SFU-formand: Vores vigtigste opgave er at få de unge frem

UNG POLITIK: Danmark skal være et samfund, hvor man kan stole på og have tillid til hinanden. Det fortæller SF Ungdoms formand, Jacob Klivager Vestergaard, i dette interview med 15-årige Jakob Terp-Hansen.

Foto: Privatfoto

Af Jakob Terp-Hansen

26-årige Jacob Klivager Vestergaard har siden foråret været formand for SF Ungdom. I dette interview, skrevet af 15-årige Jakob Terp-Hansen, fortæller han om sit syn på fællesskabet, økonomi og omfordeling.

Hvordan kom du ind i politik?

”Jeg meldte mig ind i SFU i 2012, men det startede nok, da jeg var mindre og voksede op i et ghettoområde. Jeg har kunnet se den uretfærdighed, der har været i samfundet, og det har nok været min drivkraft til at gå ind i politik, og det er i SF og SFU, at jeg føler, at den kamp blev bedst taget.”

Nu er du jo blevet formand. Hvad er jeres vigtigste opgave som ungdomsparti?

"Vores vigtigste opgave er at få de unge frem. At vi har nogle kampe at kæmpe for særligt unge mennesker, som egentlig ikke er særligt godt repræsenteret på den politiske dagsorden. Og det på trods af, hvor stor en del af befolkningen de unge faktisk udgør. At kæmpe de unges kampe og vise, at vi unge også har en stemme, er noget, jeg tror rigtig meget på.”

Hvad er så din vigtigste vision for Danmark?

"Vi skal have et samfund, hvor vi kan stole på hinanden og have tillid til hinanden og et samfund, hvor vi tager hånd om hinanden og har et fællesskab. Jeg tror helt klart, at fællesskabet er det vigtigste, vi i Danmark kan lægge vægt på i de kommende år. Har vi et godt fællesskab, har vi som regel også et godt land at leve i."

Økonomi
Hvad er en økonomis vigtigste opgave i din optik?

"Jeg er helt klart på, at vi skal have mere omfordeling. Vi skal selvfølgelig leve godt alle sammen, men det kræver, at vi omfordeler fra dem, der har mest, til dem, der har mindst. Alle skal have mulighed for at få sig det liv, man gerne vil. Det har man ikke nødvendigvis, hvis man er vokset op under svære kår. Statistikker for almindelige ungdomsuddannelser viser, at af 25-årige fra de fattigste ti procent er det 60 procent, der får sig en uddannelse, mens det for de rigeste ti procent er omkring 95 procent. Så hvis vi gerne vil trække landet fremad, så må vi omfordele fra den ene til den anden ende af skalaen.”

Og hvordan skal vi så gøre det?

”Jeg tror, det er vigtigt, at vi har nogle gode skatter herhjemme, hvor man får omfordelt fra de rige og alle virksomhedsejerne til den nederste del af samfundet. Det kunne man for eksempel gøre ved en formuebeskatning, en højere virksomhedsbeskatning, højere topskat, indførsel af millionærskat. Noget af det vigtigste er, at vi får beskattet finansindkomster, hvor vi kan se, at der er nogle helt klare problemer i, at der kommer kriser for hele befolkningen, og der kommer for meget spekulation. Så jeg kunne godt tænke mig en skat på spekulation.”

I forhold til millionærskatten, frygter du så ikke, at det vil sende et dårligt signal til de mennesker, der vil starte en virksomhed op for eksempel?

”Nej, det tror jeg faktisk ikke, det gør. Det er vigtigt at fastholde, at millionærskatten er for alt, hvad der bliver tjent over en million kroner, så man sætter en højere skat på. Det vil bare være en ny progressiv skat, som kan beskatte de allerrigeste i Danmark.”

Uddannelse
Hvad er et uddannelsessystems vigtigste opgave for dig?

”Det er at få folk til at blive klogere. For mig handler det om, at vi får skolesystem, der allerede fra børnehaveklassen begynder at uddanne folk til at kunne blive det, de gerne vil. Jeg vil gerne have flere universitetsuddannede, men det vigtigste for mig er, at folk får mulighed for at gøre det, de gerne vil. Få struktureret et skolesystem, så alle kan blive det, de gerne vil.”

Jacob Klivager Vestergaard mener også, at man skal afskaffe karakterkrav, der ifølge ham skaber ulighed:

”Jeg mener, at det skaber en ulighed i forhold til de uddannelser, man vil ind på. Selvom man ikke nødvendigvis har afsluttet en sindssyg god 9. klasse, kan man godt blive rigtig god inden for det felt, man er motiveret for. Det handler mere om motivation for at starte, end det handler om, hvor meget du har presset dig selv i løbet af folkeskolen. Står det til mig, skal den karakter, som du får i gymnasiet, ikke være afgørende for, hvilken uddannelse du kan komme ind på.”

Jeg tænker bare, at hvis man skal videre fra skolen til gymnasiet eller fra gymnasiet til en given uddannelse, er man så ikke også nødt til at have nogle krav for at sikre, at der er en vis grad af fagligt niveau?

”Spørgsmålet er, om det niveau er defineret af en bestemt karakter – det tror jeg ikke nødvendigvis, det er. Jeg tror, det er mere afgørende, at vi får nogle, der er motiverede inden for det felt, de gerne vil arbejde med, end at man har presset sig selv gennem folkeskolen,” siger Jacob Klivager Vestergaard.

Dokumentation

Navn: Jacob Klivager Vestergaard

Alder: 26 år

Uddannelse: Kandidatgrad i politik og administration fra Aalborg Universitet, og han er folketingskandidat i Aalborg Vest.

Største bedrift: At få indført gratis psykologhjælp rundt om i landet, særligt i Aalborg, hvor jeg var aktiv. I samme kommune har vi også fået lærepladsklausuler. Det har været med til, at flere har fået en læreplads.

Største udfordring: Jeg syntes, det var en meget svær og udfordrende periode, da SF var ved at træde ud af regeringen. Der var en masse ting, man skulle stå til ansvar for, og det synes jeg i sidste ende var svært at skulle.

Idol: Villy Søvndal eller Bernie Sanders.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00