Statsrevisor bekymret for sygehusbyggerier

INTERVIEW: Formanden for Statsrevisorerne lover at holde skarpt øje med planlægningen og byggeriet af de nye sygehuse. Han er både bekymret for budgetoverskridelser og for, om sygehusene er forældede, når de er færdige.
Formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen, peger på faren for, at man laver de samme fejl ved byggeriet af de nye sygehuse.
Formand for Statsrevisorerne, Peder Larsen, peger på faren for, at man laver de samme fejl ved byggeriet af de nye sygehuse.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Byggeriet af de første af landets nye supersygehuse er knapt begyndt.

Men Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har allerede kritiseret både Danske Regioner og Sundhedsministeriet i en række beretninger og notater.

Så sent som i sommer advarede Statsrevisorerne om, at regionerne og Sundhedsministeriet ikke har ordentligt styr på de økonomiske forudsætninger for projekterne. Samlet set udgør byggerierne til mere end 40 milliarder kroner et af danmarkshistoriens største byggeprojekter.

"Statsrevisorerne konstaterer, at der fortsat er behov for, at regionerne som
bygherrer styrker risikostyringen og byggeorganisationen i sygehusbyggerierne," skrev Statsrevisorerne i juni til Folketinget.

Og med sygehusene frygter jeg, at man kommer til at bygge fremtidens sygehuse til nutidens problemer. Jeg kan eksempelvis godt være bange for, at man ikke har taget nok højde for den stigende brug af telemedicin.

Peder Larsen
Formand for Statsrevisorerne

Her fandt de det også problematisk, at det ikke er ordentlig klarhed over regionernes andel af udgiften til de nye sygehuse.

Højrisikoprojekter over hele landet - på en gang
Formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen, er dog ikke kun bekymret for, at budgetterne skrider i en række af de mange sygehusbyggerier.

Der er også en fare for, at danskerne om en årrække får nye sygehuse - der ikke er særligt super, advarer han.

Men først de økonomiske bekymringer.

I forhold til økonomi og store offentlige byggeprojekter har problemet traditionelt været budgetoverskridelser. DR-byggeriet står som det klareste eksempel i nyere tid, hvor byggeriet til en pris på cirka 4,7 milliarder kroner blev 30 procent dyrere. 

"Selv om Sundhedsministeriet styrer sundhedsvæsnets overordnede økonomi, så er det jo ikke én operatør til at styre de mange byggerier, men hele fem regioner. Og det er jo her, man tager de operative beslutninger og fører projekterne ud i livet," siger Peder Larsen.

Han vurderer dog, at regionerne er bedre rustet til at udføre opgaven end de daværende amter. Både fordi de er færre, og fordi de arbejder mindre autonomt end amterne.

Men at samarbejdet mellem regionerne og Sundhedsministeriet ikke er godt nok, har han allerede set rigeligt med eksempler på. Mest omtale har Region Midtjyllands planlægning af Det Nye Universitetshospital i Aarhus fået.

"I Region Midtjylland var man jo langt fremme med et projekt til 13 milliarder. Det måtte de så skære beløbet ned til næsten det halve. Uden at jeg her placerer skyld, så betød det jo, at man måtte skære kraftigt i projektet," siger Peder Larsen.

Han peger på, at den proces ud over at være ubehagelig også kan skade selve projektet.

"Det kan betyde, at man må leve med sekunda-løsninger. Eller at man må vælge løsninger, der er billigere i selve byggefasen, men dyrere på langt sigt," siger Peder Larsen.

Måske forældede, før de er færdige
Med over 20 års erfaring som statsrevisor har Peder Larsen set utallige byggeprojekter, der er løbet løbsk. Og her er tiden og den hastige teknologiudvikling ofte to vigtige faktorer. Fra den første planlægning går i gang, til byggeriet er helt færdigt, kan der sagtens gå et årti.

"Og med sygehusene frygter jeg, at man kommer til at bygge fremtidens sygehuse til nutidens problemer. Jeg kan eksempelvis godt være bange for, at man ikke har taget nok højde for den stigende brug af telemedicin. Måske man så bygger sygehuse med for mange dyre sengepladser," siger Peder Larsen.

Han peger også ved en anden fare ved, at man har mange næsten samtidige sygehusbyggerier.

"Man bygger jo sygehusene ud fra den viden og de erfaringer, man har i dag. Men man risikerer jo at bygge sygehuse over hele landet med de samme fejl eller mangler, når man bygger dem næsten samtidig," siger Peder Larsen.

Nye undersøgelser kan komme på tale
Selv om hospitalerne bygges samtidig, mener han godt, at regionerne kan lære af hinandens byggerier. Men det kræver, at regionerne koordinerer deres byggerier, så man ikke starter på den samme type afdelinger på én gang, understreger han.

"Det er jo ikke sådan, at man på de enkelte sygehusbyggerier er færdige med alle afdelinger på en gang. Derfor vil nogle afdelinger stå klar måske op til fem år før andre. Og hvis man nu planlægger byggeprojekterne rundt i regionerne, så man ikke alle starter med for eksempel de ortopædkirugiske afdelinger, så har man muligheden for at lære af de andres fejl og erfaringer," siger Peder Larsen.

Han tror dog ikke på, at regionerne vil kunne blive enige om at koordinere byggerierne, så man er sikker på at se afdelinger for forskellige sygdomsspecialer stå færdige først.

"Hvis det skal ske, så bør Sundhedsministeriet påtage sig rollen som koordinator. Den enkelte region vil jo ellers blot færdiggøre den afdelingstype, der passer bedst for lige netop denne region," siger Peder Larsen. 

Rigsrevisionen er lige nu ikke i gang med flere undersøgelser af sygehusbyggerierne.

Men Peder Larsen understreger, at Rigsrevisionen igen vil blive sat til at undersøge byggerierne, hvis der kommer forlydner om nye problemer.
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Larsen

Fhv. formand (SF) for Statsrevisorerne, revisor
merkonom (Aarhus Købmandsskole 1996), ba.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989)

0:000:00