Slagsmål i Nye Borgerlige: Ny profil driver konkurrent til exit

KV17: Den tidligere K-profil Mette Thiesen har skabt røre med sin indmeldelse i Nye Borgerlige. Hendes spidskandidatur til kommunalvalget i Hillerød får nu byrådskollega Kim Hendry til at forlade partiet i protest.

Mette Thiesens indmeldelse i Nye Borgerlige har skabt uro i partiet. (Foto: Pressefoto/Nye Borgerlige)
Mette Thiesens indmeldelse i Nye Borgerlige har skabt uro i partiet. (Foto: Pressefoto/Nye Borgerlige)
Anders Redder

Det skabte glæde i Nye Borgerliges top, da Mette Thiesen i sidste uge vendte Konservative ryggen for i stedet at melde sig under fanerne hos liste D.

"En sand værdikriger," kaldte Pernille Vermund sit nye es, der siden sidste kommunalvalg har siddet i byrådet i Hillerød Kommune. 

Glæden over partiskiftet er dog knap så stor hos Nye Borgerliges nu tidligere spidskandidat i Hillerød, Kim Hendry, der torsdag aften forlod partiet efter kontroverser med lokalbestyrelsen og Mette Thiesen.

Det er kampen om spidskandidaturet til kommunalvalget i november, der ligger til grund for uroen i Nye Borgerlige.

"Nye Borgerlige har ubetinget peget på mig som spidskandidat, siden jeg meldte mig ind i partiet for fire måneder siden. Jeg har ofret tid og penge på at promovere mig som spids frem mod kommunalvalget, og fra den ene dag til den anden går bestyrelsen bag min ryg og siger, at de nu peger på Mette Thiesen i stedet," siger Kim Hendry, der efter en snak med bestyrelsen har afvist at være nummer to på partiets liste.

"Jeg føler mig forrådt og vil ikke være nummer to på den måde, og derfor har jeg meldt mig ud af partiet," siger Kim Hendry.

Thiesen: Sådan er politik
Over for Altinget kalder Mette Thiesen sagen for "ærgerlig", da annonceringen af hendes kandidatur ifølge hende er foregået efter den demokratiske drejebog.

"Kim er jo blevet valgt som spidskandidat på en generalforsamling uden nogen form for modstand. Lokalbestyrelsen har efter min indmeldelse besluttet, at medlemmerne ved et opstillingsmøde skulle have valget mellem to kandidater, men i stedet for at stille op og forsvare sin titel har Kim meldt sig ud," siger Mette Thiesen og fortæller, at hele lokalbestyrelsen står bag hendes ambitioner om at blive spidskandidat.

Kan du forstå, at Kim Hendry føler, at lokalbestyrelsen er gået bag ryggen på ham?

"Nej, for det er sådan her, politik foregår. Det er ganske normalt, at der er kamp om et spidskandidatur, og jeg er trist over, at Kim Hendry nu har forladt partiet," siger Mette Thiesen, der nu er Nye Borgerliges eneste kandidat til kommunalvalget i Hillerød.

"Hvis nogen fremtidige kandidater har lyst til at udfordre mig, skal de da også være velkomne til det. Men nu håber jeg da, at vi får ro på bagsmækken og samler et godt hold kandidater, så vi kan koncentrere os om at fortælle vælgerne om Nye Borgerliges politik frem mod valget," siger Mette Thiesen.

Ingen lokalpolitiske ambitioner
Kim Hendry, der i februar 2016 meldte sig ud af Liberal Alliance, er overbevist om, at lokalbestyrelsens opbakning til Mette Thiesen skyldes den tidligere K-profils landspolitiske ambitioner.

"Jeg kunne lugte lunten allerede i sidste uge. Hun vil intet lokalpolitisk her i Hillerød, og jeg er overbevist om, at hun vil bruge et sæde i byrådet som et springbræt til en karriere i Folketinget. Og det er også en af grundene til, at bestyrelsen ville have hende som spids i stedet for mig," siger Kim Hendry.

Ved sidste folketingsvalg forsøgte Mette Thiesen uden held at blive en del af den konservative partigruppe på Christiansborg. Hun afviser ikke, at et folketingskandidatur for Nye Borgerlige kan komme på tale ved næste valg.

"Det kan sagtens være, at jeg stiller op for Nye Borgerlige til folketingsvalget," siger hun.

"Men det er på ingen måde rigtigt, at jeg ikke har ambitioner på Hillerøds vegne. Jeg har siddet i byrådet siden 2013 og har knoklet for komme igennem med flere gode resultater her i kommunen. Så længe jeg sidder i byrådet, vil jeg tage min post her seriøst, ingen tvivl om det," siger Mette Thiesen.

Der er kommunalvalg i alle landets kommuner 21. november. Kim Hendry har endnu ikke besluttet, om han vil stille op under egen lokalliste eller melde sig ind i et andet parti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Hendry

Fhv. byrådsmedlem (UP), Hillerød Kommune
bilsælger

Mette Thiesen

MF (DF)
lærer (N. Zahles seminarium 2008)

0:000:00