Stor udskiftning: Ny koalitionsregering i Grønland

GRØNLAND: De to grønlandske partier Demokraterne og Atassut er ikke længere en del af den grønlandske regering, efter landsstyreformand Kim Kielsen har præsenteret en ny koalitionsregering med to nye partier. Se den nye regering her.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Grønland har torsdag fået en ny koalitionsregering. Det skriver det grønlandske medie KNR.

På et pressemøde har formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen fra partiet Siumut, gjort klart, at de to partier Demokraterne og Atassut ikke længere sidder i den grønlandske regering. Til gengæld indtræder to nye partier i regeringen, nemlig Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq.

Siden valget i slutningen af 2014 har det socialdemokratiske Siumut, det borgerlige parti Atassut og Demokraterne, som er Grønlands mest liberale parti, dannet regering. Men allerede da regeringen tiltrådte, lød det fra flere sider, at koalitionen kunne komme til at give Kim Kielsen problemer.

Og nu knap to år senere gik det da heller ikke længere for den grønlandske regering.

Ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq kommer bruddet ikke som den store overraskelse. Det var i forvejen kendt, at der var knaster i koalitionssamarbejdet, lige som det var kendt, at Kim Kielsen afsøgte mulighederne for at danne en koalition med Inuit Ataqatigiit.

Demokraterne, der er blevet smidt ud af koalitionen fortæller ifølge Sermitsiaq i en pressemeddelelse, at man på mange måder har været tilfredse med samarbejdet med Siumut og Atassut, men at knasterne er blevet større i den seneste tid.

Blandt andet har en ny bygning til det grønlandske parlament, Inatsisartut, skabt splid. Demokraterne og Atassut er nemlig ikke enige med Siumut i, at en ny bygning over de næste 30 år kommer til at beslaglægge minimum 300 millioner kroner af Selvstyrets udgiftsbudget.

”Vi vil ikke være med i en koalition, der prioriterer på denne måde,” siger Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, i pressemeddelelsen.

Den tidligere regering havde 17 ud af Landstingets 31 mandater bag sig, mens den nye koalition har 24 mandater.

Dokumentation

Grønlands nye regering

Fra Siumut:

  • Kim Kielsen formand for Naalakkersuisut
  • Vittus Qujaukitsoq, minister for erhverv
  • Martha Lund Olsen,minister for byggeri og kommuner
  • Doris Jakobsen minister for uddannelse, kultur, forskning og kirke,
  • Suka K. Frederiksen, minister for selvstændighed og miljø

Fra Inuit Ataqatigiit (IA)

  • Aqqaluaq B. Egede, minister for finanser,
  • Sara Olsvig (IA-formand), minister for familie, ligestilling, sociale anliggender og justitsvæsen
  • Agathe Fontain minister for sundhed
  • Muté B. Egede, minister for råstoffer

Fra Partii Naleraq

  • Hans Enoksen (partiformand), minister for fangst og fiskeri

Kilde: KNR


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00