Debat

Socialdemokrat: DF'er trækker nazikortet

REPLIK: Erik Høgh-Sørensens indlæg "Sig undskyld for samarbejdet med Hitler" mangler politisk substans og røber en ringe historisk indsigt, skriver Lars Weiss, formand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation.

Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Weiss
Formand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation

Egentlig ligger indlægget uden for modargumentets rækkevidde. Det er bragt 5. januar i Altinget, skrevet af folketingskandidat for Dansk Folkeparti, Erik Høgh-Sørensen, med en fortid som journalist ved Ritzaus Bureau, som i den daglige nyhedsstrøm anses for politisk neutral.

Her angriber han Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre for, hvad der kaldes samarbejdspolitikken under besættelsen. Det sker under overskriften ”Sig undskyld for samarbejdet med Hitler”. Med andre ord trækker Sørensen nazikortet over for de fire gamle partier, der har dybe rødder i det danske demokrati.

Manglende historisk indsigt 
Ud over at promovere indsenderens egen glemte bogudgivelse fra 2004 er indlægget blottet for politisk substans og røber ringe historisk indsigt.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Alligevel giver det anledning til at tage to emner op, som muligvis kan interessere:
1) Socialdemokratiets og fagbevægelsens bekæmpelse af nazismen i 30'erne og under besættelsen.
2) Det bemærkelsesværdige i, at en repræsentant for netop Dansk Folkeparti anklager andre partier for nazisympatier og dermed landsforræderisk virksomhed.

Socialdemokratiet først: En af modstandsbevægelsens helt store skikkelser, stifteren af den socialdemokratiske modstandsgruppe Ringen og senere medlem af Frihedsrådet, Frode Jakobsen, var i en menneskealder efter krigen et fremtrædende medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe og partiets repræsentant i talrige internationale fora.

At beskylde Dansk Folkeparti for nazisympatier og landsforrædderi på denne brogede baggrund ville være lige så plat, ahistorisk og uanalytisk som DF-kandidatens nazi-anklager mod de fire gamle partier.

Lars Weiss
Formand for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation

Det var han sideløbende med arbejdet som kommitteret i Hjemmeværnet, der blev oprettet i forlængelse af modstandskampen. Hvad der på bekvem afstand af krigen giver folketingskandidat Sørensen moralske anfægtelser på andres vegne, blev af Frode Jacobsen betragtet som socialdemokratiske værdier, som det var værd at kæmpe for med livet som indsats.

Allerede fra begyndelsen af 30'erne var Frode Jakobsen kurér til antinazistiske kredse i Berlin, og han var med til at sikre tyske socialdemokraters ophold i Danmark efter deres flugt fra Hitler-regimet.

Blandt dem den senere tyske forbundskansler Willy Brandt, som på vej til Norge fandt beskyttelse hos Socialdemokratiets (i dag ville man kalde ham) sangskriver, Oscar Hansen.

Omtrent samtidig, i 1933, skrev Socialdemokratiets chefideolog og senere undervisningsminister Hartvig Frisch klassikeren ”Pest over Europa”, som er et opgør med både nazismen og kommunismen.

To år senere, i 1935, oprettede Socialdemokratiet sammen med LO ”Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling”, den senere Arbejderbevægelsens Informations Central (AIC), hvis opgave var, som det fremgik af formålsparagraffen, ”at bekæmpe antidemokratiske tendenser på arbejdspladserne”, dvs. både nazismen og kommunismen.

Som naturlig konsekvens af den omfattende informationsvirksomhed var kælderen i LO's og Socialdemokratiets fælles hovedkvarter i Rosenørns Allé i København gennem krigen spækket med våben og ammunition til løbende fordeling blandt modstandsbevægelsens forskellige grupper.

På etagerne oven over sad blandt andre de to senere socialdemokratiske statsministre Hans Hedtoft og H.C. Hansen. Mange andre eksempler på S-modstanden under besættelsen kunne nævnes.

Det er forklarligt, at DF'eren Høgh-Sørensen har svært ved at skelne mellem den stærke socialdemokratiske modstandsindsats og det parlamentariske ansvar for at føre landet frelst gennem de fem forbandede år.

DF fraskriver sig ansvar 
Selvom Dansk Folkeparti efter afsløringen af partiets dobbeltspil med pamperi og muligt misbrug af millioner af kroner i EU, som partiet i årevis har anklaget for frås, ser ud til at blive reduceret ved næste valg, er DF i dag landets største borgerlige parti.

Alligevel undslår det sig ansvaret for deltagelsen i den borgerlige regering, selv i fredstid. Så er det nemmere at trække nazikortet mod partier, som påtog sig det utaknemmelige regeringsansvar i krigstid.

Det er velkendt, at Dansk Folkeparti hyppigt møder anklager for nazisme og fascisme, især fra fanatikere under gadedemonstrationer og på sociale medier. Det er også kendt, at flere ledende folk i partiet gennem årene har modtaget alvorlige racismedomme, blandt andre afdøde Jesper Langballe og Mogens Camre.

Retsafgørelserne er dog søgt ignoreret og bagatelliseret af partiet, som i andre tilfælde fører sig frem som vogteren over alle af lov og orden.

Vi ved også, at DF har tætte relationer til andre europæiske højrebevægelser og blandt andet er søsterparti til Sverigedemokraterne, hvis fortid stikker i nynazismen, specielt i Skåne. Det er også en historisk kendsgerning, at Dansk Folkeparti er udsprunget af Fremskridtspartiet, hvis stifter Mogens Glistrup i årevis blev dyrket af Pia Kjærsgaard og den nuværende DF-ledelse, dengang som ungdomspolitikere.

Glistrup modtog flere racismedomme og havde en helt speciel opfattelse af forsvarsviljen til fædrelandets beskyttelse. Han krævede forsvarsbudgettet fjernet fra finansloven og foreslog i stedet, at regeringen på båndoptager indtalte en besked på russisk. Det var meddelelsen om, at Danmark overgav sig tilføjet velkomsten til det sovjetiske kommunistregimes militær.

Men at beskylde Dansk Folkeparti for nazisympatier og landsforrædderi på denne brogede baggrund ville være lige så plat, ahistorisk og uanalytisk som DF-kandidatens nazi-anklager mod de fire gamle partier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Høgh-Sørensen

Byrådsmedlem (DF), Hjørring Kommune, journalist, forfatter, selvstændig
international politik, økonomi og journalistik (San Franscisco State University 1993)

Lars Weiss

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune
økonom (Københavns Uni.), kommunikation (Journalisthøjskolen i Århus)

0:000:00