Om  
Jens-Christian Bülow

SØIK ansætter ny statsadvokat

Jens-Christian Bülow er blevet udnævnt som statsadvokat hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK. Han kommer fra en stilling som politidirektør hos Nordsjællands Politi.

Marie Møller Munksgaard

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, SØIK, har fundet ny statsadvokat. Valget er faldet på Jens-Christian Bülow, der på nuværende tidspunkt er politidirektør hos Nordsjællands Politi.

Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Som ny statsadvokat skal Jens-Christian Bülow lede en række sager om økonomisk kriminalitet og være med til at opbygge den kommende nationale efterforskningsenhed, der skal styrke kampen mod denne slags kriminalitet.

"Den alvorlige økonomiske og organiserede kriminalitet er stigende, og det er en trussel både mod den tillid, vores samfund bygger på, og vores generelle retsfølelse. Det stiller krav til vores evne til at retsforfølge dem, der sætter sig selv over fælleskabet, og det glæder jeg mig utrolig meget til at stille mig i spidsen for", udtaler Jens-Christian Bülow i pressemeddelelsen.

Den nye statsadvokat er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og har sidenhen været kontorchef og afdelingschef i Justitsministeriet samt konstitueret landsdommer i Østre Landsret. 

Siden 2016 har Jens-Christian Bülow været politidirektør hos Nordsjællands Politi, og han tiltræder den nye stilling som statsadvokat hos SØIK 15. august.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens-Christian Bülow

Statsadvokat, Særlig Kriminalitet (Bagmandspolitiet)
cand.jur. (Københavns Uni. 1995), ll.m. (The European Academy on Legal Theory, Bruxelles 1996)

0:000:00