Socialdemokraterne overhaler Venstre i ny måling

MÅLING: Socialdemokraterne overhaler Venstre som landets største parti i ny Norstat-måling for Altinget. Konservative under fire procent.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan glæde sig over, at Socialdemokraterne overhaler Venstre i ny meningsmåling. 
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan glæde sig over, at Socialdemokraterne overhaler Venstre i ny meningsmåling. Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Anders Jerking

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og hendes partifæller kan glæde sig over, at Socialdemokraterne overhaler Venstre som landets største parti.

I en ny meningsmåling foretaget af Norstat for Altinget står Socialdemokraterne til at få 23,7 procent af stemmerne, mens Venstre må nøjes med 22,7 procent.

Forskellen er dog ikke statistisk signifikant, da usikkerheden i målingen for de to partier er på cirka 2,1 procentpoint.

"Socialdemokraterne er kommet godt ind i det nye år og er nu opsigtsvækkende tæt på valgresultatet. Thorning har med sin kritik af dagpengereformen og sin ret kontante værdipolitik lagt sig rigtigt i forhold til vælgerne. Krisen efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo klarede hun fint, og der var ikke antydning af et 'men' i hendes forsvar for ytringsfriheden," siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

Socialdemokraterne er kommet godt ind i det nye år og er nu opsigtsvækkende tæt på valgresultatet. Thorning har med sin kritik af dagpengereformen og sin ret kontante værdipolitik lagt sig rigtigt i forhold til vælgerne.

Erik Holstein
Kommentator, Altinget

Dansk Folkeparti følger lige efter S og V og står i målingen til 22,1 procent. Det svarer til 39 mandater – en fremgang på hele 17 mandater siden valget.

"Efter Charlie Hebdo er det ikke overraskende, at Dansk Folkeparti får opbakning fra næsten hver fjerde dansker. Pia Kjærsgaard gik langt over stregen med sit forslag om nødret, men Thulesen har kørt det cool og underspillet - vel vidende, at vælgerne godt ved, hvor de har ham i den sag," siger Erik Holstein.  

Trist læsning for Pape 
Målingen er trist læsning for Konservative, som kun står til 3,9 procent af stemmerne, hvilket betyder, at partiet i forhold til valget går tilbage fra 8 til 7 mandater.

"For Konservative nærmer situationen sig det katastrofale. Søren Pape har ikke slået igennem, og det er tvivlsomt, om han kan nå det inden valget. Det kan være forbi, inden det rigtig startede, for ender Konservative med et valgresultat under fire procent, skal de have ny formand igen," siger Erik Holstein.

Samlet set står rød blok i målingen til 44,9 procent af stemmerne, mens blå blok står til 53,3 procent.  

Målingen er foretaget af Norstat på net og telefon i perioden 5.-18. januar 2015. I alt har 1.721 deltaget. 

 

 

Kilde: Norstat for Altinget. Målingen er foretaget på net og telefon i perioden 5.-18. januar 2015. I alt har 1.721 deltaget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Søren Pape Poulsen

Partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00