SIND: Forbud mod knive på botilbud – løsning eller symptombehandling?

DEBAT: Ulovlige knive hører ingen steder hjemme - heller ikke på botilbud, men skal vi virkelig også forbyde almindeligt bestik og køkkenknive? Det spørger Knud Kristensen, landsformand for SIND, om og roser, at Mai Mercado ikke umiddelbart accepterer et generelt knivforbud.

Af Knud Kristensen 
Landsformand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed

I dagspressen har vi i den seneste tid kunnet læse, at socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), har talt for, at der skal indføres et forbud mod, at man – når man har en psykisk lidelse og er anbragt på et botilbud – må have knive på værelserne/i boligerne.

Det er glædeligt, at Mai Mercado (K) ikke umiddelbart ser ud til at ville acceptere et generelt knivforbud for alle beboere på alle landets bosteder.

SIND repræsenterer borgere med psykiske lidelser og deres pårørende. Derfor er vi naturligvis også optaget af at forbedre sikkerheden på botilbud.

I den forbindelse er vi også indstillet på, at vi kan/skal drøfte problemerne med de mange knive, der tilsyneladende findes hos nogle beboere i sociale botilbud. Ulovlige våben – herunder ulovlige knive – må naturligvis ikke findes på botilbud, på samme måde som de heller ikke må findes i mit eller andres hjem.

Men skal vi også forbyde beboere på botilbud at have almindelige køkken- og bordknive? Og skal et forbud gælde alle beboere på alle botilbud? Eller skal det kun gælde visse borgere, der har et kendt voldeligt reaktionsmønster?

Det fremgår ikke af presseomtalen, hvordan socialborgmesteren forestiller sig et forbud udformet, men der er grund til at mane til forsigtighed. Umiddelbart er der flere spørgsmål end løsninger i omløb i debatten.

Kun symptombehandling
For det første skal de mange mennesker med en psykisk lidelse ikke undgælde for, at der er nogle få, der tænkes at kunne være til fare for medbeboere og personalet. For det andet vil et knivforbud formentlig vanskeligt kunne håndhæves i praksis, da beboerne jo færdes frit og til enhver tid bare kan gå ud og købe en ny køkkenkniv.

For det tredje, skal der tages hensyn til borgernes retssikkerhed, når deres frihed indskrænkes.

For det fjerde er et forbud med knive kun symptombehandling.

Man skal huske på, at ingen – heller ikke mennesker med en psykisk lidelse – er født farlige. Langt de fleste bliver heller aldrig farlige. Nogle få gør, og det er som oftest et resultat af, at man ikke har fået den hjælp og behandling, som man har brug for.

I SIND ser vi derfor hellere, at man forbedrer indsatsen i forhold til de mennesker, der er i fare for at blive farlige.

Vi skal primært forbedre indsatsen
En forbedring af den behandlingsmæssige indsats kombineret med et systematisk arbejde med konfliktforebyggelse vil – i kombination med et tæt samarbejde med hospitalspsykiatrien, så beboere kan blive indlagt, når der er behov for det – formentlig kunne tage en stor del af episoderne i opløbet.

Botilbuddene Orion i Hillerød og Tuestenhuse i Tilst ved Aarhus er eksempler på, at en systematisk tryghedsskabende og forebyggende indsats skaber resultater. Begge steder har svært syge beboere, som for manges vedkommende har et samtidigt misbrug.

Alligevel har de stort set aldrig alvorlige tilfælde af vold og trusler.

Det er altså dokumenteret, at det kan lade sig gøre. Det kan godt være, at det koster lidt mere end det allerbilligste tilbud, men det virker. Til gavn og glæde for både beboere og medarbejdere.

I SIND er vi derfor tilhængere af, at vi primært koncentrerer os om at forbedre indsatsen. Gør vi det konsekvent, så får vi nok også løst kniv-problemerne for de få, der stadig i perioder har brug for at blive beskyttet mod at skade sig selv eller andre.

Forrige artikel Kunstfond: Scenekunst er en lukket fest for den hvide middelklasse Kunstfond: Scenekunst er en lukket fest for den hvide middelklasse Næste artikel Socialrådgiverne: Mai Mercado må knuse skadelig socialpolitisk myte Socialrådgiverne: Mai Mercado må knuse skadelig socialpolitisk myte
  • Anmeld

    I.R.Bertelsen · Pens. leder af støttecenter på skole

    ?Flugtveje, fikseringer og knivforbud?

    Vi mennesker er nok skruet sådan sammen, at det, vi ikke kan se eller ikke forstår, det skaber angst og usikkerhed. Et usynligt - et psykisk handicap - kan være meget svært at forholde sig til.
    Det er rigtigt godt, at debatten foregår, for den kan være medvirkende til en afmystificering af mangt og meget.
    Derfor er det befriende, at Knus Kristensen fra SIND så velovervejet og tydeligt forklarer og tager til genmæle.
    Lad os få noget mere viden, indsigt - og dermed forståelse og tryghed.
    Kniv-forbud og flugtveje? Selvfølgelig skal man tænke sig om i boligen - på bostedet. Og det gør man da forhåbentligt, - ligesom vi selv gør i vores eget hjem.
    Flugtvejene sørger brandmyndighederne forhåbentligt for, - og farlige redskaber ligger forhåbentligt ikke fristende fremme? Sådan lidt sarkastisk kan man vel indvende, at vores hænder i sig selv også kan være farlige, hvis man bliver ophidse
    I 1970érne besøgte jeg en vokseninstitution for udviklingshæmmede. På en af mandsafdelingerne gik et par unge mænd med et bredt læderbælte stramt om livet, hvortil deres hænder var fikseret: LÅST fast. I et andet lokale lå en ung mand fikseret døgnet rundt. DE syn glemmer jeg aldrig.
    Medarbejderne fandt det nødvendigt og helt i orden. Det samme gjorde ledelsen?? De fåtallige. medarbejdere var venlige og rare mennesker, men de var absolut uuddannede og var slet ikke fagligt klædt på til opgaven. For dem var fikseringerne nødløsninger i afmagt for at få dagligdagen til blot nogenlunde at hænge sammen. Og det er heldigvis fortid.
    Eller er det?
    Er vi på vej tilbage pga besparelser på personaleressourcerne og fordi man af sparehensyn ikke sørger for vedligeholdelse og vedholdende opgradering af personalernes uddannelse og kompetencer?
    At arbejde med mennesker med usynlige handicaps kræver styrke og gå-på-mod. Det er spændende og udfordrende - og er MEGET givende hver gang man kan løfte armene og sige:"Yes ! Det lykkedes. "
    Men for at man kan fastholde sin arbejdsglæde og sit gå-på-mod, så skal styrken findes i, at man som medarbejder får TILBUDT kurser og efteruddannelse indenfor de områder, der er nærliggende aktuelle. Eksempelvis i forbindelse med ny viden indenfor fagområdet, konflikthåndtering og magtanvendelse.
    Sådan er det da på en hver arbejdsplads.
    I stedet for at foranstalte mærkværdige flugtruter og knivforbud, så håber jeg, at man fra politisk hold i kommuner, regioner og i ministerierne vil spørge (og lytte til) de mange organisationer indenfor handicapområdet: "Hvad skal der til, for at det bliver så godt og menneskeværdigt som muligt for de svækkede borgere?"
    - Og derefter skal der selvfølgelig sættes handling på den nye viden.