Socialområdet var en værdipolitisk kampplads

Der har været gang i lovmøllen og de store principielle diskussioner på socialområdet i Venstre-regeringens første år på magten.

Men første skridt for regeringen og den nye social- og indenrigsminister, Karen Ellemann (V), var at omgruppere på Slotsholmen ved at ændre strukturen i ministeriet og sammensætningen af ressortområderne.

Socialområdet var før mikset sammen med børne-, integrations-, og ligestillingsområderne under Manu Sareen (R). Men nu blev det – ligesom sidst, Karen Ellemann var socialminister – sat sammen med indenrigsområdet. Dermed blev det også et farvel til departementschef Jesper Zwisler, der blev afløst af departementschef i det tidligere Økonomi- og Indenrigsministerium, Sophus Garfiel.

Desuden blev ældreområdet lagt over i Sundhedsministeriet for at sætte mere fokus på rehabilitering og genoptræning.

Internt i ministeriet blev der også sadlet om. Og for at styrke en af Ellemanns store socialpolitiske kæpheste blev der blandt andet etableret en ny analyse- og dataafdeling, der skal bringe mere viden om, hvad der virker eller ikke virker, ind på socialområdet.

Og i Socialstyrelsen blev det et farvel til Knud Aarup, der i første omgang blev bedt om at træde et skridt ned fra direktørstolen for at blive vicedirektør. Men han kunne ikke se sig selv sidde i anden række. Udenfor Slotsholmen kunne Aarup dog tale mere frit om Socialstyrelsens arbejde, der ifølge ham til tider kunne tendere et ”spindoktorat” for den siddende minister.

Farvel fattigdom
Derefter var der relativt stille fra socialministeren i en periode. Men i midten af september 2015 kom det, alle nok havde ventet på: Et farvel til SR-regeringens fattigdomsgrænse.

Helt fra grænsen blev indført, havde hun og Venstre nemlig været stærkt skeptiske. 

”Jeg mener stadig ikke, at en fattigdomsgrænse rykker situationen for mennesker, der har det svært. Derfor kan jeg ikke umiddelbart se det fantastiske i at beholde den,” sagde den daværende socialordfører kort før valget i juni 2015.

Kritikken var dog hård fra de sociale organisationer og de røde partier, der kun godt to år tidligere har lanceret fattigdomsgrænsen.

"Det står efterhånden tindrende klart, at Venstre er et parti, der udelukkende bekymrer sig om den rigeste del af befolkningen. Man genindfører fattigdomsydelserne, og nu skrotter man fattigdomsgrænsen, så man ikke kan måle konsekvenserne af sin egen asociale politik," sagde SF-formand Pia Olsen Dyhr dengang.

Ny regering, ny ældremilliard 
Ældreområdet har haft stor bevågenhed for både den nuværende og tidligere regering, der i de seneste finanslovudspil begge har fundet en milliard nye kroner til ældreområdet.

I 2015 og 2014 hed det en ældremilliard. Men i finansloven for 2016 blev det til en såkaldt ’værdighedsmilliard’ – de ældre skulle have en mere værdig alderdom, lød det fra de blå partier bag finansloven, der først faldt på plads i november 2015.

Den tidligere ældremilliard gik i 2016 derimod fra at være en pulje til at være en almindelig del af bloktilskuddet fra staten til kommunerne – det gik især ud over udkantskommunerne, der mistede flest penge på den manøvre.

Derudover var der ingen pengeregn over socialområdet, og det skulle man heller ikke forvente, har det igen og igen lydt fra Karen Ellemann – det handler ifølge hende i stedet om at bruge de metoder, der virker.

Fattigdom eller rimelige incitamenter?
Skyttegravskrigen mellem de røde og blå partier var også tydelig med regeringens sænkning af det samlede rådighedsbeløb hos mange kontanthjælpsmodtagere, som regeringen ville give større økonomisk incitament til at komme i job.

Det betød, at regeringen i forbindelse med sin såkaldte 'straks-opbremsning' næsten halverede kontanthjælpen til udlændinge, der blandt andet ikke har været i Danmark i mindst syv af de seneste otte år. Dermed skulle det også blive mindre attraktivt at rejse til Danmark for flygtninge og migranter.

Derudover måtte mange kontanthjælpsmodtagere se deres rådighedsbeløb skåret ned med 225-timers-reglen og et nyt loft over det samlede beløb, man kan få som kontanthjælpmodtager af det offentlige.

Igen stod fronterne skarpt: Enten så var ændringerne fattigdomsskabende eller rimelige økonomiske incitamenter, der vil sende flere i job? Sådan var det.

V: Vi gør ingen skade
Og socialminister Karen Ellemann afviste da også gang på gang al kritik:

”Vi begår på ingen måde skade. Det handler om at sikre velfærden. Derfor tager vi ansvar og sikrer sammenhæng, så det kan betale sig at arbejde. Der er job og jobrotation. Så hvorfor er så mange uden for arbejdsmarkedet?” sagde socialministeren blandt andet under et samråd.

Med de stramninger vil cirka 11.800 personer, heraf omkring 7.000 børn fra 2 til 17 år, leve under fattigdomsgrænsen, som S-R-SF-regeringen indførte, men V-regeringen har skrottet. Det svar måtte Socialdemokraternes socialordfører, Benny Engelbrecht, dog vente over et halvt år på at få – hvilket også gav beskæftigelsesminister Jørn Neergaard en næse af Finansudvalget. 

Handicappede, der har en særlig bolig, fik efter megen kritik lov til at beholde deres boligstøtte, selvom indkomst ville overstige kontanthjælpsloftet.

Flere fattige eller ej: Kommunerne er allerede i gang med at forberede sig på flere udsættelser på grund af integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Genfortolkning af sociale mål
Også SR-regeringens sociale 2020-mål er skrottet. Målene er erstattet af V-regeringens egne mål.

Nu er målene omskrevet ind i V-regeringen socialpolitiske mærkesager, der især handler om at få flere udsatte tættere på arbejdsmarkedet og sikre større brug af indsatser, der beviseligt virker.

Det blev til ti nye, langsigtede mål for det socialpolitiske område, der blandt andet handler om, at udsatte skal klare sig bedre i skolen og få flere handicappede og psykisk syge i job. 

Og væk er de ultimative mål som f.eks. at reducere antallet af hjemløse med 25 procent, der i stedet er erstattet af såkaldte sigtelinjer, hvor man ser på, om det går fremad eller ej.

Regeringen har ingen penge med i første omgang til at nå målene, som de sociale organisationer gang på gang – også i forhold til den tidligere regerings mål – har ønsket sig, hvis det skal lykkes at nå målene.

Men penge til socialområdet kom der dog. Bare ikke fra Folketinget. I stedet kom Den A.P. Møllerske Støttefond på banen med en pulje på 750 millioner kroner til at sparke gang i en massiv indsats på socialområdet.

Det forhadte omprioriteringsbidrag
Mange sorger blev taget på forskud, når det kom til det tekniske, men for mange organisationer og kommuner forhadte omprioriteringsbidrag.

Organisationer havde allerede forudset store velfærdsmassakrer i kommunerne – og flere kommuner havde allerede i budgetterne for 2016 lagt op til besparelser på flere serviceområder, blandt andet til de handicappede.

Regeringens mål med omprioriteringsbidraget var at lade kommunerne effektivisere, så regeringen havde et økonomisk råderum til at sende penge til de områder, regeringen ville prioritere som især sundhed- og ældreområdet.

Og Dansk Folkepartis argument var, at det ville omfordele penge fra de rigeste til de fattigste kommuner.

Men efter lange og hårde forhandlinger mellem regeringen og KL om næste års økonomiske ramme for landets 98 kommuner trak regeringen stikket til omprioriteringsbidraget fra 2017 – det får nemlig lov at fortsætte i 2016.

V forsøger sig også
I løbet af dette folketingsår har der også udspillet sig en regulær talkrig for handicapområdet, hvor ingen reelt ved, hvad der er op eller ned i udviklingen af udgifterne.

Det går op, siger kommunerne. Udgifterne er stabile, siger regeringen. Nej, der har været besparelser, siger handicaporganisationerne.

Krigen om tallene vil formentlig ikke aftage det kommende år, hvor regeringen har annonceret, at den vil reformere serviceloven. Og det er ikke et hvilket som helst område, der skal reformeres.

Serviceloven er big business, hjælp til mange mennesker og et kæmpet bureaukrati blandet sammen. Masser af interesser er på spil: Blandt andet frygter store leverandører af udstyr til handicappede milliardtab, mens de handicappede frygter mindre hjælp.

Kommunerne frygter derimod for fjerde gang i træk at få en tom lovgivningsskål, så de stadig står med en udgiftspost, de ikke kan styre.

I starten af 2015 måtte daværende socialminister Manu Sareen (R) droppe sit lovforslag om en reformeret servicelov på grund af blandt andet massiv kritik fra en lang række sociale organisationer.   

Svære forhandlinger forude
I korridorerne har embedsmænd, kommunerne og en række sociale organisationer siddet i en følgegruppe, som, Karen Ellemann håber, kan give legitimitet til en ny reform (= mindre kritik fra især organisationer), når regeringen fremsætter lovforslaget efter ferien.

Men det kan blive svært. De første forlydender fra udformningen af reformen tyder på få ændringer i forhold til den tidligere regerings udspil, samtidig har Dansk Folkeparti allerede sået tvivl om deres støtte til et nyt forslag, der sigter mod blandt andet bedre styring af økonomien på handicapområdet.

Der venter en stor opgave for Karen Ellemann, der ellers er kendt for at være en meget lyttende minister, hvis hun skal lande et flertal for sit reformudspil. Hun står over for at skulle balancere ønsker fra KL og Danske Handicaporganisationer, der ikke ligefrem har et varmt forhold til hinanden.

På den ene side lægger ministeren op til at gøre det nemmere for kommunerne at styre økonomien på handicapområdet, mens der på den anden side står en stærkt lobby af sociale organisationer, der kan råbe meget højt, hvis de frygter besparelser for handicappede.

Og Dansk Folkeparti har allerede løftet en advarende pegefinger over for de foreløbige signaler fra regeringen til reformen. Så det kommer formentlig ikke til at gå stille for sig, når regeringen skal i gang med at forhandle reformen på plads efter ferien.

Karen Ellemanns evner som politisk håndværker står i hvert fald over for sin foreløbig største udfordring.