Skatteminister er klar med redningsplan for Skat

SKAT: 1.000 nye medarbejdere og en ekstra milliardindsprøjtning er nogle af de tiltag, som skatteminister Karsten Lauritzen fredag ventes at præsentere.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Fredag klokken 13 præsenterer skatteminister Karsten Lauritzen (V) en redningsplan for Skat, der skal være med til at genoprette den skandaleramte styrelse.

Det oplyser Skatteministeriet.

Skat har de seneste år været ramt af en række skandalesager. Senest har Skat måttet opjustere det beløb, som er tabt på grund af svindel med udbytteskat, så det nu ligger på 12,3 milliarder kroner. Det begyndte for alvor i august sidste år, hvor Skat opdagede svindel i refusion af udbytteskat for 6,2 milliarder kroner. Det beløb blev i november hævet til 9,1 milliarder kroner, og i sidste uge blev der altså lagt yderligere et par milliarder oveni.

Læs også: Skatteminister: Rimeligt at kalde Skat en regulær krise

Derudover har Skat fået drøje hug for det millarddyre it-system EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem). I begyndelsen af september 2015 stoppede Skat den automatiserede inddrivelse af gæld via det udskældte EFI. Systemet havde angiveligt både glemt at opkræve gæld og opkrævet gæld, som egentlig var forældet. Samtidig var der også problemer med at opfylde krav om, at borgerne skulle høres, inden Skat opkrævede gæld.

Ifølge TV 2 lægger regeringen med sin nye plan op til at tilføre Skat syv milliarder kroner ekstra frem mod 2020. Det vil betyde, at der i 2020 vil være 1.000 flere medarbejdere i Skat end i dag. Hvis regeringen ikke havde gjort noget, ville der i 2020 have været 1.000 færre medarbejdere på skatteområdet.

I 2006 havde Skat over 9.000 ansatte, men siden er der blevet skåret 4.000 stillinger væk.

Nogle af pengene i den nye plan skal ifølge TV 2 også gå til nye it-systemer.

Dokumentation

Skats skandalesager

August 2015: I slutningen af august anmelder Skat skattesnyd for omkring 6,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet. Svindlen skal være sket i forbindelse med udbetaling af aktieudbytter.

Tilsyneladende har et større organiseret netværk af selskaber i udlandet søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Skatten for danske selskaber er på 27 procent, mens selskaber i udlandet ikke skal betale skat af udbyttet af deres aktier.

Der kan svindles, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat uden at have ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

September 2015: I begyndelsen af september stopper Skat den automatiserede inddrivelse af gæld via det udskældte it-system EFI (Et Fælles Inddrivelsessystem). Det sker på baggrund af en delrapport fra Kammeradvokaten.

Systemet har angiveligt både glemt at opkræve gæld og opkrævet gæld, som egentlig var forældet. Samtidig er der også problemer med at opfylde krav om, at borgerne skal høres, inden Skat opkræver gæld.

En rapport i september anbefaler helt at skrotte det milliarddyre EFI, fordi systemet rummer så mange fejl. Ifølge Berlingske har leverandørerne af EFI selv advaret om problemerne.

September 2015: Skats problemer fortsætter. I midten af september kritiserer Statsrevisorerne Skat for syvende år i træk. Konklusionen er, at forvaltningen fortsat sejler. Særligt det, at Skat ikke kan inddrive offentlige restancer, får kritik. Skats problemer med it-systemet EFI har medført stigende restancer, hvilket har kostet staten mindst 1,3 milliarder kroner.

Statsrevisorerne gentager samtidig bekymringen for, om Skatteministeriet har styr på ejendomsvurderingerne.

November 2015: Skat afdækker formodet svindel med udbytteskat for yderligere 2,9 milliarder kroner. Dermed løber den samlede svindel op i 9,1 milliarder kroner.

August 2016: Svindlen med udbytteskat skulle dog vise sig at blive endnu større. 23. august anmelder Skat yderligere svindel for 3,2 milliarder kroner til Bagmandspolitiet, hvormed den samlede svindel med udbytteskat kan opgøres til 12,3 milliarder kroner.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00