Statsrevisorerne kræver Skat-skandale undersøgt

SNYD: Rigsrevisionen skal undersøge Skat for at finde ud af, hvordan 6,2 milliarder kroner kunne blive udbetalt ved en fejl.

Efter en stribe skandaler er Skats rygte efterhånden ret blakket. Flere undersøgelser af styringen er i gang.
Efter en stribe skandaler er Skats rygte efterhånden ret blakket. Flere undersøgelser af styringen er i gang.Foto: Colourbox
Kasper Kaasgaard

Den skandale, der vokser sig større og større, som afsløringerne vælter frem, skal nu granskes af Rigsrevisionen.

6,2 milliarder kroner er blevet udbetalt til svindlere, der hævdede at have betalt uberettiget udbytteskat i Danmark. Skat er gentagne gange blevet advaret om, at pengene fossede ud, og senest er det kommet frem, at alarmklokkerne ringede første gang for 15 år siden.

”Vi vil på vores næste møde bede Rigsrevisionen kigge på den her sag. Det er jo blevet alvorligt forstærket i løbet af dagen i dag, hvor det er kommet frem, at det ikke er tilbage til 2010, men tilbage til år 2000, at man har vidst, at der var de her problemer i Skat,” siger Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), til TV 2.

Undersøgelse på undersøgelse
Rigsrevisionen er i forvejen i gang med en forvaltningsundersøgelse af Skatteministeriets økonomistyring.

For at det ikke skal være nok, bliver den nye undersøgelse ikke den eneste af skandalen i Skat. Ministeriets interne revision skal nemlig også forsøge at komme til bunds i, hvordan så mange penge kunne ende i de forkerte hænder.

Det er besluttet af skatteminister Karsten Lauritzen (V), der også hilser Rigsrevisionens undersøgelse velkommen.

”Intern revisions undersøgelse skal være færdig inden 4 uger, da vi skal have en afklaring hurtigst muligt. Men jeg betragter det kun som positivt, hvis Rigsrevisionen også selv kigger på området,” udtaler Karsten Lauritzen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00