SF-spindoktor fratræder efter barselsopgør

SPIN: Holger K. Nielsens særlige rådgiver Thomas Brahm stopper efter kritik fra Socialdemokraterne. Brahm havde over for pressen dokumenteret, hvordan ledende socialdemokrater har skiftet mening om øremærket barsel til mænd.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) kæmpede hårdt for at fastholde regeringsgrundlagets målsætning om øremærket barsel til mænd. Men hans spindoktor kom til at blotte sig og må nu fratræde.
Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) kæmpede hårdt for at fastholde regeringsgrundlagets målsætning om øremærket barsel til mænd. Men hans spindoktor kom til at blotte sig og må nu fratræde. Foto: ft.dk
Erik Holstein

Det hårde politiske opgør mellem S og SF om øremærket barsel til mænd har nu kostet sit første offer. Det er skatteminister Holger K. Nielsens (SF) særlige rådgiver Thomas Brahm, der fratræder sin stilling som følge af sin rolle i sagen.

Fredag afslørede dagbladet Jyllands-Posten, at Thomas Brahm havde sendt en mail om sagen til pressen: Af mailen fremgik det klart, hvordan ledende socialdemokrater som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er vendt på en tallerken i forhold til mandebarsel.

Brahms mail kom i kølvandet på det benhårde opgør om sagen. Her er SF-ledelsen særdeles utilfreds med, at Socialdemokraterne gennemtrumfede, at man fraveg regeringsgrundlagets målsætning på dette område.

Undtagelsesvis gik SF i offensiven og markerede klart, at partiet havde kæmpet til sidste blodsdråbe for det forslag, alle tre regeringspartier tidligere havde tilsluttet sig.

Alle spinner mod alle
Det er ikke i sig selv usædvanligt, at særlige rådgivere fra forskellige regeringspartier spinner mod hinanden. Det så man også i VK-regeringens tid.

I den nuværende SRSF-regering har man principielt en aftale om, at man ikke spinner mod de andre regeringspartier. Det gør alle naturligvis alligevel, men det er i sagens natur katastrofalt for den særlige rådgiver, hvis det kommer åbent frem. 

Der var derfor ingen diskussion om, at Thomas Brahm var tvunget til at tage konsekvensen og fratræde, da Jyllands-Posten valgte at afsløre ham.

Thomas Brahm nåede at sidde på posten i mindre end et år. Tidligere arbejdede han i SF's pressetjeneste.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00