forhold til det lovforslag, som blev sendt i høring lige efter sommerferien, så er der ikke ændret på antallet samtaler for de ledige. Den eneste lille indrømmelse fra forligspartierne har været, at a-kasserne ikke nødvendigvis skal være til stede med en repræsentant ved den første fællessamtale i jobcenteret.

V: Vi står ved reformen
Og intet tyder på, at der er øvrige ændringer på vej vedrørende de mange nye samtaler, som er et centralt element i reformen.

”Vi står ved den reform, vi har lavet sammen med regeringen. Det centrale er, at al forskning viser, at samtaler er det redskab, der virker bedst, når det drejer sig om at få ledige i job hurtigst muligt,” siger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V).

Men ryger intentionen om en mere individuel indsats ikke i vasken, når alle skal igennem det samme antal samtaler?

”Nej, det mener jeg ikke. For det handler jo om individuelle samtaler, hvor samtalerne ikke er ens. Der vil være større krav til indholdet af samtalerne. Og jeg synes altså ikke, det er et stort krav at stille med én månedlig samtale i jobcentret. Så er der tyve andre hverdage i løbet af måneden, hvor man kan søge job,” siger Hans Andersen.

Han påpeger, at samtalerne ikke er spild af ressourcer, men derimod samlet set sparer penge ifølge de økonomiske beregninger bag reformen.

Det skyldes en forudsætning om, at de ledige i gennemsnit vil komme i job lidt hurtigere, når der bliver skruet op for antallet af samtaler, og dermed bliver der tale om en samlet besparelse.

Koch-udvalget anbefalede flere samtaler
Samtalerne er både billige og har potentielt en god beskæftigelseseffekt, påpegede Koch-udvalget, da de sidste vinter kom med deres anbefalinger til reformen.

”Det er rigtigt, at mange ledige selv finder et nyt job. Men hele pointen er, at hvis vi bare kan hjælpe dem til at finde arbejde bare nogle få dage hurtigere, så er der ganske meget beskæftigelse og penge at hente i det. Det er en billig og potentielt meget effektiv måde at forkorte ledighedsperioden på,” sagde Per Kongshøj Madsen, professor ved Aalborg Universitet, til Altinget, da Koch-udvalget præsenterede deres anbefalinger.

Hos Liberal Alliance er man principielt imod alt, hvad der lugter af bureaukrati. Men de mange nye samtaler på jobcentrene kan godt forsvares, mener Liberal Alliance, der ellers i lighed med SF og Enhedslisten ikke er med i forliget.

”Samtalerne er en klar forbedring i forhold til tidligere med en masse kurser. Samtalerne er væsentligt billigere, og de har rent faktisk en positiv beskæftigelseseffekt. Men det er klart, at når man trækker et fælles system ned over alle mennesker, så vil nogle opfatte det som et samtalecirkus. Det kan man ikke undgå,” siger arbejdsmarkedsordfører Joachim B. Olsen (LA).

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

Eigil Andersen

journalist (DJH 1976)

Hans Andersen

MF (V), byrådsmedlem (V), Frederikssund Kommune, kommitteret for Hjemmeværnet
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i København 2000)

0:000:00