Stadig topstyret: Hver anden i DF’s folketingsgruppe sidder i lokalråd

DEMOKRATI: Knap halvdelen af DF’s folketingsmedlemmer sidder på et dobbeltmandat, viser Altingets optælling. Det er udtryk for Dansk Folkepartis fortsatte topstyring, mener ekspert. ”Jeg fatter ikke, at deres vælgere finder sig i det,” siger Karsten Hønge (SF).

Foto: Katja Holm/Altinget
Peter Pagh-SchlegelDaniel Bue Lauritzen

Rettelse: Artiklens overskrift er ændret fra "Stadig topstyret: Seks ud af ti i DF’s folketingsgruppe sidder i lokalråd" til den nuværende. Dette skyldes en fejl i optællingen. Altinget beklager. 

18 af Dansk Folkepartis 37 folketingsmedlemmer sidder i lokale byråd eller regionsråd. Det viser en optælling, som Altinget har foretaget.

Til sammenligning har Konservative tre dobbeltmandater, mens Venstre og Liberal Alliance har to folketingsmedlemmer, der også optager et lokalpolitisk mandat.

"Det er en god ting for partiet, at vi har folk i folketingsgruppen, der kender til det lokale," siger Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup.

Af Fremskridtspartiet lærte vi, at vi skulle have styr på vores organisation. Vi skal sørge for, at vi kan være vores kandidater bekendt

Peter Skaarup
Gruppeformand, DF

SF: Jeg fatter ikke, vælgerne finder sig i det
Partierne i rød blok ser anderledes på den sag og undrer sig over, hvordan man kan bære sig ad med at udføre sit politiske arbejde med to mandater.

”Når man modtager offentlige penge, skal man levere en fuldblodsindsats, og det kan man bare ikke, hvis man sidder begge steder. Jeg fatter ikke, at deres vælgere finder sig i det,” siger SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge.

SF har ligesom Enhedslisten og Socialdemokratiet en intern politik, der forbyder dets folketingsmedlemmer at sidde i byråd.

”Man kan ikke levere en ordentlig indsats begge steder. Det skal man ikke komme og bilde mig ind,” siger Karsten Hønge.

Et udtryk for topstyring
Dansk Folkeparti har imidlertid haft dobbeltmandater i mange år, og ifølge Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i kommunalpolitik, er det en helt bevidst strategi fra partiets side.

Han forklarer, at strategien med dobbeltmandater skyldes et ønske om topstyring og har rod helt tilbage til partiets stiftelse i 1995.

”Da Pia Kjærsgaard forlod Fremskridtspartiet, gjorde hun det, fordi der ikke var styr på sagerne. Der var alt for mange landsbytosser. Derfor har man i DF altid gjort meget for at have styr på tropperne. En af måderne at gøre det på er at bruge politikere, som i forvejen har vist sig at være driftsikre,” siger Roger Buch.

Dansk Folkeparti kan derfor have draget fordel af sine dobbeltmandater, men fremadrettet kan det blive problematisk for partiet, påpeger Roger Buch:

"Hvis DF efter næste folketingsvalg ønsker at deltage i en regering, så når man derhen, hvor bukserne revner. Det holder ikke i længden, og derfor bliver partiet også nødt til at genoverveje sin strategi," siger han.

Skaarup har lært af Fremskridtpartiet
Peter Skaarup (DF) erkender, at der foregår en strategi, der delvist handler om at sikre den rette kvalitet af partiets kandidater.

"Af Fremskridtspartiet lærte vi, at vi skulle have styr på vores organisation. Vi skal sørge for, at vi kan være vores kandidater bekendt," siger han, men påpeger, at også partiets korte levetid spiller en rolle.

"Vi er stadig et forholdsvis nyt parti, der ikke på samme måde som Venstre, Socialdemokratiet og til dels Konservative har store bastioner i det lokalpolitiske. Så hvis vi skal have nogen som helst chance, har vi traditionelt haft behov for vores folk, der er kendte fra Christiansborg," siger Peter Skaarup.

Derfor regner han også med, at billedet vil ændre sig i fremtiden.

"Det er klart, at efterhånden som partiet får flere år på bagen, vil der være færre, der både sidder i folketinget og byråd. Det kommer vi allerede til at se efter kommunalvalget, da der er færre fra folketingsgruppen, der stiller op denne gang," siger Peter Skaarup. 

Dobbeltmandaterne: Det er en fordel
Ifølge Dansk Folkepartis byrødder på Christiansborg kan det ligefrem være en fordel både at sidde i Folketinget og byråd.

"Det fungerer fint, selvom jeg har været nødt til at skifte udvalg i mit byråd. Men jeg synes faktisk, at det er vigtigt, fordi det giver noget lokalkendskab. Byrådsmedlemmerne tager en masse af kommunernes problemstillinger med til Christiansborg. Det er faktisk en fordel," siger Jan Rytkjær Callesen (DF), der sidder i Folketinget og byrådet i Sønderborg.

Også Susanne Eilersen (DF) har gode erfaringer med sine dobbeltmandater. Men hun mener ikke, at partiet skal satse på strategien i fremtiden: 

"Det kan ikke fortsætte sådan. Men det hænger også sammen med, hvilket ordførerskab man har. Hvis man sidder på en tung post, vil man ikke kunne passe begge jobs," siger hun.

I 2009 besluttede daværende finansordfører Kristian Thulesen Dahl at trække sig fra byrådet i Vejle, hvor han sad som viceborgmester. Ved kommunalvalget forinden havde han været med til at sikre, at fire DF’ere kom i Vejle byråd. Han begrundede beslutningen med, at han var ”nødsaget til at bruge al sin politiske tid i København”.

Dokumentation

Her er Dansk Folkepartis 18 dobbeltmandater

Susanne Eilersen (MF og medlem af byrådet i Fredericia)

Liselott Blixt (MF og medlem af byrådet i Greve)

Marlene Harpsøe (MF og medlem af byrådet i Helsingør)

Claus Kvist Hansen (MF og medlem af byrådet i Horsens)

Pernille Bendixen (MF og medlem af byrådet i Odense)

Alex Ahrendtsen (MF og medlem af byrådet i Odense)

Merete Dea Larsen (MF og medlem af byrådet i Roskilde)

Henrik Brodersen (MF og medlem af byrådet i Slagelse)

Dorthe Ullemose (MF og medlem af byrådet i Svendborg)

Jan Rytkjær Callesen (MF og medlem af byrådet i Sønderborg) 

Ib Poulsen (MF og medlem af byrådet i Thisted)

Jens Henrik Thulesen Dahl (MF og medlem af kommunalbestyrelsen i Assens)

René Christensen (MF og medlem af kommunalbestyrelsen i Guldborgsund)

Hans Kristian Skibby (MF og medlem af kommunalbestyrelsen i Hedensted)

Mikkel Dencker (MF og medlem af kommunalbestyrelsen i Hvidovre)

Karina Due (MF og medlem af regionsrådet i Midtjylland)

Jeppe Jakobsen (MF og medlem af regionsrådet i Sjælland)


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Rytkjær Callesen

Fhv. byrådsmedlem (DF), Sønderborg kommune
maler (Harry Nielsen, Nordborg 1979)

Karsten Hønge

MF (SF), medlem, SF’s landsledelse og daglige ledelse, 3. næstformand, Folketingets Præsidium
tømrer (Aarhus. 1983), journalist (DMJX 2013)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00