Spirende håb om respekt for politisk håndværk

KLUMME: Respekten om det politiske håndværk skal tilbage. Den nye bog De politiske håndværkere og kommunalvalgets mange kandidater hjælper med, skriver Altingets udgiver Rasmus Nielsen.

Lysegrønt håb i november
Lysegrønt håb i novemberFoto: Altinget/Rasmus Nielsen
Rasmus Nielsen

Hver morgen ved daggry går jeg tur med hunden ved Dronning Louises Bro i København. Det er kun få meter fra Blågårds Plads og få kilometer fra Mjølnerparken, hvor der skydes. Men hér deler energiske kandidater deres foldere ud: "Stem på mig, fordi..."

I morges var det socialdemokraterne Lars Gaardhøj og Rune Dybvad (nevø af DI-direktøren), der søger genvalg til henholdsvis regionen og kommunen, og som sprang ud med chokoladeboller og valgflæsk til de hundredevis af cyklende vælgere. I kulissen spirede et lysegrønt skud i en gammel, hullet træstamme, der sikkert selv var skud, dengang bunkeren ved siden af blev bygget.

En ny dag med håb for folkestyret. Vi har brug for det. For politikerleden er der. Og mistillid til de medier, der skal formidle og udfordre beslutningerne. Selv er jeg holdt op med til borddamer at fortælle, at jeg er politisk journalist. Det gav respekt for 30 år siden, men ikke i dag. Så er det meget bedre at kalde sig iværksætter. 

En hel del af de henved 10.000 opstillede kandidater udøver deres politiske håndværk intensivt netop nu. De fortæller uden filter og sminke, hvad de vil med kommunen, regionen og samfundet. Det er politik, når det er bedst. Og mange taler ligefremt og uskolet – dét virker. Også i de enormt indholdsrige kandidat-databaser, hvor kandidaterne bejler til vælgerne – ikke mindst førstegangsvælgerne.

Der er simpelthen brug for at genvinde respekten for det politiske håndværk. At flytte fokus fra proces og spådomme til substans og resultater.

I går blev på Christiansborg præsenteret en kærkommen bog om emnet, De politiske håndværkere, udgivet af Bjarke Larsen på forlaget Pressto. Brødrene Benny Engelbrecht og Flemming Sørensen er henholdsvis forhenværende S-minister og journalist; en god baggrund til at skrive den letflydende, oplysende bog med en række af de mest ordentlige og gedigne lovgivere, landet kan præstere.  

Bogen bejler helt tydeligt til samfundsfagslærerne, og lad os håbe, at deres elever får bogen i brug. Det socialdemokratiske gruppeværelse var ikke fyldt ved receptionen. Men bogens medvirkende fra Folketingets formand til pressekorpsets nestor Erik Matzen var loyalt mødt frem.

Nej, det er ingen kioskbasker. For bogen er noget så umoderne som et kryds ved håndværkeren bag politikeren. Gennem en række interviews med navne som Mette Bock (LA),  Henrik Dam Kristensen (S), René Christensen (DF), Karen J. Klint (S) og Marianne Jelved (R) får læseren indsigt i, hvordan politik bliver til i Christiansborgs maskinrum, mens tv-kameraerne er slukkede.

Deltagerne fortæller åbent om deres tvivl, sejre og nederlag. Om at være sig selv. Om hårdt arbejde, før man eventuelt så kan stille sig op foran kameraet sammen med de andre i flertallet bag et forlig. Den senere finansordfører og nuværende borgmesterkandidat i Guldborgsund, René Christensen, fortæller om dengang, han var formand for Folketingets Fødevareudvalg:

"Senere oplevede jeg Ida Auken som miljøminister. Hende fik jeg et supergodt samarbejde med. Hende kunne man ringe til og spørge, om man kunne få et møde, hvis der var noget, der ikke fungerede. Så kunne hun sige: 'Er det, fordi vi skal lave politik, eller er det, fordi du vil i avisen?' Hvis jeg ville lave politik, kunne jeg bare komme over, og så kunne vi sidde og snakke om det."

Bogen til 249 kroner er fyldt med letformidlede eksempler på, hvordan der laves politisk håndværk og forlig. Dermed indføres læseren i eksempler på, hvordan samfundet ender med at blive reguleret.

Der er masser af kritik af tingenes tilstand. Som når christiansborgjournalist gennem 30 år Erik Matzen fra Reuters Bureau siger:

"Christiansborg har gennem alle årene været hullet som en si. Det skal Christiansborg helst være. Men det kræver, at journalisterne har en ordentlig etik – og det har de desværre ikke altid. [...] Jeg synes virkelig, den politiske journalistik er blevet udvandet. Jeg kan næsten ikke holde ud at læse aviser i dag."

Kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) er også kritisk over for tilstanden:

"Jeg vil bare sige, at begrebet generøsitet, som er vigtigt i alle livets spørgsmål, har meget, meget trange vilkår i politik. Det der med, at man kan sige: Ved du hvad, du er godt nok socialdemokrat, men den idé, du er kommet med, synes jeg faktisk godt om – lad os prøve at finde en løsning."

Og så tilføjer hun: "Det er de meget bedre til ude i kommunerne, hvor der er en meget større pragmatisme."

Mette Bock slår til med kritikken:

"Jeg synes ikke, jeg har haft nogle gode oplevelser i politik. Det bliver tydeligere og tydeligere for mig, at vores demokrati er ved at blive gammelt. Og det vil sige, at vi får sjuskede politikere, vi får sjuskede medier – og vi får også sjuskede borgere, som er tilbøjelige til at kaste ansvaret fra sig. Og det er en meget dårlig kombination i et demokrati."

Lad os håbe, at politikere, medier, aktører og borgerne finder sammen om at respektere det politiske håndværk på ny. Så det lille lysegrønne skud på en novemberdag i den gamle, tykke, hullede træstub kan vokse sig stort igen som symbol på en genfødsel af det gamle demokrati.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00