Debat

Skaarup: Skærpet straf for vold mod fængselsbetjente

DEBAT: I regeringens respektpakke stiger straffen med en tredjedel, når man angriber personer i offentligt embede. Det er den rigtige vej at gå, men straffen bør sættes yderligere op, skriver Peter Skaarup (DF).

Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Skaarup (DF)
Formand for Retsudvalget

Et velfungerende samfund er først og fremmest karakteriseret ved tillid til hinanden og ikke mindst til autoriteter.

Når man sammenligner med andre landes befolkninger, er vi danskere meget tillidsfulde, hvilket blandt andet er skabt i kraft af en stærk medborgerskabskultur.

Denne stærke sociale tillid reducerer omkostningerne til kontrol og overvågning og er derfor helt essentiel for den velstand, vi har opbygget igennem generationer. Forudsætningen for at bevare den gensidige tillid er stærke normer med positive sanktioner og et samtidigt fokus på lov og orden. Vores frihedsværdier og sociale tillid udmøntes netop af lov og orden. Det er derfor helt afgørende, at respekten for den lovgivende, udøvende og dømmende magt bevares.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Endnu hårdere straf for vold mod betjente
Det er derfor stærkt bekymrende, når vi i stigende grad oplever, hvordan eksempelvis fængselsbetjente trues og overfaldes. I årets seks første måneder er det sket 274 gange, at danske fængselsbetjente er blevet truet eller på anden vis udsat for vold. Det er en stigning på 34 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Det er nødvendigt, at vi indskærper over for gerningsmændene, at vi på ingen måde tolererer deres aggressive adfærd. De kriminelle skal hverken bestemme i eller uden for fængslerne. Regeringens respektpakke, hvor straffen stiger med en tredjedel, når man angriber personer i offentligt embede, bør derfor sættes yderligere op.

Kun ved at sætte de fornødne ressourcer ind og slå hårdt ned på urostiftere kan vi genskabe respekten omkring myndighedspersoner.

Peter Skaarup (DF)
Formand Retsudvalget

Åben for mere fængselspersonale 
Vores fællesskab er afhængigt af, at vi passer godt på dem, der passer på os. Det må aldrig være sådan, at man skal frygte for sig selv og sin familie, blot fordi man iført en uniform og varetager et bærende samfundshverv.

Ud over strengere sanktionsmuligheder er vi således også nødt til at se på, hvordan vi ellers kan forhindre disse ubehagelige overfald. I sagen fra Nyborg Statsfængsel, hvor en fængselsbetjent blev skudt, er der ifølge fængselsbetjentenes formand, Kim Østerbye, angiveligt tale om en banderelateret konflikt, hvor der er erklæret krig mod fængselsbetjentene. Vi må derfor være åbne for, om løsningen kan være mere fængselspersonale, så der alt andet lige bliver skabt større tryghed for den enkelte fængselsbetjent og sendt et afskrækkende signal til potentielle overfaldsmænd.

Kun ved at sætte de fornødne ressourcer ind og slå hårdt ned på urostiftere kan vi genskabe respekten omkring myndighedspersoner, hvilket er essentielt i kampen for et trygt Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

0:000:00