Tirsdag tog Folketinget hul på debat om ny model for organdonation: "Vi kan ikke fortsætte som hidtil"

Der er behov for at gøre noget helt nyt for at sikre flere organdonorer i Danmark og redde menneskeliv, lød det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i folketingssalen tirsdag. Men regeringens forslag vækker bekymring blandt både blå og røde ordførere. 

Regeringen har relativt usædvanligt i første omgang valgt at fremsætte et beslutningsforslag fremfor et lovforslag. Det sker ifølge Sophie Løhde for at give ekstra tid til debat før lovændringen.
Regeringen har relativt usædvanligt i første omgang valgt at fremsætte et beslutningsforslag fremfor et lovforslag. Det sker ifølge Sophie Løhde for at give ekstra tid til debat før lovændringen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Regeringen ønsker en helt ny model for registrering af potentielle organdonorer i Danmark.

Den skal signalere, at vi som samfund i udgangspunktet regner med, at borgere gerne vil hjælpe med at redde andres liv ved at donere et organ efter døden. Men uden at røre ved den enkeltes selvbestemmelse.

Tirsdag skulle regeringens konkrete forslag og bud på netop den balancegang for første gang drøftes.

Trods flere ordføreres bekymring argumenterede indenrigs- og sundhedsordfører Sophie Løhde (V) for, at den nuværende model for registrering af organdonorer skal ”vendes om”.

”Vi er nødt til at handle. Vi er nødt til at gøre noget nyt – gøre det på en anden måde end i dag. Status quo er ikke en mulighed. Vi kan ikke fortsætte som hidtil,” sagde Sophie Løhde og uddybede:

”Alene sidste år slukkedes håbet for 28 danskere og deres pårørende, mens de ventede på et nyt organ. Og det er for at gøre ondt værre flere, end vi har set de seneste år. Her og nu står over 400 borgere på venteliste til et nyt organ.”

Hendes og regeringens svar på udfordringen er, at alle myndige borgere registreres som potentielle organdonorer, men i realiteten fortsat aktivt skal give samtykke.

Bliver der ikke er taget stilling, vil det nemlig – præcis som i dag – i sidste ende være op til de pårørende at træffe beslutningen. 

”Vi ønsker som regering at sende et signal om, at danskerne gerne vil være med til at redde flere liv. For husk, de fleste af os vil også gerne kunne modtage et organ, hvis den ulykkelige situation skulle opstå, at det er nødvendigt,” sagde indenrigs- og sundhedsministeren.

0:000:00