Debat

Spejdere: Brug os til at styrke de lokale fællesskaber

DEBAT: At være spejder er at møde sig selv i en helt ny sammenhæng – og så er det en betydningsfuld legeplads for demokratisk dannelse, hvor børn lærer, hvad det vil sige at være en del af et forpligtende fællesskab, hvor ingen kan alt, men alle kan noget.

I denne uge er tusindevis af spejdere på Spejdernes Lejr i Sønderborg.
I denne uge er tusindevis af spejdere på Spejdernes Lejr i Sønderborg.Foto: /ritzau/ Christer Holte
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Benny Agergaard og Rune Siglev
Formænd for Spejdernes Lejr

Hver uge mødes spejdere landet over med deres patrulje. De yngste spejdere lærer at håndtere en kniv, bruge en økse og tænde et bål. Når de bliver ældre, bliver de sendt på løb med et kompas eller en gps. Udefra ligner det mest af alt det, de fleste forbinder med spejderlivet: friluftsliv og lugten af bål. Men spejderlivet stikker langt dybere.

At være en del af en patrulje sammen med 4-5-6 andre børn er som at træde ind i en miniature-udgave af det samfund, børnene vokser op i og en dag skal engagere sig i. Hvis nogle få tager beslutninger henover hovedet på de andre, går det ud over samarbejdet i patruljen. Det giver børnene konkrete erfaringer med, hvad det betyder at tage kloge beslutninger til gavn for hele fællesskabet.

På den måde lærer spejderne i et trygt og overskueligt fællesskab at finde gode løsninger på de udfordringer, de står og bliver stillet overfor. Og de ser, at de næsten kan flytte bjerge, når de sammen tager beslutninger, løfter i flok og bringer hinandens styrker i spil. Menneskelige kompetencer, som de får glæde af resten af livet, og som giver dem gåpåmod og en tro på, at vi alle sammen kan skabe forandringer både i det nære fællesskab og i det store fællesskab, som samfundet er. Det er derfor, vi ikke tøver med at kalde spejderne for Danmarks stærkeste fællesskab.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Når ugens udfordringer er løst, tager børnene hjem med lidt rankere ryg, end da de kom. Spejderlivet giver dem en tro på og oplevelse af, at de har noget at bidrage med ind i fællesskabet. 

Benny Agergaard og Rune Siglev
Formænd for Spejdernes Lejr

Og netop fællesskab var det ord, der fyldte mest, da vi i en stor opinionsundersøgelse i forsommeren 2017 spurgte danskerne, hvilke værdier de forbinder med spejderne. Det samme gjorde landets borgmestre, som onsdag er samlet på Danmarks største spejderlejr i Sønderborg. De fremhævede desuden demokratisk dannelse som spejdernes helt særlige bidrag til børn og unge.

Borgmestrene kender allerede betydningen af stærke lokale fællesskaber. For fællesskaber styrker sammenhængskraften både nationalt og lokalt, og kommunerne er i stigende grad optaget af at få de lokale fællesskaber til at blomstre. Her kan spejderne spille en særlig rolle.

Ingen kan alt, men alle kan noget, sagde statsministeren på Folkemødet 2017 som svar på spørgsmålet om, hvad hans 20 år i spejderbevægelsen havde lært ham. 

Benny Agergaard og Rune Siglev

Dels fordi vi er tilstede lokalt, og fordi vi ved, at spejderlivet meget konkret viser børn og unge, hvad der skal til for, at fællesskaber kan vokse og blive stærke. Det mini-demokrati, som den lokale spejderpatrulje repræsenterer, giver os mulighed for at klæde børn og unge på til at være livsduelige mennesker og engagerede, ansvarlige samfundsborgere.

Når ugens udfordringer er løst, tager børnene hjem med lidt rankere ryg, end da de kom. Spejderlivet giver dem en tro på og oplevelse af, at de har noget at bidrage med ind i fællesskabet. Den mellemmenneskelige forpligtelse over for hinanden og den omverden, vi alle er en del af, er en af vigtigste værdier, vi gerne vil give spejderne med videre i livet.

Ingen kan alt, men alle kan noget, sagde statsministeren på Folkemødet 2017 som svar på spørgsmålet om, hvad hans 20 år i spejderbevægelsen havde lært ham. Og det er netop det, der kendetegner samspillet i patruljerne, hvor børnene kommer med forskellige forudsætninger og kompetencer. Når børnene lærer hinanden at kende, ser de, at de hver især kan bidrage med noget vigtigt ind i fællesskabet.

Det særlige ved spejderfællesskabet er, at det ikke fordrer, at et barn er særligt dygtig eller talentfuld til én ting for at kunne blive en del af patruljen. Gennem den mangfoldighed, der typiske kendetegner børnene i en spejdergruppe, udvikler den enkelte spejder et mere rummeligt blik på verden og en større forståelse for den styrke, der ligger i, at vi alle har forskellige evner og talenter.

I dag mødes landets borgmestre på Spejdernes Lejr i Sønderborg for at opleve spejderlivet og for sammen med unge spejdere at drøfte, hvordan vi sammen kan styrke de lokale fællesskaber. Borgmestrene opfordrede i vores opinionsundersøgelse i forsommeren spejderne til at tage et større ansvar lokalt. Den opfordring tager vi gerne imod. For vi kan meget mere end at være et stærkt fritidstilbud for børn og unge. Vi kan også være en stærk partner på børne- og ungeområdet, når det gælder for eksempel demokratisk dannelse, politikudvikling og idéer til stærke fællesskaber.

Så inviter endelig Danmarks stærkeste fællesskab indenfor. Landets spejdergrupper er mere end beredte til at tage et ansvar for at skabe de bedste rammer for børn og unge der, hvor vi bor.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00