Skat får hård kritik fra Statsrevisorerne

KRITIK: Statsrevisorerne påtaler på det skarpeste Skat og Skatteministeriets ”helt utilstrækkelige” risikostyring i forbindelse med refusion af udbytteskat. Statsrevisor-formand kalder sagen for den værste i sin mere end 24-årige karriere. 

Sagen om udbytteskat er den værste, som formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen, har set i sin 24,5 år lange karriere.
Sagen om udbytteskat er den værste, som formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen, har set i sin 24,5 år lange karriere.Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Cecilie Gormsen

Skat og Skatteministeriets tilsyn med refusion af udbytteskat har været helt utilstrækkeligt. Sådan lyder konklusionen fra Statsrevisorerne efter en ny redegørelse fra Rigsrevisionen.

I en bemærkning skriver Statsrevisorerne følgende:

”Statsrevisorerne må sammenfattende konstatere, at risikostyringen i SKAT og Skatteministeriet har været helt utilstrækkelig."

I august 2015 anmeldte Skat formodet svindel med refusion af udbytteskat for 6,2 milliarder kroner til Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Svindlen kan være foregået ved, at udenlandske formodede svindlere har fået refunderet udbytteskat ved at foregive at eje danske aktier, som der er betalt udbytteskat for.

Foto: Erik Refner/Scanpix

Siden den første anmeldelse har Skat anmeldt yderligere formodet svindel for 2,9 milliarder kroner, og mere svindel kan vise sig.

Både Skat og Skatteministeriet får kritik, og det er der en god grund til, fortæller Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF).

”Når man i ni tilfælde har fundet indikationer på, at der er store problemer omkring refusionen af udbytteskat over en lang årrække, må man sige, at det ikke er Skat alene, som sidder med ansvaret. Så har Skatteministeriet ikke varetaget sin tilsynsrolle tilfredsstillende,” siger han.

Værste sag i 24 år
Sagen får Statsrevisorerne til på det skarpeste at påtale, at ”SKAT har ført en helt utilstrækkelig kontrol med udbetalingerne af refusion af udbytteskat”, ligesom at Skatteministeriets tilsyn har været ”særdeles mangelfuldt”.

Formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), tøver ikke med at kalde sagen den værste, han har set som statsrevisor.

”Det har været - helt uden tøven - den værste sag, jeg har kendt i mine 24,5 år som statsrevisor,” siger Peder Larsen.

På Statsrevisorernes karakterskala for kritikniveau ligger onsdagens kritik på det næsthøjeste niveau. Men kritikken kunne faktisk ligeså godt have ligget på det allerhøjeste niveau, som hedder 'påtaler skarpt og henleder særligt Folketingets opmærksomhed på', fortæller Peder Larsen.

”Vi er af den opfattelse, at Folketinget er fuldt ud opmærksom på det her. Det behøver vi slet ikke at fortælle dem en gang mere. Så jeg vil mene, at vi er på det højeste niveau,” siger han.

Lauritzen: Alvorlig sag
I Skatteministeriet tager man kritikken alvorligt, og skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener, at man må lære af fejlene.

”Det er en lige dele sørgelig og alvorlig sag, og jeg er stadig dybt forarget over, at kriminelle har snydt SKAT og skatteborgerne på denne måde,” siger Karsten Lauritzen i en pressemeddelelse og fortsætter:

”Rigsrevisionen gengiver jo desværre de samme ærgerlige konklusioner, som vi allerede kender, og som vi kun kan tage til efterretning og lære af,” siger han og peger på, at regeringen af samme grund allerede i efteråret styrkede kontrollen og overvågningen af udbytteområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Larsen

Fhv. formand (SF) for Statsrevisorerne, revisor
merkonom (Aarhus Købmandsskole 1996), ba.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989)

0:000:00